Ny version af kristendomskursus.dk møder mennesker i øjenhøjde

De seneste år har mere end 280 kirkelige fællesskaber i hele landet afholdt kristendomskursus.dk. Mange mennesker har fået et møde med Jesus og lært om det grundlæggende i kristendommen. Nu er en helt ny version af kristendomskursus.dk klar.

Maria Legarth har stået i spidsen for at det nye kursus. Foto: Privat

Missionskonsulent i Indre Mission Maria Legarth har de seneste tre år stået i spidsen for at forny kristendomskursus.dk. ”For nogle kan tærsklen til missionshuset eller kirken godt virke høj. Det gode ved kristendomskursus.dk er, at man møder mennesker i øjenhøjde og dialog,” fortæller hun.

Plads til forskellige troserfaringer

Kristendomskursus.dk er et undervisningsforløb over ti gange, hvor det grundlæggende i kristendommen bliver gennemgået. Samtidig er der plads til fællesskab og samtale, hvor deltagerne kan dele sine egne troserfaringer. En kursusaften begynder som regel med fællesspisning, hvorefter der er en kort introduktion til aftenens emne.

Introduktionen kan blandt andet være en kort video, et stykke musik eller et kunstværk. Kursuslederen holder herefter et oplæg, som deltagerne efterfølgende snakker om i mindre grupper.

Nyt og tidssvarende

De senere år har Maria Legarth arbejdet på at forny kurset for at gøre det mere tidsvarende. ”Jeg er særlig glad for de nye introduktioner, vi har fået lavet,” fortæller hun. Her får kursuslederen forskellige forslag til, hvordan de kan lave en introduktion til aftenens emne, så det passer til deltagerne.

”Nogle vil gerne vise de korte videoer, som ligger til hvert emne. Andre vil gerne udfordre deltagerne på forskellige måder, så de selv får lov til at arbejde og reflektere over emnet,” forklarer Maria Legarth.

Læste hemmeligt i Bibelen i tyve år

Maria Legarth har selv været med til at holde kristendomskursus.dk et par gange på Sjælland og har mange gode erfaringer fra kurserne. En af dem er fra det kursus, de holdt i Allerød Menighedshus sidste år. ”Den største gave på det kursus var en familie fra Iran, der havde haft en bibel i tyve år, som de havde læst i, i al hemmelighed. Det var stort, at vi fik lov til at give dem deres første trosoplæring,” fortæller hun.

Derudover fremhæver Maria Legarth det, man kan kalde langtidseffekten af et kristendomskursus. ”Jeg synes, det er fantastisk, at en stor del af de mennesker, som deltog i et kristendomskursus hos os for ti år siden, stadig er med i vores bibelstudiegruppe.”

Giver forskelligt udbytte

Maria Legarth oplever, at deltagerne får noget meget forskelligt med fra kurserne. ”Nogle deltagere oplever, at de får et bedre overblik over det grundlæggende i kristendommen, end de havde før. For andre bliver troen på Jesus, og det han har gjort og gør for os, det centrale.” Fælles for mange deltagere er, at de gerne vil fortsætte, når kurset er slut.

kristendomskursus.dk er der derfor også henvisning til andre kurser, som man kan holde efterfølgende. Derudover kan det være en anledning til at invitere deltagerne med i det lokale fællesskab eller i en åben bibelstudiegruppe.

FAKTA:

– Kristendomskursus.dk er et grundlæggende kursus i kristendom baseret på ti temaer.
– Kursusmaterialet koster 1.000 kr. og indeholder alt, hvad man skal bruge for at holde kurset inkl. samtaleark, manuskripter og PowerPoints.
– Kurset kan købes på lohse.dk.
– Kurset er udviklet og gennemprøvet i en dansk folkekirkelig kontekst.
– Kurset er udgivet af Forlagsgruppen Lohse.
– Læs mere på hjemmesiden kristendomskursus.dk.
– For yderligere oplysninger kontakt missionskonsulent Maria Legarth på maria.l@indremission.dk.