Hvordan skal kristne og kirken forholde sig til Israel, og hvad skal vi mene om Israels nuværende konflikt med Hamas? Jesus og Paulus viser os vej.

Krigen mellem Hamas og Israel er ikke kun fysisk til stede i Mellemøsten. Hele verden er påvirket. På gaderne. I medierne. På universiteterne. På restauranter. I familier. Hvorfor fylder krigen så meget i hele verden, når den blot er en krig ud af mange, mellem et lille land som Israel og en mindre palæstinensisk terrororganisation?

Udvælgelsen

Bibelen fortæller os allerede i 1. Mosebog 12, 3, at Israel er særligt udvalgt af Gud, og igennem dem ”skal alle nationer velsignes.” Ikke fordi de er bedre, frommere eller mere elskede, men alene fordi de er udvalgt. Denne tanke bekræfter både Jesus og Paulus og skal udfoldes herunder. Overordnet set kan Bibelen beskrives som en samling af jødiske skrifter, som beskriver Guds historie med det jødiske folk; hvordan denne nation gennem megen lidelse blev formet og udvalgt til at bære Jesus af Nazareth frem til verden.

I Lukas 2, 25 møder vi Jesu formål med at komme til verden, beskrevet af Simeon, der profeterer over Jesus; at hans opgave både er overfor hedninger og for sit folk: ”Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.

” NT beskriver videre i både det evangeliske materiale og i brevene, at mange jøder ikke i første omgang tog imod Jesus som Messias. I Matt 23, 37-39 profeterer Jesus over det jødiske folks skæbne; de vil ikke lade sig samle under hans vinger, som en høne samler sine kyllinger, og derfor vil de i mange år være adskilt fra landet, som skal lægges øde. Han afslutter med at tale håb til dem: ”For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet været han som kommer i Herrens navn.” Matt 2, 39. Deres første afvisning har ingen endegyldig betydning, som Paulus uddybende beskriver i Rom 11, 28, er det jødiske folk fjender af evangeliet for hedningernes skyld. Altså hedningerne fik ham, fordi det jødiske folk i første omgang afviste ham. ”I forhold til evangeliet er de fjender, og det er de for jeres skyld; men i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.”

Ventetid

Efter opstandelsen spørger disciplene Jesus, om det er nu, han vil genoprette riget for Israel? De spørger ud af en længsel efter at blive befriet fra den romerske besættelsesmagt og i lyset af profetierne i GT. Jesus afviser ikke dem, men sætter perspektivet klart for dem i Apg. 1,7:” Det er ikke jeres sag at kende tider og timer, som Faderen har fastsat af egen magt.”

Det er ulogisk at et så lille land i Mellemøsten,
så ofte er verdens centrum, både i FN og i medierne.
Forklaringen er, at der er mere på spil, end vi kan måle og veje.
Der er bag de menneskelige sider af konflikten, en åndelig kamp,
som er vigtig for os kristne at forstå.

I det efterfølgende vers får disciplene deres ansvarsopgave at vide: ”Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.”

Disciplene kom – i et menneskeligt perspektiv – til at vente i lang tid! I 1948 blev staten Israel oprettet, og dagen efter blev den udsat for et kæmpe angreb. I årtierne siden har angreb, krige, kampe og løgne om Israel fulgt med deres historie, en genoprettelseshistorie med lidelse. Det er ulogisk, at et så lille land i Mellemøsten så ofte er verdens centrum, både i FN og i medierne.

Forklaringen er, at der er mere på spil, end vi kan måle og veje. Der er bag de menneskelige sider af konflikten en åndelig kamp, som er vigtig for os kristne at forstå. Vi kæmper ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, som Paulus underviser om i Efeserbrevet kap. 6. Det er derfor afgørende vigtigt, at vi som kirke og som kristne forstår, at det er ideologien bag Hamas, den ånd, der vil ødelægge Israel og smide alle jøder ud, at det er den ånd, vi kæmper imod.

Ligesom kampen imod ideologien bag nazismen var baggrunden for, at kirken forsvarede vores danske jøder i 1943, og at mange gik ind i modstandsbevægelsen. Ikke i had mod et menneske, der var født i Tyskland. Men i et opgør mod en ideologi, som havde forført mange i den tyske befolkning.

