Migrantpræster fra 40 menigheder mødtes til fælles inspiration i Middelfart

85 præster og ledere fra 40 migrantmenigheder deltog i den årlige inspirationsweekend, der har Tværkulturelt Center som tovholder.

85 præster og kirkeledere fra migrantkirker og danske menigheder var samlet til InspirationsDage i Middelfart den 24.-26. august.

Weekenden bød igen i år på en forfriskende oplevelse af den mangfoldige virkelighed i ”kirkedanmark”, mener arrangørerne. ”Hvis man tror, at kristendommen i Danmark hovedsagelig er hvid og vestlig, kan et virkelighedscheck anbefales,” skriver Birthe Munch-Fariwood fra Tværkulturelt Center.

15-års jubilæum

Det var i år 15. gang, at Kursuscenter Brogården i Middelfart dannede ramme om den årlige konference for migrantpræster og ledere. I år var 85 forventningsfulde præster og ledere fra 40 migrantmenigheder og folkekirkemenigheder samlet for at udveksle erfaringer og inspirere hinanden.
Enhed i troen på Kristus

Deltagerne repræsenterede alle de største kirkesamfund i Danmark fra de gamle orientalske og ortodokse kirker over den katolske kirke til protestantiske og pentakostale menigheder og fællesskaber for nykristne iranere og arabere.

”Vi kan alle lære noget af at mødes på tværs af sproglige, kulturelle og teologiske forskelle. Og alle dele af den globale kirke har noget at bidrage med. Det var en fælles erfaring, som deltagerne tog med fra konferencen, hvor temaet var mangfoldighed og enhed i Kristus,” fastslår Birthe Munch-Fariwood.

Programmet vekslede mellem bibelrefleksioner, undervisning om spiritualitet ved en afrikanskfødt erhvervspsykolog, oplæg om danskernes forhold til kristendommen, erfaringsudveksling og seminarer om blandt andet tværkulturel kommunikation, lovgivning for migrantmenigheder, næste generation og brug af sociale medier.

Læring for sognepræster

Sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen har været med siden starten i 2009 og stod for den afsluttende gudstjeneste på konferencen. Han fortæller, at disse konferencer har en særlig betydning for ham.

”15 år efter den første konference er det stadig et højdepunkt at samles med migrantpræster og ledere samt kolleger fra folkekirken og danske frikirker. For mig personligt betyder det, at jeg bliver opmuntret og udfordret af beretninger og budskaber fra andre kirker. Og som præst i folkekirken hjælper det mig til ikke at gro fast i et alt for snævert nationalt perspektiv på kristendommen.”

Deltagere fra 28 lande

Til sammen havde de rødder i 28 lande: Vietnam, Indonesien, Hong Kong, Singapore, Myanmar, Filippinerne, Nepal, Sri Lanka, Pakistan, Iran, Libanon, Eritrea, Egypten, Nigeria, Sierra Leone, Cameroun, Elfenbenskysten, Ghana, DR Congo, Uganda, Burundi, Rwanda, Zambia, Zimbabwe, USA, Ukraine, UK og Danmark.
Mange af deltagerne var i sin tid kommet som flygtninge fra lande, hvor krig, militærkup, politisk undertrykkelse, forfølgelse og hungersnød er en del af virkeligheden. Nogle havde levet i flygtningelejre i årevis. Men alle havde de formået at opbygge et nyt liv i et nyt land og tage ansvar som præster og menighedsledere.

Tre spændende foredrag

Teolog og tidligere generalsekretær i Israelsmissionen Bodil Skjøtt tegnede med udgangspunkt i Apostlenes Gerninger 15 og 16 et billede af en missionsrejse, hvor meget gik anderledes end planlagt for apostlen Paulus. Men Gud åbnede menneskers hjerter og brugte ufuldkomne mennesker til at bringe evangeliet til et nyt kontinent, hvor den første menighed bestod af mennesker fra vidt forskellige samfundslag – forenet i troen på Kristus, fortalte Bodil Skjøtt.

”Healthy spirituality: A Psychologist´s perspective”. Det var emnet for konferencens hovedforedrag. Med udgangspunkt i sin faglige og personlige baggrund talte erhvervspsykolog Olu Robbin-Coker om vigtigheden af visdom, åbenhed og integritet og opfordrede til, at kristne bevidst omgås og samtaler med mennesker, de er uenige med. ”For vi lærer og vokser gennem mødet med andre perspektiver,” understregede den erfarne psykolog.

”Man skal have en relation, før man taler med danskere om tro. Relationer giver adgang til at mødes livsnært og tale ud fra vores eget liv,” understregede Tonny Jacobsen, præst i Bykirken i Vejle og formand for Frikirkenet, i konferencens afsluttende foredrag. Da han tilføjede, at kampagner og massemøder ikke virker i Danmark, lød der spredt latter fra salen. Det kunne mange genkende, slutter Birthe Munch-Fairwood.

Inspirationskonferencen

Konferencen blev afholdt for 15. gang og var arrangeret af Tværkulturelt Center (tovholder) i samarbejde med Folkekirkens Migrantsamarbejde og Kirkernes Integrations Tjeneste. Deltagernes ophold blev betalt af menighedsråd, stiftsudvalg, den katolske kirke, Baptistkirken, Folkekirkens mellemkirkelige Råd og Chr. P. Hansen og Hustrus Fond.