Fredslyset fra Betlehem er nu fremme i de danske kirker
Fredslyset fra Betlehem spredes i denne tid ud til kirker i hele landet via Sct. Georgs Gilderne i Danmark. Det er en både smuk og håbefuld tradition.
Siden 2003 har Sct. Georgs Gilderne i Danmark haft et Fredslys brændende hele året i den katolske Sankt Laurentii Kirke i Roskilde. Siden 2015 har der også brændt et permanent Fredslys i den katolske Vor Frue Kirke i Aarhus.
Kommer fra Betlehem
”Fredslyset i Danmark er oprindeligt tændt ved den evige flamme, som brænder i fødselsgrotten i Betlehem. Første gang, vi var med, var i 1996, men først fra 2003 har vi haft en flamme tændt hele året rundt,” fortæller Rigmor Lauridsen fra Sct. Georgs Gilderne.
Begyndte i Østrig
Hvert år siden 1986 har den østrigske radio ORF fløjet et Fredslys fra Betlehem til Wien. Efter en økumenisk gudstjeneste i Wien tager spejdere og gildemedlemmer så årets Fredslys med sig hjem for at sende det rundt i deres eget land. Fra begyndelsen gik de østrigske spejdere ind i arbejdet, og det er nu primært spejderne, der henter og bringer Fredslyset ud i Østrig og Europa.
Til stafetten i Europa bruges både tognettet og privatbiler. I flere lande er det nu blevet til et samarbejde mellem spejderne og Sct. Georgs Gilderne. I år foregår det hele dog lidt anderledes på grund af krigen i Israel. Normalt hentes en flamme af lyset i Betlehemskirken af et barn, men det er udskudt til januar. Derfor bruger man flammen fra sidste års lys, da de fleste gerne vil have lyset inden 1. søndag i advent.
Tænk dybere
Rigmor Lauridsen, som er koordinator for Fredslyset i Danmark, fortæller, at det ikke ”bare” er et lys for fred i verden. ”Vi har et slogan for dette års fredslys, som lyder: På farten for fred,” siger hun.
”Pointen er, at det ikke bare handler om krig kontra fred, men om at vi, som enkeltpersoner, kan være med til at bringe fred, der hvor vi er, med de muligheder, vi har. Vi skal tænke dybere og finde ud af, hvor vi kan bringe fred ind i hverdagen. Det begynder jo med os selv. På den måde kan vi selv være med til at gøre en forskel,” forklarer hun.
Lyset er tændt
Lyset blev tændt i Sct. Laurentii katolske kirke i Roskilde tirsdag den 28. november og fortsatte derfra til Vor Frue kirke i Aarhus, hvor det ankom den 29. november 2023. Det foregik blandt andet med et fakkeltog, hvor alle derefter kunne tage en flamme fra lyset med hjem. Fra Korsør blev lyset sendt ud til 12-14 kirker. Rigmor Lauridsen fortæller, at der er en grund til, at lyset står tændt i to katolske kirker:
”Man må ikke have levende lys i andre kirker i Danmark uden opsyn – og så kan lyset jo ikke være tændt hele året. Men det må man gerne i den katolske kirke. Der er altså ikke nogen religiøs grund til, at de brænder i katolske kirker frem for andre,” siger hun.
For alle
Alle kan modtage Fredslyset. Der er ingen regler, hvad det angår. Derfor er lyset nu sendt ud til 45 steder i Danmark bl.a. Aalborg, Bjerringbro, Struer, Esbjerg, Padborg og Ollerup – med mange stop undervejs så andre kan få deres Fredslys tændt. Det bringes ikke bare ud til kirker, men også til plejehjem, hospices og private hjem.
Lys med et budskab
I Danmark har Sct. Georgs Gilderne valgt at modtage og videregive Fredslyset uden nogen form for politisk, religiøs eller anden bagtanke, men som en gave, hvor budskabet er:
– et lys for fællesskab
– et lys for forståelse
– et lys for fred og venskab
– et lys for tolerance
– et lys for nødlidende og ensomme
– et lys for aktivt hjælpende
– en gave som skal lyse op i adventstiden
– en gave til dig, så du kan tænde et lys til glæde for andre.