Flere og flere kristne er bange for at gå imod tidsånden

Henrik Højlund, der har skrevet denne uges kronik, mener, at kristne i Danmark flygter fra de trængsler, vi møder i tiden. Han beskriver syv skridt, der er kendetegnende for, hvordan det ofte foregår, når kristne ændrer holdning.

Jeg var med Open Doors i Irak i foråret. Det var en fabelagtig tur. Jeg anbefaler på det varmeste, at man griber muligheden, hvis tilbuddet kommer. Det er så stærkt og givende at møde kristne, som lever med et vedvarende pres på deres frihed til tro. Det får på en bagvendt måde troen til at blomstre hos os, der kommer fra en kultur, der giver frihed til tro.

Man bliver bragt ind i noget, der fremhæver troens alt eller intet. Contra vores egen kultur, hvor troen let kan blive til og fra – vag og tåget for os selv.

Vi er præget af relativismen

I vores kultur er relativismen blevet en grundtone. Og den grundtone sætter et stadig stærkere præg på os, der tror på den absolutte sandhed. I øvrigt vokser vanskeligheden ved den grundtone i takt med, at relativismen på en paradoksal måde slår mere og mere over i absolutisme.

Trængsler styrker troen

I Irak mødte vi kristne, som sagde ligeud, at udfordringerne og lidelserne forbundet med det at være kristen er afgørende for nykristne derude, for at de kan blive ved med at være kristne. Når de nemlig løber ind i det stærkt trosudfordrende, bringer det dem ind i en afgørende fase, hvor de ved at modstå fristelsen til at opgive troen kommer til at få en tro, som har endnu stærkere fæste i dem.

Præcis som Paulus siger det i Romerbrevet kapitel 5: ”Vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed…”. Det var stærkt for os at lytte til det. Vi fulgte med dem rundt om i det nordlige Irak (Kurdistan) og mødte en lang række forskellige kristne, hvorfra vi fik en række historier om vanskelighederne ved at være kristen i Irak, og vi kunne selvfølgelig ikke ønske andet for dem, end at vanskelighederne må ophøre.
Og selvsagt ønsker de det også selv.

Men de har samtidig et klart syn for, at trængslerne har en dimension, som bringer noget afgørende i spil for troens fasthed. De gav et eksempel på det modsatte, som gjorde stærkt indtryk. En ung mand blev levende kristen og oplevede meget ubehagelige ting fra familien, men han holdt ikke desto mindre ud. Så skete der et afgørende skifte. Han fik med sin kone og deres to børn mulighed for at flytte til Europa. Dér løb han ind i det lette, frie liv, og med tiden gav han slip på troen og forlod også sin kone og børn.

Vi fristes til at give slip

Da vi gentagne gange lyttede til deres betoning af trængslens nødvendighed, slog det mig på et tidspunkt, at det rummer en tankevækkende parallelitet til vores forhold i Danmark. Vi er ikke fysisk trængte, ikke det fjerneste. Men vi er mere og mere psykisk og åndeligt trængte. Vi oplever det tiltagende vanskeligere at være del af en gruppe, som får mere og mere karakter af modkultur til den dominerende kultur i samfundet.

Ganske vist siges det stadig, endog i regeringers grundlagsudsagn, at Danmark er et kristent land, men i realiteten er vi et betydeligt mere postkristent end kristent land. Det frister os til at give slip på det modsætningsfyldte, give slip på at være del af en mere og mere perifer og isoleret gruppe i det store samfund.

Vi fjerner det, vi ikke kan lide

Kirken som helhed – folkekirken, men efterhånden også flere frikirker – har i længere tid været præget af den relativistiske, postmoderne kultur, hvor sandheden dybest set er subjektiv. Mange præster og teologer lægger kristendommen ud som et stort tag-selv-bord, hvor enhver kan tage det, han eller hun har lyst til. Kristendommens sandhed er subjektiv.

På den længere bane er det tydeligvis også begyndt at præge os, der egentlig vedkender os kristendommen som ét stort bord, hvor alt eller intet må tages med.
Lige så stille fjerner vi det ene og det andet fra bordet, som er usmageligt for det store flertal. Måske fortsætter vi lidt med selv at spise det, men vi lader det ikke være nødvendigt for andre at tage det indenbords, når de ikke vil.

Mange præster og teologer lægger kristendommen
ud som et stort tag-selv-bord,
hvor enhver kan tage det, han eller hun har lyst til.

Jeg lyttede til nogle refleksioner for noget tid siden, som satte meget præcise ord på denne problemstilling – på denne langsomme ændring i retning af tidstilpasset, fortyndet kristendom også i de kredse, hvor der egentlig er en grundlæggende tilslutning til klassisk kristendom.

