Film over Francine Rivers bog ’Den kærlighed som sætter fri’ tilgængelig på streamning og DVD

Filmen Reedeming Love er den barske fortælling om pigen Angel, der som barn blev solgt til et bordel. Foto: Mission Pictures

Bogen ”Den kærlighed som sætter fri” af den kristne forfatter Francine Rivers udkom som film i 2022 og er nu tilgængelig på DVD, Blu-ray og flere streamingtjenster. Den engelske titel er ”Redeeming love”.

Historien er inspireret af Hoseas’ Bog i Det Gamle Testamente og udspiller sig i guldfebertiden i Det Vilde Vesten i 1850’ernes USA. Landmanden Michael beder Gud om en ægtefælle og føler sig ledt til den prostituerede Angel. Hvad, han ikke ved, er, at hendes iskolde ydre stemmer med hendes smadrede indre. Han får brug for mere end almindelig kærlighed for at kunne elske hende.

Historien er også en beskrivelse af forholdet mellem mennesket og Gud. Gennem filmens hovedpersoner får vi et indblik i Guds smerte, når vi svigter ham og hans fuldendte kærlighed til os samt tilgivelsens virkning for menneskers liv. Hovedrollerne spilles af Tom Lewis og Abigail Cowen. Cowen havde også en mindre rolle i filmen ”I still believe” om den kristne musiker Jeremy Camps liv.

Filmen er tilgængelig på flere forskellige streamingtjenester, fx Yousee og Viaplay og kan også købes på DVD og Blu-ray på bl.a. imusic.dk