Over 200 teologer og præster protesterer mod jødehad

Generalsekretær Ole Andersen (billedet) er sammen med præsterne Jesper Bacher og Jens Lomborg initiativtager til underskriftindsamlingen mod jødehad.

På Ordet og Israels hjemmeside kunne man den 30. oktober læse, at 216 præster og teologer allerede havde skrevet under på en erklæring, der udtrykker støtte til de danske jøder og modsiger det jødehad, som er blusset op i forbindelse med krigen mellem Israel og Hamas.

Organisationen Ordet og Israels generalsekretær, Ole Andersen, har sammen med de to præster Jesper Bacher og Jens Lomborg (tidligere næstformand i Ordet og Israel) skrevet den tekst, som blev bragt i Kristeligt Dagblad 28. oktober. Dengang havde 183 præster og teologer skrevet under, men siden er tallet steget.

”Jødehad er had til Jesus”

Der er to årsager til de tre teologers fælles opråb, forklarer Ordet og Israel:

– Dels at det nu i oktober er 80 år siden, biskop Hans Fuglsang-Damgaard skrev et hyrdebrev som protest mod nazisternes aktion mod de danske jøder. Dels er der krigen mellem Hamas og Israel, som brød ud efter Hamas’ terrorangreb 7. oktober. Dette angreb har fået jødehadet verden over til at blusse op.
Den nye erklæring er formuleret efter samme form og med de samme tre argumenter imod jødehad som i hyrdebrevet fra 1943, hvor danskere slog ring om jøderne.

”Jødehadet er had til den kristne kirkes ophav og fundament. Hader man jøder, hader man også jøden Jesus,” fastslås det i opråbet, som stadig kan underskrives af teologer og præster via Ordet og Israels hjemmeside.