Musikkoret Bethesda sang for paven og den polske modstandsbevægelse
Musikkoret København - tidligere Musikkoret Bethesda - har i mere end et halvt århundrede udbredt evangeliet gennem sang og musik. Det har ført dem vidt omkring til bl.a. det kommunistbesatte Polen og flere koncerter i Rom.
En dag i efteråret 2022 fik jeg følelsen af at holde noget dyrebart i mine hænder. Den følelse har jeg haft mange gange i løbet af det forgangne halve år. Det dyrebare var en af tre store scrapbøger, som indeholder koncertprogrammer, billeder, avisomtaler mm. fra Musikkoret Københavns (tidligere Musikkoret Bethesda) første år fra 1951 til 1994.
De tre store scrapbøger tilhører korets stifter og dirigent indtil 1994, Henning Madsen. Jeg besøgte den nu 97-årige Henning Madsen i det hyggelige hus i Hvidovre og foreslog, at vi i fællesskab beskriver korets historie på korets hjemmeside, således at historien – Henning Madsens livsværk – bliver kendt og ikke glemt. Det resulterede i en beskrivelse af korets historie fra 1951 til 1994, som nu kan læses på www.musikkoret.dk.
Via hjemmesiden er det også muligt at lytte til Musikkorets koncerter i Holstebro kirke i 1985 og i Roskilde Domkirke i 1989 samt jubilæumskoncerten i 1991 i Grundtvigskirken i København. Musikkoret København blev stiftet i 1951 af Henning Madsen og blev i sin spæde begyndelse kaldt ”Bethesdas Strengekor”. Koret udsprang af Bethesda, Indre Missions hus i København, hvor man i 1951 bemærkede den unge Henning Madsens talent og derfor uden bekymring overlod ham hvervet med at etablere et strengekor.
I løbet af kort tid blev strengekoret etableret og det varede ikke længe før koret fik tilknyttet et symfoniorkester, som gradvist erstattede strengekorets guitarakkompagnement. Derfor ændrede koret navn til ”Musikkoret Bethesda”. Med både kor og orkester var der mulighed for at opføre flere større værker af både danske og udenlandske komponister.
Der var samtidig grundlag for at tilknytte professionelle solister til koret, som bidrog til koncerterne med sang og opførelse af kammermusik og orgelværker. Musikkoret Bethesdas besætning, omfattende både et firestemmigt kor og et symfoniorkester, sammensat af kvalificerede amatørmusikere, betød, at ensemblet var efterspurgt både i Danmark og i udlandet.
Da den nye koncertsal var opført i Tivoli i København, indgik Musikkoret Bethesda kontrakt med Tivoli om at give en sommerkoncert i koncertsalen. Kontrakten blev forlænget år efter år, således at Musikkoret Bethesda gav koncert i Tivolis koncertsal hver sommer gennem 25 år. Koncerterne blev hvert år givet ”for fulde huse,” hvorfor man besluttede at trykke labels med teksten ”udsolgt – udsolgt – udsolgt” samtidig med trykning af koncertplakaterne.
Fra Tivoli til Rom
Koncerten i Tivolis koncertsal i august 1982 førte til en ganske særlig oplevelse for Henning Madsen og for medlemmerne af Musikkoret Bethesda. Koncerten blev overværet af en medarbejder ved Vatikanet i Rom, som var betaget af koncerten. Det førte til, at det 110-mand store kor og orkester blev inviteret til Vatikanet i 1983 og medvirkede i en messe i Peterskirken og i Pavens audiens på Peterspladsen.
Det var første gang et kor og orkester med protestantisk baggrund fik lov til at medvirke ved en messe i Peterskirken og ved Pavens audiens. Skaren af tilhørere var omfattende, da der var 25.000 tilhørere ved messen i Peterskirken og 75.000 tilhørere på Peterspladsen. Herudover var der mange tusinde tilhørere til radiotransmissioner verden over. Under besøget i Italien gav Musikkoret Bethesda også flere koncerter i Rom og i Assisi. Koret var ledsaget af Dinitzen-trioen, som også gav flere koncerter med kammermusik i Rom og Assisi.
