Vi må forberede os på døden – mens vi lever

En kendt komiker, Woody Allen, sagde: ”Jeg frygter ikke døden; hvis blot jeg kan være fri for at være der, når det sker.” I virkeligheden er det svært at udtale sig kompetent om døden, men at fortie virkeligheden – at undgå den svære samtale, hvorved vi forholder os til døden – måske vores egen – fjerner ikke det definitive ved døden som afslutning på livet.  Og kristen tro er at forholde sig til sit eget liv og endeligt – og have valgt en vej, et håb.

Ordene: ”Hvis jeg blot kan være fri for at være der, når det sker”, virker som en form for flugt. Den, der siger sådan, sætter vel i virkeligheden ord på det, der er vilkårene for mange af os.  For mange handler døden om angst. Angst for processen. Angst for eventuelle smerter. Angst for måden jeg skal dø på. Og for rigtigt mange mennesker leves livet som en stor fortrængning af døden.

Vi forholder os ikke til den, tager ikke stilling til dens tilstedeværelse i livet. Vi nævner den helst ikke, men omskriver med ord som ”at gå bort”, som om døden var et sted, man vender tilbage fra.   For døden betragtes som det ultimative kontroltab. Derfor bruger vi også ord som ”at give slip”, som om det var i den døendes magt at have indflydelse på, hvornår døden indtræder. Vi bruger mange klicheer, når vi stillet overfor døden i virkeligheden ikke kender andet end vores egen magtesløshed.

En vending, der lød efter min egen fars død, var, at han havde ”mistet sit liv til kræften”. I min verden og forståelse havde han ikke mistet sit liv til kræften. Han døde af kræft, men ikke til.  For skal kristen tro give mening, må vi vende os til Jesus, og finde svaret på spørgsmålet: Hvad sagde Jesus? Og hans svar giver trøst – og livet mening, hvor han siger ”Jeg er opstandelsen og livet, den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.

”At dø til” må derfor, hvis tro på Jesus skal give nogen som helst mening, være en død, der peger ind på det liv, Jesus peger på, når han siger ”Jeg er opstandelsen og livet”.

Når jeg skriver om døden, så vover jeg at udtrykke mig om noget, som jeg ikke ved noget om. Og da jeg ikke ved noget om døden, selvom jeg har mødt den i mange afskygninger som præst, må jeg læne mig op af det, der er min tro.  Og skal jeg definere min tro nærmere, så kan jeg kun beskrive den som en relation. En relation, der bygger på, at jeg har taget Jesu ord ind som virkelige og gældende for mig.

Ja, jeg tror på korsets gåde, som en salme siger det. Jeg kan også bruge Jesu ord, at kender vi ham – dvs tror jeg på ham, så kender jeg også ham, der har sendt ham, Gud selv.  Min relation er altså en relation til Gud selv. Læs denne tanke ind i det følgende. Vi skal alle dø en dag. Det er derfor vigtigt at arbejde på en erkendelse af, hvilke tanker, der er store og måske angstfyldte, når vi skal forholde os til det alene og føler ensomhed.

Ingen kan leve livet for dig, og ingen kan gå gennem døden på dine vegne. Du må dø den selv – om det kan formuleres sådan. Og forberedelsen på din død finder du i livet.  Det er, mens du lever, du må tænke tanker om din egen død. Tanker om, at der kommer en dag, hvor du ikke skal være her mere. For mange – for mig – er det svære, at livet en dag går videre uden mig.

Mine børn og børnebørn vil fortsætte – verden vil fortsætte – jeg er bare ikke med længere. Og døden, som jeg tænker den, er som det dybeste mørke – den dybeste og helt drømmeløse søvn, der fortsætter uden at nærme sig bevidsthed og fornyet opmærksomhed på dagen, som den gryr i forventning om liv og lys.

Blot at pege på døden, som et uendeligt mørke, vil efterlade jer – mig – i en form for fortvivlelse, og håbløshed, hvorfra der ikke findes en udgang – en vej.

Når livet er ophørt, kommer det næste hjerteslag ikke – den næste vejrtrækning udebliver, og der bliver stille, helt stille. Kroppens funktioner ophører, nedbrydningen af det, som var, begynder.

Det er vigtigt for mig, at kirken fokuserer på sin opgave, når den danner ramme om et meningsfyldt farvel til afdøde.  Det er ikke den døde, der skal have fokus, men de efterladte. Der er et sjælesørgerisk perspektiv i form af omsorg, trøst, nærvær, forkyndelsen af håb. Der er et evangelisk perspektiv ”Det ender godt,” som, hvis det ikke italesættes ved en bisættelse, i mine øjne er at svigte de sørgende efterladte.

Præstens opgave er ikke at bruge sin taletid på at fortælle om afdøde. Livsfortællingen hører til ved kirkekaffen og fortælles bedre af dem, der har mistet.

Præstens – kirkens – opgave er at forkynde håb. At det ender godt. At relationen fortsætter, både i form af den kærlighed, der lever videre, og i form af den kærlige relation mellem afdøde og Gud.

Når Jesus siger: ”Jeg er opstandelsen og livet, den, der tror på mig, skal leve, om han end dør”, peger det ikke på, at du undgår død, men at der bag døden i kraft af Jesus er et liv. Ikke et liv, som vi kender det, og dets virkelighed har vi ingen viden om. Jesus siger, Johs. 5,24, at ”den, der hører mit ord, og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.”

Hermed trækker Jesus den virkelighed, der er troens virkelighed efter døden, ind som et løfte og et håb. Det evige livs fylde og kraft er allerede til stede i dit liv her og nu ved troen på Jesus. Hensigten er at forkynde og skabe et håb om, at der gennem døden venter frelse for enhver, som tror på ham.  Det fjerner ikke virkeligheden, at du som konsekvens af døden oplever et tab og en smerte over at have mistet. Håbet er, at der gennem døden findes et liv – ikke som en re-inkarnation, men det troens liv, der er lovet.