’Wounded healer’

Findes der noget smukkere, end når et ”såret” menneske hjælper et andet menneske? Jeg bliver altid rørt, når jeg ser andre rækker ud og hjælper hinanden på trods af deres egne begrænsninger. Fx hjælper en ung fyr, som sidder i kørestol og kun kan tale gennem en computer, hvert år i min kirke med at indsamle massevis af julegaver til dårligt stillede familier. Det er rørende, men vi kan alle hjælpe på trods af vores fysiske eller psykiske begrænsninger. På engelsk kunne man kalde det en ’wounded healer’ (såret helbreder). Men hvordan finder vi den rigtige balance, så vi undgår at blive mere ’wounded’ end ’healer’?

For sandheden er, at vi alle sammen har en masse behov for alt muligt hele tiden: At blive elsket, værdsat, føle sig tryg, blive lyttet til, skabe noget, have venner osv. Jeg hører ofte om, at nogen har fået langvarigt stress, angst eller en anden sygdom. Noget, som ser ud til at være øget de seneste 15-20 år. Fx viser én undersøgelse, at 15% føler sig stressede ’ofte’ eller ’hele tiden’ på jobbet.

Når jeg hører om, at nogen ”går ned med stress”, eller når jeg selv kan mærke, at jeg skal passe på, så tænker jeg, at der må være en ubalance i livet. Noget er skævt, usundt. Måske prioriterer vi nogle forkerte ting, som ender med at gøre os syge? Hvis man som kristen gerne vil gøre en forskel og leve evangeliet ud, så kan det jo være svært at gøre, hvis man er ramt af noget, som på den ene eller anden måde lammer ens muligheder for at række ud og gøre noget.

Her tror jeg, at det er altafgørende, at vi ikke prøver at dele evangeliet i egen kraft. Det er roden til at brænde ud. Man kæmper i egen kraft, når man prøver at presse sig selv og præstere et eller andet. Når man sammenligner sig eller gør det af sur pligt. Men selv Jesus hjalp ikke alle. Han prioriterede mange gange at blive fyldt af Guds nærvær, fremfor at hjælpe mennesker. Interessant, ikke?

Hvis man bruger tid i stilhed med Gud, hvor man lader sig fylde af bibelvers og Guds ord til én, så er der altså en helt anden frihed i hverdagen. Kender du det? Og man opøver samtidig en følsomhed overfor Helligåndens tale – for det kræver øvelse at høre ham. Man kan så handle på de indskydelser og ord, man får fra Gud. Og så bliver det ligesom et venskab i stedet for en sur pligt.

Så bliver det ikke tungt, for man kæmper ikke i egen kraft. Man kæmper med Guds kraft og med hans vejledning. Og det handler ikke om, hvor meget man kan nå, men at man er lydig. Der er en stor frihed og glæde i at blive ledt af Helligånden.