”Nej, statsminister, aktiv dødshjælp er ikke svaret”

Overskriften står i citationstegn, fordi den er citat fra en hilsen, som lægeforeningens medlemmer modtog fra foreningens formand d. 23. juni.

Årsagen til hilsenen skal findes på folkemødet på Bornholm, hvor statsministeren meldte ud, at tiden var kommet til at debattere aktiv dødshjælp. Lægeforeningens svar var tydeligt, at: ”Fra Lægeforeningen ønsker vi ikke aktiv dødshjælp, og vi kommer til at stå fast”. Og formanden bad statsministeren skabe rammer, så: ”Vi kan give den nødvendige behandling og pleje til patienterne – også i den sidste tid – fremfor at legalisere, at vi kan tage livet af dem”.

Formanden gjorde også klart, at udmeldingen fra statsministeren var et uheldigt og dybt bekymrende signal at sende til befolkningen, og at der er en reel risiko for, ”at vi om kort tid kan have et sundhedsvæsen, som bevidst tager livet af mennesker. Med skræmmende perspektiver for både patienter og læger”. Og formanden afsluttede med påmindelse om, at vi som læger arbejder for, om muligt: ”At helbrede og altid at lindre, så patienten får en værdig og smertefri død” Og at: ”Vi er ikke sat i verden for at tage livet af patienterne”.

Kontante, konkrete og stærke ord, som lægeforeningens formand fortjener stor ros og tak for! Men sammen med min taknemlighed og glæde føler jeg stor sorg, en sorg, som jeg deler med mennesker over hele jorden. Sorg over, at disse ord tilsyneladende ikke omfatter den del af verdens befolkning, som befinder sig i moders liv.

Hvor ville jeg ønske, at lægeforeningens formand var lige så tydelig og klar i sin tale, når det gjaldt disse uskyldige ufødte. Disse, hvis liv desværre over hele verden jagtes af læger, som formanden så tydeligt skriver om ”ikke er sat i verden for at tage livet af patienterne”.

Intetanende og sorgløse befinder disse sig i det miljø, som burde være verdens ”varmeste” og tryggeste – deres moders livmoder. Men i stedet for at skabe ”trygge rammer” for disse mindste og sårbare, får på verdensplan mindst 50 mio. årligt deres ret til liv suspenderet. Suspenderet af sundhedspersonale, som: ”Ikke er sat i verden for at tage livet af patienterne”

Lad os bede for læger og deres formand, at alles øjne må åbnes, så vi ser det privilegium, vi som sundhedspersonale har fået. Privilegiet at kunne stå forrest i køen og ønske det ufødte barn velkommen til det liv, som vi selv har fået lov til at leve.