”Kristne bør bede om mirakler for Israel under Hanukka”

– Kristne må ”oversvømme Guds indbakke med bøn for mirakler i Israel under Hanukka i år”. Sådan lød opfordringen fra en kristen debattør i Jerusalem i anledning af lysfesten den 7.-15. december.

Kristne må ”oversvømme Guds indbakke med bøn for mirakler i Israel under Hanukka i år”.

Jøder verden over har i år fejret lysfesten mellem den 7. og den 15. december. Under festen tænder man hver dag i otte dage endnu et lys i den særlige hanukka-stage. Men også kristne skulle overveje at tænde lys i år i solidaritet med det jødiske folk, mener den kristne debattør Jonathan A. Feldstein, der er født og uddannet i USA, men nu bor i Jerusalem. Jonathan Feldstein er leder af ”Genesis 123 Foundation”, som arbejder for at bygge bro mellem kristne og jøder.

To måneder efter angrebet

Lysfesten falder den 25. kislev efter den jødiske kalender, som regel i december. I år startede Hanukka den 7. december, altså præcis to måneder efter Hamas’ brutale terrorangreb. De efterfølgende begivenheder, med stigende antisemitisme og kritik af jøderne og Israel, fik Feldstein til at opfordre kristne til både at bede for Israel og dele deres bønner med andre.

Jonathan Feldsteins opfordring til kristne om at ”oversvømme Guds indbakke” med bønner for Israel i denne uge har resulteret i en ”global tsunami”, vurderer han selv.

Jesus deltog i festen for genindvielsen af templet

– Når Jesus som jøde fejrede Hanukka, giver det rigtig god mening, at kristne også tænder lys og beder for Jesu folk, siger Jonathan Feldstein fra organisationen Genesis 123.

For Jonathan Feldstein er det bemærkelsesværdigt, at Hanukka er nævnt i den kristne bibel, og at Jesus fejrede indvielsesfesten i Jerusalem.
I Johannesevangeliet læser vi: ”Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang.” (Joh. 10,22-23)

Netop under Hanukka-festen i templet talte Jesus om sig selv som hyrden. Han sagde til de jødiske ledere:

”… I tror mig ikke, fordi I ikke hører til blandt mine får. Mine får adlyder min stemme. Jeg kender dem, og de følger mig. Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig gå fortabt. Ingen kan rive dem ud af min hånd. Min Far, som har givet mig dem, har større magt end nogen anden, og ingen kan rive dem ud af min Fars hånd. Jeg og Faderen, vi er ét.” (Joh. 10, 26-39)

Otte bedeemner

Genesis 123 Foundation har delt otte bedeemner, altså ét til hver af de otte dage, Hanukka-festen varer. Der er også en opfordring til at underskrive en underskriftsindsamling om at befri alle gidslerne (#bring-themhomenow og #Genesis123Foundation).

De otte bedeemner var:
Befrielse af alle gidslerne.
Bøn for gidslernes familier.
Bøn for familierne til de mere end 1.200 ofre for massakren den 7. oktober.
Bøn om helbredelse for de tusindvis af sårede israelere.
Bøn for de hundredtusindvis flygtede og evakuerede israelere.
Bøn for hæren (IDF).
Bøn om, at millioner af kristne rundt om i verden vil skrive under på underskriftsindsamlingen om at befri alle gidslerne.
Bøn om, at Gud vil ændre hjerterne hos de islamistiske terrorister fra Hamas og andre terrororganisationer og -regimer.

Der har været en overvældende stor respons på opfordringen fra Genesis 123 Foundation i form af utallige e-mails, opslag på sociale medier, medieinterviews og delinger over hele verden.

Hanukkas baggrund

Hanukka er den otte dage lange lysfest, hvor jøderne fejrer miraklet ved genindvielsen af ​​templet i Jerusalem for omkring 2.200 år siden. Det skete efter ”ødelæggelsens vederstyggelighed” (se fx Daniels Bog 12,11).

”Ødelæggelsens vederstyggelighed”

På det tidspunkt havde makkabæerne, en jødisk modstandsgruppe, besejret den græske hær under Antiokus IV Epifanes. Præsten Judas Makkabæus ville efterfølgende genindvie templet efter den vanhelligelse og afgudsdyrkelse, erobreren havde udsat templet for: I 167 f.kr. havde Antiokus IV nemlig opstillet et alter for den græske gud Zeus i det jødiske tempel i Jerusalem.

Antiokus forbød også omskærelse af jødiske drengebørn, besiddelse af Toraruller, afholdelse af sabbat og andre jødiske fester i forsøget på at fjerne jødedommen. Han lod desuden svin blive ofret på alteret og stænkede deres blod i det allerhelligste i templet. Da makkabæerne havde generobret Jerusalem, måtte templet derfor renses og genindvies til Israels Gud.

Hannukka-miraklet skete ifølge den jødiske overlevering, da ilden i den syvarmede lysestage var ved at gå ud, fordi der ikke var nok af den særlige olivenolie, som skulle bruges i templet. Men ved et Guds mirakel brændte lyset alligevel i otte dage. Derfor fejres Hanukka med en 8-armet lysestage, til minde om de otte dage, som Gud lod olien række til.

Jesus taler også om ”ødelæggelsens vederstyggelighed” i forbindelse med Jerusalems ødelæggelse og de sidste tider i Matt. 24 og Luk. 21.