Beate og Elly har erfaret, hvad et levende menighedsliv betyder

Hver torsdag formiddag mødes menighedens seniorer. Det er før et sådant møde, at Udfordringen får en snak med Beate og Elly om deres minder fra et livslangt engagement i landets ældste pinsemenighed.

For Ellys vedkommende kunne hun bogstavelig talt være blevet født midt i menighedens fællesskab:

”Min far var dørmand, som vi kaldte det dengang. I dag ville man nok kalde det mødevært. Under en aftengudstjeneste fik mor, som var højgravid, veer. Det lykkedes dog at holde ud indtil gudstjenesten var forbi, for far skulle jo passe sit job. Da de var færdige, skyndte de sig hjem til min mormor på Blågårdsgade, som passede min storesøster. Derefter gik det til klinikken, hvor jeg blev født samme aften inden klokken 22.30. Så det gik stærkt”.

Episoden viser lidt om den dedikation til tjenesten i menigheden, som er kommet til at betyde så meget for både Elly og Beate.

Velsignelse trods ulykke

Beate havde en onkel, som blev afgørende for hende trosmæssigt og menneskeligt. Som ung var han ude for en eksplosionsulykke. Ved ulykken mistede han synet og en halv finger. Han fik imidlertid også et stærkt møde med Gud og oplevede et kald til at blive kirkens pianist:

”Jeg blev onkel Knuds øjne og hænder”, fortæller Beate. Han til gengæld blev hendes vej ind i tjenesten for Gud: ”Onkel Knud havde i sit hjem et lille trykkeri, hvor jeg var ilægger. Han fandt så på at lave præmiekuponer til søndagsskolen. Hver søndag fik børnene en kupon, og når året var omme, kunne de købe en bog, nogle farver eller noget andet for dem. Min onkel havde skrevet ordene ”Gudsfrygt er visdoms begyndelse” på præmiekuponerne. Disse sedler lå så hjemme i hjemmene, hvor forældrene så dem, og ordene kom til at præge børnene gennem årene. Onkel og jeg lavede også vores eget børneblad, der udkom hver måned.”

Tal med Jesus

Men Knud fik ikke kun betydning for Beate. Elly fortæller: ”Jeg kan huske, at jeg syntes, at Beates onkel bad så dejligt. Det var anderledes end alle andre, følte jeg. Jeg ville så gerne kunne gøre ligesom ham. Jeg talte med ham om det engang og sagde, at jeg elskede at høre ham bede: ”Du beder ikke ligesom de andre. Du snakker med Jesus”. ”Jamen, det skal du også bare gøre”, sagde han. Så jeg begyndte fra den dag at snakke med Jesus”. Og det har Elly så gjort siden.

Søndagsskolen blev indgangen til tro og tjeneste

Elly beretter også, hvordan hun sammen med sin far, som var søndagsskoleforstander, uddelte indbydelser om lørdagen til kvarterets børn:

”Vi havde en stor søndagsskole, hvor der også kom børn, som ikke tilhørte menighedens familier. Det var ikke usædvanligt, at vi havde 100 børn herinde om søndagen.” Menighedens arbejde med børnene har båret frugt helt op til i dag. ”Da Karl og Solveig Kühn blev forstanderpar, begyndte menigheden at holde børnelejre. Mange af børnene og de unge på lejrene overgav sig til Gud”, fortæller Beate. ”Det er i dag voksne mænd og kvinder, som arbejder med Guds ord”.

De har kendt Anna Larssen Bjørner

Elly, som blev født i 1942 og Beate, som er fra 1950, har begge kendt den berømte skuespiller Anna Larssen Bjørner, der efter en succesfuld karriere valgte at bryde med scenen efter en personlig vækkelse. Trods det, at Anna Larssen Bjørner på det tidspunkt kun var 38 år, havde hun allerede fejret sit 25-årige jubilæum som skuespiller. Hun var således kun 5 år, da hun fik sin første rolle i Henrik Ibsens skuespil Et dukkehjem.

