Menighedernes helte
Jeg sidder i toget på vej hjem til Kolding. Jeg har været på ”minilejr” hos Luthersk Mission i Nordsjælland med mit barnebarn, som bor i København. Han havde glædet sig i ugevis. Han deltog også sidste år, derfor vidste han, at der var noget godt i vente.
Og det var der. Godt og vel et døgn (28 timer) med veltilrettelagt Bibel-program for børn under skolealderen. Utroligt som lederne og deres børn i 8-14-årsalderen (som fungerede som assistenter) forstod at møde de små i øjenhøjde. Det var veltilrettelagt hele vejen igennem. Der var sang og musik, bibelfortælling og aktiviteter bygget over temaet ”Moses og israelitterne” og ind imellem fri leg, slikbod, overnatning på sovesal osv.
Og der var børnevenlig mad: Pizza, pølsehorn, flødeboller, pålægschokolade, sodavand – og selvfølgelig en masse af det grønne. T-shirts, som blev dekoreret efterhånden som programmet skred frem. Det hele var drevet af frivillige – endda også rengøringen. Da vi (forældre eller bedsteforældre) søndag eftermiddag drog af sted med vores trætte børn/børnebørn, rykkede et frivilligt rengøringshold ind.
Videre fra de fantastiske folk i Nordsjælland kom jeg til at tænke på alle frivillige børnemedarbejdere i kirker og missionsforeninger overalt i det danske kirkeliv. De er helte, og deres indsat er meget vigtig. De står for børneprogram i forskellige aldersgrupper under noget af den almindelige gudstjeneste, og de laver familiearrangementer, klubber og meget mere for børn, betweeners og teenagers året rundt.
Til dette arbejde er der brug for både unge og voksne. Det er vigtigt, at også unge er med i lederarbejdet. De små er ok med ældre ledere, men blandt teenagerne er det godt med unge ledere. Teenagers ser op til de unge, som er få år ældre end dem selv. Men teenagerne skal også selv inviteres til lederopgaver for de endnu mindre. De skal lære om gaveorienteret tjeneste og om, at de er Jesu disciple, og at der er mål og mening med deres liv.
Det er alle frivillige på børne-teen-området, jeg ønsker at lovprise og opmuntre med denne klumme. Men der er jo også ansatte i menighederne, fx kirke- og kulturmedarbejdere. Det er godt, fordi der er brug for alle gode initiativer for at formidle evangeliet til børn og unge. Men det er mindre godt, hvis der ikke kommer frivillige i gang sammen med de ansatte.
Uden frivillige kan der ikke opbygges menighedsfællesskaber med sammenhæng mellem aktiviteter og gudstjenesteliv, som børn og teenagers kan vokse op i. Det ser ud til, at missionsforeninger, valg- og frimenigheder og frikirker har det lettere end sognemenigheder på dette område. Men der er også mange sognemenigheder, som har knækket koden. De har stor succes, fordi de har mange ressourcer og på forhånd mange kontakter med sognets beboere.
”Lad de små børn komme til mig… ”, sagde Jesus. Det er vigtigere end nogensinde, at menigheder fokuserer på dette. Forældre klarer ikke opgaven alene. Og den kristne røst er meget lille i forhold til andre røster, som børn og unge påvirkes af. Derfor er der brug for alle gode kræfter. Også præsters og andre ansattes i samarbejde med de frivillige.
Samarbejdet giver grobund for nye ideer og fælles begejstring. Og det viser i menighedens periferi, at det ikke kun er dem, der får penge for det, som synes at budskabet, oplæringen og fællesskabet er vigtigt. Et afrikans ordspog lyder: ”It takes a village to raise a child”. Omsat til dansk kirkesprog kan det lyde: ”Der er brug for en levende menighed for børnene at vokse op i, så de kan opleve, at de født til at være Guds børn og kaldet til at være Jesu disciple”.
Jeg ønsker hermed at kåre dem, der tager sig af børnene hele året i menighederne, men også i denne tid på lejre og stævner, som ”menighedernes helte”. TAK for jer! HURRA for jer!
