Den farveblinde malers historie

Som ung skrev Preben med højre hånd, som han var blevet tvunget til, men han tegnede med venstre.

– Jeg har nok 1.500 tegninger, som jeg har tegnet. Det var ofte uhyggelige ting, jeg malede. Noget med død og pine. Jeg var meget optaget af det negative, husker Preben, som er vokset op i Skive.

– En aften skrev jeg et afskedsbrev til mine forældre og gik min vej. Jeg tog på stop ud i den vide verden. Men allerede en uge efter, da jeg nåede til Randers, blev jeg på et værtshus stoppet af servitricen. Hun fortalte, at min far havde været der og spurgt efter mig. Det viste sig nu, at det var min onkel. Men jeg blev så gal, at jeg gik min vej. Men jeg havde set gyserfilmen Rosemarys Baby, og derfor havde jeg ikke så meget lyst til at være alene, så jeg gik tilbage til værtshuset.

– Jeg vil give dig en øl på husets regning, hvis du vil love mig at tage hjem til Skive til dine forældre, sagde servitricen. Jeg havde nok ellers regnet med, at jeg ville ende mit liv på en eller anden måde. Men nu tog jeg alligevel hjem. Og da jeg kom hjem klokken tre om natten, var de stadig oppe. Senere fik jeg at vide, at de sidste lige var gået fra et bedemøde, hvor de havde bedt for, at jeg måtte komme hjem igen.

Åndeligt splittet hjem

Mine forældre var kristne, men deres baggrund var meget forskellig. Mor kom fra en meget verdslig baggrund. Og min far kom fra en mørk udgave af Indre Mission. Og jeg mærkede konflikterne, husker Preben Dahl.

– Men en aften kom de hjem fra missionshuset, og jeg husker, at min mor græd, og at jeg derfor blev sendt afsted for at hente min søndagskolelærer, så han kunne tale med hende. Næste morgen var hun helt forandret. Hun var blevet omvendt. Men det var desværre ikke noget, de talte ret meget om eller forklarede. Dengang var jeg vel 10 år.

Jeg så ham som barn

– Senere var jeg med mine kammerater til nogle møder i KFUM. En aften talte præsten om sangen: ”Jeg så ham som barn”. Det påvirkede mig så meget, at jeg en aften slog i bordet og sagde til mine forældre: Nu må I simpelthen fortælle mig, hvad det er for noget, det med kristendom! Min far gik hen til reolen og tog Bibelen frem. Han tog et ”mannakorn” og læste bibelordet fra Esajas 44, 2 i den gamle oversættelse: ”Jeg sletted som tåge din misgerning og som en sky dine synder. Vend om til mig, thi jeg genløser dig!” Bagefter bøjede vi knæ og jeg tog imod Jesus. Jeg stregede bibelverset under i min bibel og skrev ”Tak!”
Da jeg derefter blev soldat, ville jeg omvende hele kasernen både i Aarhus og senere i Randers. En kammerat opfordrede mig til at tage på LMHs bibelskole i Hillerød. Jeg tog derover i foråret 1973 på et hold med over 100 elever og fik meget ud af det. Bagefter kom jeg hjem til Skive og fortsatte som møbelsnedker. Men en ældre missionær tog mig med ud, når han skulle forkynde. Han lod mig afslutte møderne, og snart blev jeg selv inviteret ud at tale.

Mødte Esther

Preben var også med på Holmsborg Bibelcamping. Og her mødte han Esther Guldager Dam fra Skjern. De blev forelsket og gift og flyttede til Herning. Preben kom med i Indre Missions lokale bestyrelse her, og i 1978 var der en ældre missionær, der følte sig ledt af Gud til at spørge Preben, om han ikke skulle søge om at blive missionær.

– På det tidspunkt var jeg begyndt at gå til engelsk-undervisning, fordi jeg tænkte på at rejse ud som missionær. Men nu blev det så i Danmark, fortæller Preben.
Preben Dahl var herefter indremissionær i 40 år fra 1979 til 2019. Han og hans hustru Esther begyndte i Grenå, blev så flyttet til Esbjerg, derfra til Odense, så Hundige på Sjælland, Kgs. Lyngby, og til sidst Maribo. Derefter slog de sig ned i Melby i Nordsjælland.

Dyb depression

Omkring 2010 løb Preben ind i en dyb depression. Og en aften på Vesterbrogade brød verden sammen for ham. Esther var på det tidspunkt ansat som oldfrue på Hotel Hebron i København.

– Vi havde aftalt, at vi skulle fejre min fødselsdag ved at tage ud at spise. Jeg tog ned på Hebron for at hente Esther. Så kom der en rumænsk pige, som gav mig en fødselsdagsgave. Jeg vendte mig om for at hilse på nogen, og da jeg vendte mig for at takke den rumænske pige, var hun væk. Og jeg var så ked af, at jeg ikke havde nået at sige tak. Da jeg kom ud på Vesterbrogade, blev jeg angrebet af en masse negative anklager: Du er utaknemlig! Du var heller ikke særlig god ved din mor! Du er et dårligt menneske! Du er en hykler! Pludselig var det, som om hele Vesterbrogade drejede rundt og jeg begyndte at stortude og kunne ikke finde ud af mig selv. Jeg forsøgte at fortsætte med at arbejde, men Indre Missions Hus bad mig om at gå til læge. Og jeg fik noget medicin. En dag besvimede jeg på badeværelset og faldt, så jeg brækkede ryggen og måtte sygemeldes. Jeg kunne ingenting. Jeg var helt nede i gulvbrædderne.

Begynd at male

– Juleaften gav Esther mig noget malergrej. Jeg sagde: Skat, du ved da godt, at jeg er farveblind. Men hun foreslog alligevel, at jeg bare gik i gang med at male. Der gik en måned, før jeg kom igang, men så har jeg malet siden. Efterhånden fik han det bedre og kom igang igen som indremissionær indtil 2019.

Tungetale udskød pensionen

Egentlig kunne Preben have stoppet i 2018, men på et medarbejderkursus i Indre Mission fik han en åndelig oplevelse. En sjælden gang kunne der her være en tungetale. Og nu oplevede Preben til sin egen overraskelse, at han kunne forstå tungetalen og udlægge den. Budskabet var, at Jesus kaldte nogen til at forkynde evangeliet på den sydlige del af Sjælland og Lolland-Falster.

Det førte til, at Preben og Esther fortsatte i Maribo, indtil andre kunne overtage. Preben tager nu ud og holder foredrag som ”den farveblinde maler”. Og her fortæller han også sit kristne vindesbyrd tilpasset den gruppe, han taler til. For selv om man er langt nede, så er Gud ikke fjern.

– Selv om jeg havde det skidt og var plaget af selvmordstanker, så vidste jeg, at jeg var et Guds barn, og at jeg var frelst af Guds nåde. Det hjalp mig igennem, fortæller Preben.