Anna Larssen Bjørner var sammen med sin mand Sigurd med helt fra starten af Evangeliekirkens historie, og Elly og Beate lærte hende lige netop at kende, inden hun døde i 1955. Elly, som er ældst, har nok det klareste billede af denne bemærkelsesværdige kvinde:

”Vi havde et stort telt på Bellahøj om sommeren, hvor vi holdt møder, og når Anna Larssen Bjørner var på plakaten, var der fuld hus, og man skulle komme i god tid, hvis man ville have en plads.”

Enkernes tjeneste

Men det er ikke kun onkel Knud og Anna Larssen Bjørner, der fylder i de to kvinders minder om en rig barndom og ungdom i menigheden. Også menighedens enker gjorde et stort indtryk, især på Beate:

”Én af de ting, der var speciel ved vores kirke, var enkerne. Vi havde en del enker – trofaste enker. Deres tiende blev betalt på dato, for de ville under ingen omstændigheder risikere, at ikke alt var i orden. De her enker kunne noget særligt” Som 26-årig fik Beate et stærkt billede på disse enkers betydning for menigheden:

”Jeg var på rejse i Østafrika sammen med mine forældre. De havde givet mig rejsen, fordi jeg havde en idé om, at jeg gerne ville ned og arbejde på en vildtstation.
Inden vi tog afsted, havde jeg studeret gnuerne. De gamle hangnuer, der ikke længere kunne stå sig med de unge hanner, blev presset ud af gruppen. Da jeg fik øje på den første gnu i min kikkert, sagde jeg til min far, at det nok ikke ville vare ret længe, før vi også ville møde resten af flokken. Og det stemte.”

De gamle hangnuer og enkerne

”Da vi kom hjem, viste Gud mig et billede af disse hangnuer, der var blevet udrangeret af de stærkere. De stillede sig udenom flokken til værn for de unge tyre og for køerne, så rovdyrene ikke tog kalvene. På samme måde stod de ældre kvinder og enkerne i menigheden som værn for menigheden. Et meget stærkt billede, som viste trofaste forbedere, der hengav sig. De var færdige med deres karrierer i livet, deres børn var flyttet hjemmefra og nogle havde aldrig været gift, men de tjente Gud dag og nat, som der står i bibelen. Det var en enorm styrke for menigheden.”

Dedikeret til tjenesten

”Jeg tror ikke, der er den samme dedikation i dag”, fortsætter Beate ”men det var der dengang, og det er det, der har gjort, at menigheden er blevet bedre og bedre funderet. Der var kvinder, der bad. Der var mennesker, der dedikerede sig her. At have en kirke, hvor der er mennesker, der dedikerer sig i bøn, er det største, du kan opleve. Der findes ikke noget bedre. Unge har så meget, der sprøjter rundt i hjernen, men det, at der er nogen, der sagde: ”Herre, her er jeg, send mig”, er vigtigt.”

Når hårene gråner

Elly og Beate er nu selv blandt disse ældre kvinder i menigheden, og hos dem ser man netop denne dedikation, som de som børn og unge lærte af enkerne i menigheden. Elly, der i sin tid var gift med menighedens daværende forstander, Otto Lohse, står i dag for en netværksgruppe, der mødes hver anden onsdag eftermiddag. Og hun hjælper foruden til med noget praktisk arbejde i kirken.

Beate er menighedens pianist og skriver en månedlig klumme til menighedens hjemmeside. Hun oplever, at Gud lægger tjenesterne i menigheden tilrette – og så på overnaturlig vis:

”Der var en kvinde i menigheden, der skulle til nogle undersøgelser, og jeg tog med. Lægen spurgte så, om jeg var hendes datter – og ud af min mund kom ”Nej, jeg er leder af Evangeliekirkens diakoni”. Ingen kunne være blevet mere forskrækket end mig, for vi havde ikke en sådan tjeneste i menigheden. Men den dag blev Evangeliekirkens diakoni skabt, og det er den opgave, jeg står for i dag. Jeg rækker ud til mennesker i menigheden, der har økonomisk eller sociale vanskeligheder”.

Interviewet må afsluttes, for seniormødet begynder, og Beate skal spille til fællessangen.