Risikabel koncert
Musikkoret Bethesda havde samarbejde med det polske herrekor Harfa fra Warszawa. I 1984 blev Musikkoret Bethesda inviteret til Warszawa for at give koncerter i byen, bl.a. i St. Kosta-kirken. Koncerten i St. Kosta-kirken blev givet på trods af advarsler mod at synge og spille i netop St. Kosta-kirken. Det var risikabelt for et ensemble fra et vestligt land at optræde i St. Kosta-kirken i årene før ”murens fald,” da kirken var samlingssted for oppositionen mod det kommunistiske styre i Polen.
Kirkens præst – fader Jerzy Popieluszko – spillede en betydelig rolle i den polske modstandsbevægelse. Koncerten blev imidlertid gennemført med bl.a. en forbudt polsk nationalsalme på programmet. Der var mødt 3.000 tilhørere op, selv om kirken kun havde plads til 800 tilhørere. Ulykkeligvis var koncerten og den polske modstandsbevægelses aktiviteter så uacceptable for det kommunistiske styre, at præsten Jerzy Popieluszko blev fængslet og dræbt.
På www.musikkoret.dk kan man på de historiske sider se et fotografi af Jerzy Popieluszko og et fotografi fra Musikkorets koncert. Det ses tydeligt, at tilhørerne ved koncerten viser V-tegn. På trods af denne meget tragiske begivenhed blev Musikkoret Bethesda inviteret til Polen igen allerede i 1990. Det sydlige Polen var målet for besøget i 1990, hvor der blev givet koncerter i bl.a. Krakow og i katedralen for den sorte madonna ved det berømte Jasna Gora kloster i Czestochowa.
Forankringen i kristendommen
Selv om Musikkoret Bethesda nåede et højt musikalsk niveau og holdt velbesøgte koncerter i ind- og udland med professionelle solister, gav koret aldrig slip på forankringen i kristendommen. Musikkoret, som nu i dag hedder Musikkoret København, har stadig en formålsbestemmelse i vedtægterne, som pålægger koret ”at virke for evangeliets udbredelse gennem sang og musik, samt bidrage til højnelse af den kirkelige musikalske standard på den danske folkekirkes grund.”
Derfor har korets repertoire ikke kun omfattet større værker. Det har også omfattet åndelige vækkelsessange og salmer. Endvidere har det nationale ligeledes været en ledetråd i Musikkorets repertoire. Henning Madsen var i sine unge år med i modstandsbevægelsen under den tyske besættelse, hvilket lagde grobund for en dybfølt frihedstrang.
Danmarks befrielse blev derfor mindet af koret ved 4. maj koncerter i Helligåndskirken i København i 1982 og i Holstebro kirke i 1985 samt ved medvirken ved en frihedsfest i K.B. Hallen i København i 1970 i anledning af 25-året for Danmarks befrielse. Korets støtte til modstandsbevægelsen i Polen før murens fald kan også ses som et direkte udtryk for Henning Madsens frihedstrang.
Så, hvorfor disse ord på dette sted? Jo, skildringen af Musikkorets historie viser, at det kan nytte at tage udfordringen op – især, når man arbejder for noget, man tror på og finder glæde i. Skildringen viser også, at det nytter at værne om fællesskabet. Der er medlemmer af koret i dag, som også deltog i korets rejser rundt i Canada og USA i 1973 og 1979. Da Henning Madsen valgte af stoppe som dirigent i 1994, blev koret videreført af Louise Adrian, som er kendt som stifter og dirigent for Fangekoret.
Musikkoret lever fortsat den dag i dag med flere nye sangere under musikalsk ledelse af Ole Reuss Schmidt, som har afløst Louise Adrian. Koret giver koncerter i København og rundt omkring i landet. På programmet er bl.a. en koncert i Bandholm kirke og medvirken ved en gudstjeneste i Maribo Domkirke i begyndelsen af september i år. Vi byder meget gerne nye medlemmer velkommen.