29. august er det 80 år siden, Danmarks samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt brød sammen

25. nov. 1943, for snart 80 år siden, samledes en stor flok på Amalienborg Slotsplads for spontant at hylde Kong Christian X, der året før blev delvis lammet efter faldet fra sin yndlingshest, Jubilee.

Måneden før, nemlig 3. oktober 1943, havde biskop Hans Fuglsang Damgaard udsendt sit modige ”hyrdebrev” som protest mod tyskernes aktion imod de danske jøder, som heldigvis for de flestes vedkommende bragtes i sikkerhed i Sverige. Det har Israel aldrig glemt Danmark for. Der var tidligere hist og pist blevet demonstreret mod vor marionetregering under Hitler, men dette pinlige samarbejde ophørte dog 29. aug. 1943, mens vor tyskvenlige regeringschef Erik Scavenius deponerede sin afskedsbegæring hos kongen.

Livet ud forblev han dog nær ven med karriere-nazisten dr. Werner Best, der som rigsbefuldmægtiget var vor øverste myndighed. Den novemberdag veg frustrationen for som sagt at hylde vor konge, og der blev sunget både ”Kong Christian…” og den populære ”Ja, vi elsker dette landet” i solidaritet med Norge, som vi følte meget for, og som havde det betydeligt værre end det forholdsvis fredelige, neutrale Danmark.

Norge hårdere ramt

Min lillesøster, Ruth, på fem år kunne finde på at sige til os kræsne ved middagsbordet:  ”Vi skal være glade for det, vi får, for de små norske børn får ikke en sådan mad, – den ville have været julemad for dem.” Sådan sagde hun, og jeg kan stadig 80 år efter høre hende sige det. En gammel lægprædikant i Norge sagde til mig: ”Krigen var en ond tid, men også en god tid.” Han mente selvfølgelig rent åndeligt, da der den gang var større søgen efter Gud i broderlandet.

Det behov havde ”flødeskumslandet” Danmark ikke – hverken den gang eller nu, så hvad skal vi da med Gud? Kirken har ofte kun lidet at sige herom, for Gud har jo vigepligt for vore tomme afguder. Kursen er således sat mod en apokalyptisk dommedag, som der i dag – i atomalderen og i verdslige medier – tales mere åbent om, men ikke nødvendigvis i Guds hus.

Bibelen siger ellers advarende: ”Når de siger: ”Fred og ingen fare, da er undergangen pludselig over dem.” (1. Tess.5:3). Men er det alt? Hvis vi tager vor fælles fremsagte trosbekendelse for pålydende, ender det jo godt, og den har nogle af os valgt at leve og dø på og i ytringsfrihedens navn tale frit om i en overvejende pessimistisk verden.

Og ja, med vor samvittighed bundet til Bibelen som Guds sandhedsbog, men som hos mange religiøse mennesker ikke altid står i høj kurs.

Svar i Bibelen

I en ny friskole her på Sydsjælland udtalte skolelederen i en velkomsttale for nylig: ”Målet er, at livet på skolen skal hjælpe børnene til at stille spørgsmål som, hvem er vi? – hvor kommer vi fra? – hvad er vore plads i verden?”

Han indrømmede, at han ikke selv kender svarene, men mente også, at spørgsmålene hos en håbefuld skoleungdom er vigtigere end svarene, hvad en overbevist og bibelsk oplyst kristen ikke kan være enig i. Ingen bog i hele verden besvarer disse store spørgsmål så befriende som netop Bibelen, der burde finde vejen tilbage til klasselokalerne, som den i det mindste gjorde i min skoletid i religionstimerne, som dengang kun handlede om kristendom. Mine religionslærere var den gang overbeviste kristne.

Vækkerrøst

Jeg påstår ikke, at der var mere kristendom for 80 år siden, men nogle vækkerrøster blev dog hørt, som fx digterpræsten og dramatikeren Kaj Munk, der trodsede kirkeministeriets forbud mod, at den danske kirke støttede den norske kirkekamp mod nazismen med alt dens jødehad. Dette forbud gjaldt, hed det sig, rigets sikkerhed og frygt for repressalier.

Kaj Munk udtalte, at han ikke blot agtede ikke at adlyde dekretet, men at handle stik imod det i troskab mod vor Herre Jesus Kristus. Det var begrundelsen for hans standpunkt. En af mine besøgsvenner sagde til mig: ”Ja, en sådan vækkerrøst trænger vi i dag.” Den gav Kaj Munk uden ornat frit løb ved sin nytårsgudstjeneste 1. januar 1944, og allerede tre dage efter led han martyrdøden for Gestapos hånd.

Bibelen fandtes også blandt de tyske soldater Jeg har ofte spurgt mig selv: Hvordan ville mit forhold til tyskerne have været, hvis jeg havde været voksen under krigen? Ville jeg, som min far gjorde det, have givet mig i samtale med tyske officerer på en parkbænk nær vor bopæl? Det håber jeg, jeg ville, men det er selvfølgelig nemt nok at sige i dag, men det ville for mig have været endnu en anledning til at vidne om den frelsende tro på vor Herre Jesus Kristus som vejen, sandheden og livet.

Langtfra alle tyskere var jo nazister, og hos mange unge soldater lå også gemt i deres oppakning en Bibel, som de selv eller deres forældre gav dem med til fronten. Jeg oplevede selv Tyskland i efterkrigstiden som udsendt soldat ved Det danske Kommando i Itzehoe i 1957 og fandt sammen med mange tyske venner i et godt kristent fællesskab, som nu efter at have slikket sårene oplevede et Tyskland, der relativt hurtigt atter kom på fode – ja, endda som Europas økonomiske lokomotiv.

Men jeg kunne identificere mig med en norsk frihedskæmper, som havde været meget drøjt igennem under krigen, og som nu udtalte på norsk TV. ”Der er kommet en alvorstone ind i mit liv, som de unge ikke forstår.”