Rotation i Folkekirken. En opmuntrende mulighed.

Der var den igen: Ti ud af tolv medlemmer forlader menighedsrådet med øjeblikkelig virkning, fortæller overskrifterne. Det er den foreløbige konklusion på konflikten mellem præst og menighed i et sogn i Viborg Stift. Menighedsrådet ønsker sig en ny præst, men præsten nægter at gå. Måske var det muligt i Grundtvigs blomstrende fædreland at finde en model, der tager højde for den problemstilling.

Med mellemrum er der fokus på arbejdsmiljøet i Folkekirken. Medierne fortæller om mobning og konflikter, men diskussionen bliver af og til lidt abstrakt. Sagen er jo, at alle sogne er forskellige, og alle problemer er konkrete. Konflikterne handler om mennesker, ikke kun om ansvarsfordeling og struktur.

Præsten er ofte uden lokale rødder

Mange ansatte ved en dansk sognekirke har lokale rødder og et lokalt netværk. Kordegnen, graveren og organisten har ofte familie og venner boende i sognet. De har børn i skolen og forældre på plejehjemmet, de handler lokalt og deltager i sportsaktiviteter. Deres søskende, fætre og kusiner, onkler og tanter er en del af det lokale netværk, man gynger i til daglig.

Men præsten er ofte uden dette slægtsgroede lokale netværk. Præsten er valgt af menighedsrådet og ansat af biskoppen. Hun kommer udefra og flytter til sognet med børn og ægtefælle, eller som en fri single. Den nye præst bliver givetvis modtaget med glæde og forventning. Og når organisten, kordegnen og kirketjeneren færdes lokalt, spørger folk nysgerrigt, hvad de synes om den nye præst. På den måde løber præstens ry i forvejen, er hun sød, sjov og festlig. Eller bare lidt fortumlet og mærkelig.

Den nye præst får sit første hold konfirmander. Der er vielser, dåb og begravelser, hvor præsten møder nye sognebørn for første gang. I starten er præsten til eksamen hver dag, alle hun er i kontakt med danner sig en mening, som de lader gå videre. Den nye præst får i reglen lang snor, alle forstår, at det tager tid at falde til.

Nye forslag og ideer fra præsten behøver ikke være fantastiske, det er nok, at de er nye. Menighedsrådet har selv valgt præsten, og man håber af et ærligt hjerte, at det var det rigtige valg. Fejl og misforståelse bliver i starten mødt med sød overbærenhed. Om søndagen møder menigheden – stor eller lille – op i kirken og lytter med interesse og åbent sind til præstens prædiken. Muntre bemærkninger, sjove historier og kloge ord falder som regn i ørkenen. Sådan er det i reglen de første år, menigheden er glad for sin nye præst.

Hverdagen rammer

Så går der et par år. Den nye præst er ikke ny længere. De fleste i sognet har mødt hende i forbindelse med gudstjenester eller kirkelige handlinger, eller folk fra familien eller netværket har mødt hende. Præsten har et omdømme. I reglen er det helt uproblematisk, nyhedens interesse er fordampet, præsten passer sit, og de lokale er glade for hun er der og stiller op, når det gælder.

Men det sker også, at præst og menighed går skævt af hinanden, og den situation kan være fatal. Præsten har ikke noget nævneværdigt lokalt netværk, mens medlemmerne af menighedsrådet og kirkens ansatte ofte har et mylder af familie og venner i sognet. Hvis præsten har haft en dårlig dag, er det vanskeligt at reparere. Præsten risikerer at blive isoleret.

Menigheden ansætter, men kan ikke afskedige

Det særlige ved Folkekirken, sammenlignet med kirker i mange andre lande, er netop den folkelige forankring. Menighedsrådet har det ledelsesmæssige ansvar for kirkens personale. Menighedsrådet ansætter organisten, kordegnen og kirketjeneren. Og det er menighedsrådet, der har ansvaret for kirkegården, sognegården og den daglige drift.

Denne folkelige forankring betyder, at der er en umiddelbar lokal interesse i, hvad der foregår omkring kirken. Er man medlem af Folkekirken, har man indflydelse og kan gøre den gældende, når man vil. Kirken er tæt på og en del af det lokale fællesskab.

Forestiller man sig, som nogen foreslår, at menighedsrådets ledelsesopgaver flyttes til provsten eller biskoppen, mister kirken denne lokale forankring. Så er kirken bare en institution, som så mange andre, man ikke nødvendigvis interesserer sig for lokalt. Denne model bryder ikke præstens isolation, måske snarere tvært imod.

Mere nærliggende er det at styrke det lokale engagement og øge menighedsrådets indflydelse. Præsten er valgt af menighedsrådet, men ansat af biskoppen. Som tjenestemand kan præsten ikke opsiges uden særlig grund. Den menighed, der ønsker sig en ny præst, må tålmodigt vente, til præsten af egen drift søger nyt embede.

Det betyder, at mange præster har været både ti og tyve år ved samme kirke. Man ser det på præstetavlerne, der hænger i kirkerne rundt omkring, enkelte præster bliver i samme sogn i mere end tredive år.

Rotation vil være en lykke for præsterne

Det kan naturligvis have sine fordele for præsten. Men for menigheden er det måske ikke ideelt. Søndag efter søndag er det den samme præst, der står på prædikestolen og udlægger teksten. Efter nogle år kender de fleste sognebørn melodien, præsten kan være nok så begavet, men som tiden går, truer den støvede kedsommelighed. Lidt som når tv genudsender den samme gamle film igen og igen. De første 10-15 gange er det måske meget sjovt, men når man efterhånden kan replikkerne udenad, er morskaben til at overse.

Måske er det på tide at indføre et rotationsprincip i Folkekirken. Efter tre eller fem år rykker præsten videre, og en ny præst overtager embedet. Den model vil givetvis gavne arbejdsmiljøet. Når præsten er åremålsansat, ved alle, at uanset hvad der måtte være af problemer og personlige modsætninger, er de midlertidige. Det vil være en lykke for præsterne og opmuntrende for kirkegængerne.

Ansættelse på åremål betyder, at stillingen er tidsbegrænset. Visse stillinger i staten opslås som åremålsstillinger, og modellen er velkendt i kommuner og regioner. Åremålet kan løbe fra tre til seks år med mulighed for forlængelse, så den samlede ansættelse maksimalt kan udgøre ni år. Herefter skal stillingen genopslås.

Det bør være lettere at skifte præst

Under alle omstændigheder bør det blive lettere for menigheden at skifte præst. Hvis man bliver træt af tandlægen, finder man en ny. Med præster er det mere kompliceret. Der findes i tjenestemandslovens § 43 en sjældent anvendt mulighed – den såkaldte ”skilsmissebestemmelse”. Efter denne bestemmelse kan præsten afskediges efter indstilling fra provst og biskop, ”såfremt der mellem præsten og menigheden gennem en årrække har bestået en dybtgående uoverensstemmelse, som betyder en væsentlig hindring for det kirkelige livs trivsel på det pågældende sted.”

Så kompliceret behøver det måske ikke at være. På teateret skifter man forestilling med mellemrum. Åremålsansættelser vil gøre livet mere underholdende for præsterne. At være sognepræst kan være en ensom affære, hvis der er ballade med personalet og problemer med menighedsrådet. Drømmen om nye græsgange er opmuntrende og kan være med til at holde gejsten i kog.