Et åndeligt trafikuheld

Jeg var for ca. 20 år siden på besøg i en kristen menighed, hvor de skulle snakke om initiativer i fremtiden. Ledergruppen fortalte, at den udenlandske taler, som havde holdt mange møder rundt i verden med massevis af omvendelser til følge, desværre ikke kom til denne menighed alligevel, fordi de havde vurderet, at der ikke var ressourcer til at arrangere møderne. Til gengæld var der en anden menighed i byen, der måske ville arrangere det.

En ældre dame rejste sig op og sagde, at det var hun virkelig ked af at høre, for hun havde sådan glædet sig til, at der skulle komme en vækkelse. Nogle få nikkede samtykkende, men de fleste sagde ikke rigtig noget – og så videre til næste punkt. Det var et åndeligt trafikuheld i slowmotion. Den ældre dame var på samme tid både helten og skurken.

Hendes brændende ønske om en vækkelse var uden tvivl godt og oprigtigt. Desværre var der tilsyneladende sket det, som der muligvis ofte sker, at hun var blevet så optaget af sin egen menighed, at hun slet ikke havde i tankerne, at vækkelsen kunne være præcis lige så god i den anden menighed. At flertallet af forsamlingen stiltiende accepterede, at der var for få ressourcer til at arrangere møderne, var en anden tragedie.

En tragisk fallit for en ellers halvstor forsamling, der udefra set burde være i stand til at arrangere det, men som var alt for optaget af andre ting. Jeg kom til at tænke på denne oplevelse, da jeg for nylig hørte om en gruppe mennesker, der var kommet til tro, og nu var begyndt at komme i kirke sammen. Fælles for dem alle var, at der ikke var nogen kirke indblandet i deres omvendelse, de var bare på forskellig vis kommet til tro og havde nu fundet sammen her.

Kort efter hørte jeg om en anden person, der var kommet til tro på en lignende måde, og i denne uges avis kan man læse om, at der åbenbart er flere muslimer end nogensinde før, der kommer til tro på Gud, fordi de møder ham i drømme.

Det fik mig til at tænke på, om Gud simpelthen bare er gået i gang med at skabe små vækkelser rundt omkring, og om han mon har valgt at gøre det uden for kirkerne, fordi vi har det med at stå lidt i vejen og skabe alt for meget bøvl og i øvrigt har alt for travlt med os selv og vores kirker, og når vi hører om vækkelsesrygter, har vi travlt med at undersøge ægtheden og omfanget i vækkelsen, og om det overhovedet sådan rigtigt kan kaldes en vækkelse.

En procedure, der vel i øvrigt skaber ca. lige så meget begejstring, som en vittighed, der skal forklares.
Dette er blot en overvejelse, og måske har jeg set helt forkert, men hvis det er rigtigt, er der da i hvert fald ikke nogen, der behøver at blive hverken misundelige eller unødvendigt stolte. Vi kan bare nøjes med at glæde os.