Censur, chikane og kreationistisk selvransagelse

Første-oktober-udgaven af Udfordringen indeholder en kronik af Karsten Pultz: ”Evolutionskritiske forskere censureres og chikaneres”. En interessant kronik om et alvorligt emne, men også en kronik, der sparkede mine tanker i den stik modsatte retning af Karstens konklusioner.

Splinter og bjælker

Ifølge kronikken er de akademiske miljøer så stålsatte i deres forsvar af evolutionsteorien, at alle midler – også chikane og censur – accepteres, når darwinistiske dogmer skal forsvares. Jeg deler sådan set Kar-stens frustration i det omfang, der er hold i påstandene. Men samtidig blinker en lille advarselslampe. Der var engang en tømmersvend, som talte om splinter og bjælker og manede til selvransagelse:

Tjek lige dit eget okular for bjælker, inden du går på jagt efter splinterne i andres øjne.

Synscheck

Derfor vil et synscheck af kirkens potentielle censurudøvelse være et godt sted at starte. For tænk nu, hvis synsfeltet hos mange af os kirkefolk er blevet sløret af en ikke-erkendt bjælke, hvis påvirkning af synssansen vil få selv Louis Nielsen til at give op.

Hvad taler han om?

Jeg tager mig lige et par friheder her. For det første taler jeg om kirken, som om det er én, homogen, enstænkende størrelse, hvad der er langt fra virkeligheden. For det andet skelner jeg ikke mellem ungjordkreationisme, gammeljordkreationisme, teistisk evolution og intelligent design. Jeg kalder alle os, der ønsker at tage Bibelen seriøst og derfor ikke er klar til at smide Bibelens første kapitler ud med næste afhentning af småt brændbart, for kreationister.

De troede de kendte de bibelske sandheder

Tilbage til Karstens kronik, der handler om censur og undertrykt sandhed. Omtrent midtvejs i kronikken står der: ”Farisæerne sørgede netop for at få lukket munden på Jesus, fordi han repræsenterede sandheden”. Det er jeg ikke enig i. Faktisk tvært i mod. Farisæerne forsøgte at lukke munden på Jesus, fordi de var overbeviste om, at han ikke repræsenterede sandheden. I deres øjne var han en løgner og bedrager, der udnævnte sig selv til at være Gud.

Farisæerne kendte Bibelen. De vidste, hvad der var sandheden. At Gud er én, og at den ene hellige Gud på ingen måde kunne være identisk med en tømrer fra Udkantsisrael.

Jesus redefinerede de bibelske sandheder

I løbet af de kommende årtier skulle først jøder og senere alle os af hedensk afstamning lære at læse Bibelen på en ny måde. Den sandhed, som Gudstroende havde forpligtet sig på, viste sig at være mere nuanceret end selv de mest bibelkyndige havde haft fantasi til at forestille sig. Nok er Gud én, men han er også tre (det er en udfordring af jødisk gudstro af blasfemiske dimensioner).

Nok var jøderne i århundreder blevet advaret mod at indtage en række fødevarer, men pludselig er det ok at deltage i buffeter hvor der serveres både svineburgere og rejesalat. Nok bugner det gamle testamente af regler (613 styks ifølge dem, der er gammeltestamentlige tællemestre), men Jesus manede til almindelig sund fornuft i udlægningen af reglerne: Husk at sabbatten blev til for menneskers skyld; ikke omvendt.

Kort sagt: Jesus lærte os for et par tusinde år siden, at selv de mest bibelkyndige kunne misforstå helt grundlæggende bibelske sandheder.

Vi skal også turde bringe vores forforståelse i spil

Også i dag bør kirken være varsom med alt for skråsikkert at hævde, at vores aktuelle udlægning af bibelens tekster er identisk med sandheden. Sandheden med stort S og fem udråbstegn. Lad os erkende, at vi let overser – om ikke bjælken i øjet – så den moderigtige 21-århundredes brille, som vi ser og tolker alt igennem. Mit forslag er, at vi anstrenger os for at læse Bibelens ord med den betydning, som Bibelens forfattere i sin tid tillagde ord og begreber.

Mit forslag er, at vi anstrenger os for at læse Bibelens ord
med den betydning, som Bibelens forfattere i sin tid tillagde ord og begreber.