Kirkens start

Jesus og hans apostle er en del af det jødiske folks historie, samtidig er de grundlægger af kirken. Jesus siger i Joh, 4, 22, at ”frelsen kommer fra jøderne.” Også Paulus er klar i sin forståelse af det jødiske folk med ”de fortrin,” de har fået. ”Først og fremmest, at de har fået Guds ord betroet,” og selvom nogle af dem var troløse, ophæver det ikke Guds trofasthed, hvilket vi læser i Rom 3, 1- 4a. I Rom kap. 11, 1 konkluderer Paulus, at ”Gud har ikke forkastet sit folk”. Gudskelov for både jøderne og os, holder Gud sine løfter, selvom vi kan være utro.

Som vi hørte Simeon profetere i Lukas 2, 32, vil frelsen igennem Jesus være ”en herlighed til dit folk Israel.” Det bekræfter Paulus i Rom 11, 25-25. ”Der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind; så skal hele Israel frelses…”Det vender perspektivet. Gud har en tid til hedningemission og derefter en tid til at opfylde løftet gennem Simeons ord, at frelsen vil blive til en herlighed for Israel.

Landet Israel er dermed centralt for vores forståelse af de bibelske profetier. Bibelen er central for at forstå Jesu og Paulus’s forståelse af det jødiske folk. Alle 3 dele: Landet, bogen, folket er tæt forbundne. Som Jesus og Paulus må vi som kristne derfor kende og stå ved vores judæisk-kristne arv.

Krigen bag krigen

Krigen mellem Israel og Hamas fylder mere end en regional krig, fordi der står mere på spil end et regionalt opgør om land og folk. Guds frelses-plan er på spil. Det jødiske folk skal være i landet, og de skal modtage Jesus som deres Messias. Han er det manifesterede håb beskrevet i Matt 23,39, som før citeret. Både GT og NT beskriver Jesu genkomst tæt knyttet til, hvad der sker og skal ske i Israel.

Derfor er der kamp omkring Israel. Derfor rejser sig gang på gang en modstand, som vi ser lige nu fra Hamas, for at true Israel på livet.
Derfor rejser antisemitismen sig igen. Et Israel, som er udsat for terror, bliver beskyldt for selv at udøve terror. Løgne i stedet for sandhed. Som kristne er vi kaldet til at hade uret og løgn og elske sandhed og ret.

Sandheden om krigen fra Hamas mod Israel er Israels ven.
Når uret og løgne derimod rejser sig mod Israel som land
og mod jøderne som folk, skal vi kristne stå op for dem.

En af det 20 århundredes største teologer, den tyske præst Dietrich Bonhoeffer, underbygger klart både Jesu og Paulus ord, når han proklamerer, at: ”Den, der ikke råber op for jøderne, er ikke værdige til at synge gregoriansk.”

Det jødiske folk er ikke uden fejl. Når de som alle andre nationer begår fejl, skal de på lige fod med alle andre stå til ansvar, f.eks. i forhold til Genève konventionens regler for krig. Israel skal altså behandles fair og retfærdigt som alle andre nationer. Sandheden om krigen fra Hamas mod Israel er Israels ven. Når uret og løgne derimod rejser sig mod Israel som land og mod jøderne som folk, skal vi kristne stå op for dem.

Vi skal tale sandt om vores judæisk-kristne arv og Bibelens beskrivelse af vigtigheden af landet, bogen og folket. Vi skal stå sammen med det jødiske folk og udfordre dem, der ønsker dem død og ødelæggelse. Bonhoeffer er også klar i det henseende, når han siger, at ”Tavshed i mødet med det onde er ondt i sig selv; Gud vil ikke regne os for skyldfrie.”

Som Jesus, så Paulus, så os. Vi er som kristne sammenflettede med det jødiske folk. Kristne er ikke kristne, fordi vi er fejlfrie, men fordi vi i Jesus af Nazareth har fået forsoning og tilgivelse for vores synder. Det jødiske folk er ikke fejlfri, men de er udvalgte af Gud til gennem deres land og folk at være på plads og bringe Jesus tilbage for anden gang. Hvorfor? Fordi Gud er trofast, selv når vi er troløse, og sine nådegaver og kald fortryder han ikke.