Cicero fik hjælp i Håbets Hus nu besøger han Danmark
Brasilienske Cicero var blot fem år, da han så sin far blive dræbt. Han blev efterladt alene med sin døde far, indtil moren fandt ham dagen efter. Senere endte han sammen med sine søskende som gadedreng og blev en del af en bande. Kriminalitet og stoffer var en del af livet.
I dag er Cicero Felix familiefar, missionær og har en universitetsuddannelse. Og så leder han et arbejde i Brasilien, hvor mere end 200 unge mennesker discipelgøres gennem et fodboldprojekt. Han besøger nu Danmark for at dele sin historie. I perioden 9. oktober til 30. november står han til rådighed for besøg på skoler, i kirker og hos konfirmander for at fortælle om sit liv og arbejde. Det er Youth With A Mission (YWAM) i Danmark, som arrangerer besøget.
Mødet med Ulrik og Håbets Hus i Recife
– Da Cicero var 12 år, mødte vi ham med vores YWAM Rescue team. Året var 1998 og nogle måneder senere, præcis den 12. februar 1999, flyttede Cicero ind i Håbets Hus i Recife, fortæller landsleder for YWAM Danmark, Ulrik Corneliussen, der som bare 20-årig rejste til Brasilien for at arbejde med gadebørn.
Det blev til 18 år i landet, hvor han også mødte sin kone Nubia.
Da Cicero kom til Håbets Hus i 1999 var han analfabet. Men nu begyndte han sin forvandling fra gadebarn til en velfungerende familiefar og leder af en kristen fodboldskole. Cicero har tidligere fortalt, hvordan det blev helt afgørende, at han blev mødt på en helt anderledes måde, end han plejede. Med kærlighed og anerkendelse:
– De lærte mig at læse og skrive, som jeg ikke kunne før. De spurgte mig, hvad jeg drømte om, og jeg sagde fodboldspiller. De gav mig håb, og de gav mig en følelse af at være noget værd, og det var jeg ikke vant til.
– De læste også bibelhistorier for mig, og jeg hørte om David og Goliat, og jeg tænkte, at når lille David med Guds hjælp kunne lægge en gigant ned, så kunne jeg også lægge ”giganterne” ned i mit eget liv. Det gav håb, og på et tidspunkt sagde jeg til en af missionærerne: ”Jeg vil have dén Gud”, fortæller Cicero.
Mød Cicero
– Cicero er dygtigt til at dele sin historie, og man bliver både udfordret og inspireret. Vent ikke for længe, hvis I ønsker besøg, da kalenderen hurtigt bliver fyldt op, lyder opfordringen fra Ulrik. Ønsker man at få besøg af Cicero Felix, kan man kontakte Ulrik via mailen ulrik@ywam.dk eller på tlf. 4273 3317.