Hvad Jesus ønsker sig til jul

Af Iben Thranholm. Cand. teol., journalist

Midt i alle forberedelser til jul, tilberedning af andesteg, pyntning af juletræ, julegaveindkøb og julefrokoster og familesammenkomster, kan det være godt at standse op og fokusere på, hvad julen egentligt betyder, og hvorfor vi fester. Det gør vi, fordi det er Jesu fødselsdag.

Når vi fejrer fødselsdag for vores nærmeste og bedste venner, så er det dem, som er dagens absolutte hovedperson. Vi gør alt, hvad vi kan for at gøre dagen så festligt for dem som muligt. Vi giver dem de gaver, som de enten selv har ønsket sig, eller vi finder på at købe noget, vi tror, de lige står og mangler.  Lad os prøve at tænke på samme måde om julens store fødselar. Hvordan kan vi glæde Jesus allermest på hans fødselsdag? Og hvad ønsker Jesus sig i gave af os?

Læser man i evangelierne, bliver det hurtigt klart, at hvad Jesus ønsker sig mest af os er, at vi omvender os og gør ham til første prioritet i vores liv. Det kommer meget klart frem i Matthæusevangeliet kapitel 10, 38:

“Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.

Der er tale om intet mindre end den totale selvopgivelse og selvhengivelse. Da Jesus kaldte sine disciple, lagde de straks, hvad de havde i hænderne, fra sig og fulgte ham. De var villige til at opgive deres erhverv og dermed også at give slip på det, som de indtil da havde troet kunne frelse dem. At tage vores kors op og følge Jesus efter er ikke altid en dans på roser. Det er en lidelsesvej at følge Jesus efter, men fortjenesten i det næste liv er større, end vi kan fatte.

Den rige unge mand, som møder Jesus og spørger ham, hvad han skal gøre for at arve evigt liv, får det svar, at han skal sælge alt, hvad han har. Men den unge mand vil ikke opgive noget, og derfor går han bedrøvet bort. Det er ikke hans rigdom som sådan, der er problemet, men det at han ikke er villig til at opgive noget, og fordi han holder fast i den opfattelse, at det er ham, som gør det rigtige.

Den bedste gave, vi kan give Jesus til hans fødselsdagfest, er derfor vores villighed til at opgive os selv og især vores egne forestillinger om, hvordan vi skal blive lykkelige. Vi bruger ofte enorm meget tid og kræfter på at finde ud af, hvordan vi selv skal redde vores liv, men som i sidste ende kun fører til, at vi mister det. Den store gave i julen er, at Jesus giver sig selv til os. Men hans gave er nytteløs, hvis vi ikke giver ham os selv tilbage som en gave til ham.

Glædelig jul!