Abort før 12. uge er det mindst ulykkelige blandt mange ulykker

Jo mere vi ved om menneskets udvikling, jo vanskeligere bliver det at fornægte, at fostret i en kvindes liv er mere end en klat – det er et liv, det er et menneske. Debatten om abort i de sidste 50 år har været domineret af et hovedargument: Kvindens ret til egen krop. Det er også dominerende i den debat, der kører nu i forhold til at ændre abortgrænsen fra den nuværende 12. uge til 18. uge.

Der er desværre efterhånden bred offentlig konsensus om, at abortgrænsen skal rykkes til 18. uge, men det betyder ikke, at det er det mest forsvarlige. Menneskelivets værdi kan ikke afgøres ved menneskers til tider skiftende holdninger. Vi gør vold på menneskets eksistensgrundlag, hvis livet kun har værdi, hvis andre synes, at det har værdi.

Aktuelt er der fri abort i Danmark frem til 12. uge. Sådan har det været i 50 år. Men grænsen har stået stille i for lang tid, og der er grund til at rykke ved abortgrænsen, mener nogle i debatten. Der er ganske vist mulighed for at søge om abort efter 12. uge ved abortsamrådet, men at dømme efter kritikerne af den løsning er det en krænkelse af individets autonomi at overlade bestemmelsen over egen krop til andre.

Hvis det argument har sin gang på jord, skulle det betyde, at der reelt ikke skulle være nogen abortgrænse af respekt for kvindens autonomi. Så vidt er der endnu ikke nogen (i debatten herhjemme), der er gået. Men det er nok vigtigt at minde hinanden om, hvad et regionalt abortsamråd består af: To læger og en medarbejder med juridisk eller social uddannelse træffer en beslutning om, hvorvidt en senabort efter 12. uge skal tilbydes kvinden.

Abortsamrådet giver tilladelse til abort i over 90% af tilfældene. Ved afslag har kvinden mulighed for at anke afgørelsen ved Abortankenævnet. Oftest stadfæstes abortsamrådets afslag af Abortankenævnet, hvilket er en tydelig styrkemarkør for Abortsamrådets saglighed og berettigelse. Der er altså saglige grunde for at afslå abort efter den hævdvundne 12. uge.

Langt de fleste – 36% – søger i øvrigt om abort i i 13. eller 14. uge. Derefter halveres antallet af sager frem mod 21. eller 22. uge, hvor knap 17% søger om tilladelse til abort. Vi er bevidste om, at det at vælge en abort for langt de fleste er en tung beslutning. Uanset om det foregår før eller efter 12. uge. Vi har en stor respekt for de kvinder, der gennemgår en abort – og har forståelse for, at der kan være nogle tvingende omstændigheder, hvor abort ses som eneste mulighed.

Men hvor andre ser problemer ved den 12. uge, ser vi det som det bedst opnåelige aktuelle kompromis, der afvejer mange hensyn: For det første respekterer vi argumentet om retten til selvbestemmelse og dermed definere sin tilværelse. Individets autonomi har sin berettigelse. Dog anerkender vi ikke individets autonomi som et argument, der får alle andre modargumenter til at falde. Ideen om fuld autonomi ser vi som en illusion – ikke mindst i sundhedsvæsenet, hvor en borger på den ene side har ret til at nægte en behandling, men på den anden side ikke kan kræve en behandling.

For det andet ser vi, at en abortgrænse ved den 12. uge er en fornuftig afvejning i forhold til kvindens helbred. Ved aborter efter 12. uge anbefales der som udgangspunkt medicinsk abort med dertil øget risiko for blødning og komplikationer grundet længere svangrealder. Endvidere kan der blive behov for kirurgisk abort såfremt den medicinske abort ikke opnås. Ved kirurgisk abort efter 12. uge kan der blive behov for at anvende tang og eventuelt findele fosteret, før man kan suge det ud.

For det tredje giver en formel abortgrænse ved den 12. uge kvinden en rimelig betænkningstid. Graviditet kan konstateres tidligt ved test og adgang til sundhedsvæsnet er frit. Fra graviditeten kan konstateres til, at aborten på kvindens initiativ kan foregå, er der tid nok til at overveje. Hvis abortgrænsen rykkes, vil det også indebære, at den endelige beslutning vil kunne udskydes, hvilket blot vil forøge den mentale belastning for kvinden i processen frem mod det definitive valg.

For det fjerde anerkender vi den faglighed, som Abortsamrådet og Abortankenævnet repræsenterer. Ved at rykke abortgrænsen antyder man også, at Abortsamrådet og Abortankenævnet ikke har demonstreret nok omhu i sine afgørelser. Abortsamrådet repræsenterer endvidere en myndighed, der kan lette den mentale belastning for kvinden, der enten får tilladelse til eller afslag på abort. Ved at en myndighed er medbeslutningstager, vil tvivlsspørgsmål og evt. fortrydelse formentlig få mindre betydning, fordi en uvildig part har haft den afgørende stemme i sagen.

For det femte ser vi en øget risiko for, at flere sundhedspersonaler end i dag vil afslå at medvirke til en abort. Det er en diskussion, vi allerede ser nu blandt sygeplejersker og læger – og det på tværs af tro og livssyn. Det må ikke føre til, at sundhedspersonaler oplever pres for at medvirke ved senaborter og derved komme i konflikt med deres overbevisning eller samvittighed. Det må heller ikke føre til, at kvinder, der ønsker senaborter, vil opleve ventetid og mangel på kvalificeret personale.

For det sjette bør man være bekymret for den obligatoriske problemstilling, der vil opstå ved provokerede abort, hvor fosteret viser livstegn. Fostre fra 15. uge kan vise livstegn ved abortfødslen. Ved livstegn efter fødslen skal det registreres som et barn med tildelt CPR-nummer. Kvinden vil blive registreret som mor til et dødt barn. Det er en klar problemstilling, at kvinden, der søger abort, ender som mor til et dødfødt barn. Det er endvidere vigtigt at pointere, at vi i Danmark har valgt, at et foster med livstegn er et barn. Det skal der ikke rokkes ved.

Vi er ikke tilhængere af abort, fordi vi ser fostret som et menneske – med lige så meget ret til liv som alle andre. Livet begynder, når biologien begynder at sætte et nyt menneske sammen med egen DNA og hjerterytme. Fostret er ganske vist afhængig af kvinden, men den afhængighed repræsenterer en selvstændig pointe og værdi: At vi som mennesker fra vugge til grav, fra fosterstadie til det sidste åndedrag i større eller mindre grad er afhængige af andre menneskers respekt og omsorg.

Men livet er ikke ideelt, og derfor kan aborter og en abortgrænse ved den 12. uge være det mindst ulykkelige. Vi håber, at enhver kvinde, der overvejer abort, i sundhedsvæsenet møder personale, der viser omsorg, respekt og forståelse. Vi håber, at enhver kvinde, der overvejer abort, møder den rette rådgivning og vejledning, som gør valget mellem to retninger i livet tydeligere og klarere.

Men mest af alt håber vi, at vi hver gang, at vi debatterer abort, afvejer alle forhold og hensyn og inddrager al viden og erfaring om fostrets udvikling, om kvindens muligheder og sundhedsvidenskabens begrænsninger.

Artikel skrevet af Ida Guldberg (anæstesilæge, formand for Kristelig Lægeforening), Ellen Kappelgaard (psykiater) og Hans Holmsgaard (praktiserende læge).