Det forudsætter, at vi fx ikke læser skabelsesberetningerne gennem vores oplyste kulturs briller, men forsøger at forstå, hvad en oldtidsjøde kan have forstået med begreber som jord, himmel, lys, liv, skabe osv. Et spændende emne, som fx Tim Mackie har meget godt at sige om på The BibleProjects podcasts.

Troen på Darwin

Tilbage til Karstens kronik, hvor også et andet punkt kan føre til misforståelser. I indledningen nævnes ”de kristne, der for tiden ihærdigt promoverer troen på Darwin” og lidt længere fremme i kronikken skriver Karsten, at ”teorien giver sig ud for at være naturvidenskab”. To replikker hertil. For det første er evolutionsteori naturvidenskab.

Det er den teoretiske ramme for en række forskningsfelter som fx genetik, sygdoms-bekæmpelse og miljø. Betyder det, at teorien er fejlfri og udtømmende? Nej, langtfra. Betyder det, at teorien kan forklare livets opståelse? Slet ikke. Men at omtale seriøse forskeres arbejde med evolutionære mekanismer som en slags dagdrømmeri for ateistisk tænkende er meget langt fra virkeligheden, og det fremmer ikke dialogen om tro versus videnskab.

Skyttegravskrig

For det andet: Jeg læser Karstens omtale af kristne, der ihærdigt promoverer evolutionsteorien, som en art skammekrogsaktivitet (undskyld, hvis jeg uberettiget tager dig til indtægt for dén holdning). Det er i min optik trist, hvis vi anerkender en præmis om, at der foregår en kamp mellem tro og videnskab. En kamp, hvor vi presser unge mennesker til at vælge side:

Bibelens og skabelsesberetningens skyttegrav eller videnskaben og evolutionsforskningens ditto. Det er en helt unødvendig skyttegravskrig af den simple grund, at Guds åbenbaringer i Bibelen slet ikke handler om naturvidenskab.

Anatomiens eksempel

Lad mig give et eksempel fra anatomiens verden. Vores oldtidsforfædre troede, at personlighed, følelser, tanker, karakter osv. var hjemboende i …. indvoldene. I hjertet og i nyrerne. For dem var hjernens funktion helt ukendt. Ingen steder i Bibelen benytter Gud anledningen til at korrigere denne vildfarelse. Flere steder taler Bibelen fx om at elske Gud med hele sit hjerte, sjæl og sind.

Hjertet er ikke et metaforisk hjerte (som vores 2023-briller tilsiger os) men et konkret bankende hjerte. Og ordet sind er i virkeligheden en fri oversættelse af ”indvolde”. Brugen af en upræcis anatomisk henvisning eroderer ikke sandhedsværdien i de guddommelige åbenbaringer. Vores største kald er stadig at elske Gud over alt andet. Gud brugte det, der var samtidens anatomiske viden, som et hook, en krog, hvorpå han kunne hænge sine åbenbaringer.

Kosmologien som krog

På samme måde anvendte Gud det, som var oldtidens kosmologi, til at åbenbare meningen med alt det skabte: Hvorfor vi er her. Hvem vi er og hvem Gud er. Hvad meningen er med vores eksistens. John Walton, amerikansk professor i gammeltestamente, har skrevet en række bøger om emnet, og hans konklusion er entydig:

Ikke ét sted i det gamle testamente benytter Gud anledningen til at korrigere på opfattelsen af, at jorden er flad, at den flyder på vand, at den er verdens centrum, at himlen er en blå ”ting”, der holder vandet tilbage og har monteret et stort og nogle små lys. Hvorfor? Fordi Gud brugte deres niveau af kosmologisk viden til at åbenbare en endnu større sandhed.

Pointen

Mit forslag er, at vi kreationister går selvransagelsens vej og gør os umage for at læse det gamle testamentes første tekster sådan, som forfatterne havde tænkt dem. Som en række historier, der understreger den suveræne Guds solidaritet med sit skaberværk. Historier, som understreger menneskets værdi og giver tilværelsen mening og retning. Historier, som peger frem mod Guds ultimative redningsaktion overfor en falden og ituslået verden. Dét vil være at tage Bibelen seriøst!

Skabte Gud denne verden via evolutionskræfter? Ud fra en videnskabelig betragtning er det voldsomt interessant, men ud fra en teologisk er det måske ikke så vigtigt. Min personlige selvransagelse har overbevist mig om, at det er muligt at tage Bibelen seriøst uden at skulle negligere enhver tanke om evolution.