Syv skridt fra nej til ja

Refleksionerne pegede på, at ændringen typisk er forbundet med syv små skridt, som hver for sig kan have en sand pointe i sig, men som til sidst får troen til at sige ja til noget, den før sagde et klart nej til. Skridtene bliver ikke nødvendigvis taget i rækkefølge. Flere af dem kan melde sig samtidig. Den konkrete anledning var spørgsmålet om accept af homoseksuelt samliv og derfra homoseksuel vielse.

Første skridt handler om tavshed. Det klassiske syn bliver ikke begrundet, selv om det uudsagt stadig er holdningen.
Andet skridt handler om kompleksitet. Hvis spørgsmålet bliver taget op, bliver det i lyset af ”hvor komplekst det er” – i hvor høj grad det må ses fra flere vinkler.
Der bliver ikke givet et entydigt svar på, hvad en bibelsk holdning betyder.

Tredje skridt handler om nedgradering af spørgsmålets vigtighed. Det vigtigste er evangeliet, bliver der sagt. Spørgsmålet om livsstil og sex er trods alt sekundære. Derfra melder der sig et fjerde skridt, som rejser spørgsmålet om, hvem man egentlig kan anklage – den, der synder, eller den, der dømmer synderen? Et etisk perspektivskifte fra fokus på, hvad der er det rette, til ikke at fordømme.

Det femte skridt berører noget meget grundlæggende, nemlig spørgsmålet om forståelsen af Biblen. Biblen som kanon, det vil sige som kirkens autoritative retningslinje, fremtræder mere diskutabel. Der melder sig en form for kanon i kanon. Nogle temaer i Bibelen overtrumfer andre. Guds kærlighed modsat Guds hellighed, Det Nye Testamente modsat Det Gamle Testamente, Jesus modsat Paulus osv.

Endnu et skridt, det sjette, rummer noget meget personligt. Den personlige fortælling om enkelte personers smerte og oplevelse kommer i centrum.
Det enkelte menneskes egne stærke livsfølelse og livshistorie tillægges større tyngde end Bibelens lære og kirkens årtusind lange tradition.

Og til sidst ender det med, i et syvende skridt, at det simpelthen føles naturligt at sige ja til det, man før sagde nej til.

Frygt for andre

Som sagt er der flere ting i disse skridt, som isoleret set kan have vigtige pointer, men når pointerne på denne måde bliver til et samlet forløb, ender det et fatalt sted. Jeg tror, at en meget væsentlig grund til, at det kan blive til dette sammenhængende forløb, skyldes det helt banale og basale: At vi gerne vil slippe for at være del af en udskældt og hånet gruppe.

Vi frygter det i det daglige liv blandt studiekammerater, kollegaer og naboer, og vi frygter det i en større samfundssammenhæng, i medier og lignende.

Vi skal holde ud i ”trængslen”

Rejsen i Irak gav mig et enormt vigtigt signal om, at vi i lille, fredelige Danmark kan løbe panden ind i muren på en anden, lige så trosødelæggende måde.
Også vi skal holde ud i ”trængslerne”, og det vil sige: Turde blive ved at stå for det, der mere og mere bliver anset for at være fuldstændigt ude af trit med tiden, inhumant, hensynsløst, primitivt.

Holder vi ud, fæstnes troen endnu bedre. Slipper vi skridt for skridt, slipper troen langsomt og umærkeligt sit tag i os. I Anden Verdenskrig gik den norske kirke ind i en meget modig kamp mod det nazistiske styre i landet. En hovedperson i den kamp var biskop Eivind Berggrav. De sidste par år af krigen sad han i husarrest.

I Irak mødte vi kristne, som sagde ligeud,
at udfordringerne og lidelserne […] er afgørende for,
at de kan blive ved med at være kristne.

Der skrev han en bog, hvori han kigger fremad mod tiden efter nazismen, når samfundet atter er frit, og her havde han et umådelig skarpt blik for noget, han troede ville blive en større udfordring for kirken og de troende: Et sekulært samfund, som langsomt og umærkeligt frister kirken til at opgive klarheden og modet til at være en selvstændig røst.

”Det bliver afgørende, om der i de kommende årtier findes tilstrækkelig meget enten-eller kristendom,” skrev han. Og dét så han samtidig som afgørende for et friere samfund. Med andre ord: Vores mod til at blive stående som udskældt modrøst i dagens danske samfund handler ikke kun om fastholdelsen af troen.
Det får i det lange løb også betydning for samfundets egen frihed.