Mine børn forsømmer mine børnebørn

Kære Poul

Jeg er en fortvivlet kvinde. Jeg kæmper i bøn for min familie, men oplever store følelsesmæssige smerter med både mine børn og børnebørn. Jeg er ikke kun ked af det, jeg er også vred. Hvordan skal jeg håndtere, at mine børn bruger deres penge på fint tøj og lader mine børnebørn mangle mad. Hvordan skal jeg magte, at mine børn drikker, og børnebørnene lider?

Jeg har bedt meget til Gud. Mine børn vil ikke det kristne, selvom jeg har prøvet at vise dem vejen til Gud. Hvor meget skal jeg blande mig? Min vrede rammer gammel vrede i mig, og en svær fortid blusser op igen. Hvorfor griber Gud ikke ind, når jeg nu beder? På forhånd tak, at du vil hjælpe.

Kærlig hilsen
Den fortvivlede

Kære ven

Tak for samtale og tilladelse til at bringe emnet op. Du er en klippe og et fyrtårn i din familie. Det er sandelig ikke let. Det er naturlige følelser at blive både fortvivlet, ked af det og vred. Du er desværre vidne til meget synd og elendighed i din familie. Det vil for enhver være tungt at bære og se på. Du må overveje at skærme dig for indtryk.

At passe børnebørn for at dine børn kan drikke, kan jo ikke være rigtigt, og dog kan man gå langt for at skåne de uskyldige børnebørn. Det, du ser, vækker minder fra din egen opvækst; derfor slår det ekstra hårdt. Mine tanker går til tre begreber:

At være ”redder”

Heltedyrkelsen i at være ”redder” er knyttet til selv-livet og ikke til Kristus-livet, jeg oplever ikke, at du har en udfordring her. Vi kan gå for kort og for langt i at ville bære hinandens byrder. Er hjertet fyldt med kulde og ligegyldighed, vil frugten være, at vi går for kort. Er hjertet fyldt med kærlighed, kan vi komme til at gå for langt.

Dit hjerte er stort, det er Guds værk i dig. Vi skal alle redde og hjælpe hinanden ind imellem, men der er grænser. Vi skal gå en ekstra mil, men ikke jorden rundt. At være ”redder” rummer altså muligheden for at fejltolke og komme på afveje, konsekvensen kan blive overbebyrdelse og tristhed. Ifølge 1.Timothus Brev kap. 4 må vi alle først give agt på os selv og dernæst vores gerning og tjeneste.

At være ”krænker”

At være ”krænker” er altid forkert. At krænke handler om at overskride andres grænser. Dine børns levevis krænker dine børnebørn. Dine børns forkerte adfærd kan kaste dig ud i at være redderen. Er det grelt, kan du indgive en anonym anmeldelse til de sociale myndigheder. Det er naturligvis svært, men børnebørnenes velbefindende er øverst.

At være ”offer”

Dine børnebørn er lige nu ofre, men du kan også blive et ”offer”. At blive et offer fører ofte til selvmedlidenhed, den grøft skal du endelig ikke falde i. Vi skal vende den anden kind til, men ikke frivilligt overdynges med slag på hele kroppen. Det er naturligvis urimeligt og uretfærdigt, at du er i den virkelighed, og det kan være en fristelse at få ondt af sig selv. Jeg læste et anonymt citat: ”Selvmedlidenhed er det mest destruktive narkotikum, der kan skaffes uden recept. Det er afhængighedsskabende, giver kortvarigt velvære og ødelægger realitetssansen.”

Afsluttende hilsen og hvile

Du må finde en bønnepartner, så du ikke står for alene i denne udfordring. Du må opbygges og læges i dit indre, det kan f.eks. ske gennem samtaler, boglæsning, retræte eller kurser i emnet sjælesorg. Du må i bøn kaste din byrde på Herren og lytte til Helligånden, der fra nu til nu vil give dig kærlighed, balance og visdom. Dermed kan du afklares i, hvornår du skal være proaktivt involverende, og hvornår du alene skal bede. Du må hvile i, at Gud aldrig vil bede dig om noget, han ikke selv giver dig kraften til at udføre.

Kærlig hilsen
Poul Henning