50 bibeltekster og utallige årsager til at læse dem
Den kendte præst, debattør og særdeles produktive forfatter Sørine Gotfredsen er igen aktuel med en ny bog. I ”50 bibeltekster du skal kende” har hun, som titlen siger, udvalgt 50 tekster fra Bibelen, som hun anser som vigtige. Hendes tanke er, at Bibelen gennemsyrer alt i vort samfund lige fra sproget til vores tankegang, og derfor er det vigtigt for alle – også dem, som måske ikke vil kalde sig kristne – at kende Bibelen og dens forskellige bøger.
I virkeligheden har Sørine ikke skrevet andet end ca. halvdelen af bogen, da den anden halvdel er de bibeltekster, som hun gennemgår. Hendes kommentarer, som har overskriften Sørine, er ikke prædikener eller egentlige bibeludlægninger, men mere løse overvejelser over teksterne, som tager forskellige aktuelle temaer op.
Inspiration fra kulturarv
Til at belyse de 50 bibeltekster benytter Sørine sig – som hun har for vane – af vort lands og verdens rige kulturarv ikke mindst, som den kommer til udtryk i litteraturen og filmkunsten. Man møder således forfattere som Tove Ditlevsen, H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Martin A. Hansen, Sigrid Undset, Astrid Lindgren, George Orwell, Victor Hugo og Lev Tolstoj, og film og serier som Dunkirk, The Passion of the Christ, Matador og Downton Abbey. Så der er lidt for enhver smag.
Livtag med de store spørgsmål
Men det egentlige ærinde med bogen er at vise, hvordan Bibelen beskriver og tager livtag med alle de store spørgsmål i livet som fx kærlighed, barmhjertighed, tvivl, meningen med livet, fejhed, grådighed, hykleri og synd. Om det sidste kommer Sørine Gotfredsen med en meget rammende formulering ud fra fortællingen om Jesus, der møder synderinden grebet i hor, hvor han til den dømmende folkemængde siger ”Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten” (s. 182).
I Sørines definition af synd bliver det til: ”Syndigheden er den sjælelige tilstand, der gør, at intet menneske kan dømme et andet menneske uden selv at træde forkert” (s. 184). Men Sørine taler ikke blot om denne manglende ret til at dømme, hun praktiserer det også i bogen. Trods det, at hun kan være skarp og usminket i sin skildring af menneskets syndighed, bliver det aldrig til fordømmelse, da hun ikke er bleg for at bruge sig selv som eksempel på menneskets ufuldkommenhed og synd.
Bogen afsluttes med, hvad jeg vil kalde, en formidabel anmeldelse af Bibelen selv. Hun siger således, at den handler om: ”At Guds kærlighed er årsagen til alt. […] Gud slipper ikke sit tag i sin skabning, uanset hvor meget den insisterer på at følge sin egen selviske vilje” (s. 246). ”Den fortæller os ikke, hvorfor Gud elsker os, men at han elsker os” (s. 247).
Sørine Gotfredsen: 50 bibeltekster du skal kende
Indbundet. 256 sider. 279,95 kr.
Forlag: Bibelselskabet