Derfor skal kongen autorisere Bibelen

Johannes Baun, general-sekretær i Bibelselskabet

I Udfordringen den 14. januar skriver direktør for Forlaget Scandinavia Jacob Vium-Olesen et tankevækkende læserbrev om autorisationen af Bibelen. Ifølge Vium-Olesen har det forhold, at regenten igennem århundreder har skullet godkende en bibel-oversættelse til brug i folkekirken, været brugt i et magtspil mellem kirke og øvrighed, og han spørger, om ikke det er ”tid til at lade kirken selv bestemme over sine tekster” – underforstået, at det er det vist.

Jeg er ikke sikker på, at Vium-Olesen har ret i sin kirkehistoriske analyse. Motivgranskning på århundreders afstand er en vanskelig disciplin, og man kunne lige så vel hævde, at der har været et oprigtigt ønske om at fastholde en kirkens enhed og et fælles afsæt for troen. Men det historiske er her mindre vigtigt end det aktuelle spørgsmål: Skal Kong Frederik X autorisere en kommende bibeloversættelse til brug i folkekirken?

Som direktør for Scandinavia, der udgiver ”Bibelen på Hverdagsdansk”, har Vium-Olesen en naturlig interesse i, at markedet gives frit uden kongens indblanding – og i Bibelselskabet har vi tilsvarende en naturlig interesse i, at kongen ved sin autorisation bestemmer, hvad der skal ligge på alterbordene i folkekirken. Men hverken for Vium-Olesen eller mig kan et spørgsmål som dette afgøres af forlagsøkonomi.

Derfor vil jeg gerne beskrive, hvad jeg oplever som særligt givende ved autorisationsordningen. For det første har den en samlende virkning. Folkekirken skal bruge den autoriserede oversættelse, og alle andre kirker og kristne forsamlinger kan gøre det – hvilket sker de fleste steder. Denne kirkens enhed om Guds ord er der mange kristne i andre lande, der misunder os.

Både fordi den gør kirker, der kan se forskelligt på udlægningen af Bibelen, fælles om Skriften. Det oplever vi i Bibelselskabet som en stærk samling af kristenfolket. Og fordi man undgår, at kirker definerer sig ved deres bibeloversættelse – ofte i modsætning til andre. Dernæst betyder en autoriseret udgave, at man, uanset hvor man går til folkekirkegudstjeneste, kan regne med at møde den samme oversættelse, ikke kun i læsningerne, men også i liturgien.

Den genkendelighed og tryghed er meget værd og rækker også langt ind i for eksempel Den Katolske Kirke og mange frikirker. Derudover ved man, hvad man kan forvente sig af oversættelsen: Tekstnærhed. Jeg er selv en taknemlig læser af både ”Bibelen på Hverdagsdansk” og ”Bibelen 2020”, men begge oversættelser prioriterer forståelighed og flow højere end nærhed til grundteksten.

Det er der intet galt i, for det kan være en stor hjælp til læsningen, men det er et valg – præcis ligesom det er et valg at lægge sig tættere på grundteksterne. En autoriseret oversættelse skal i højere grad end de frie oversættelser lade svære eller tvetydige passager forblive tvetydige og overlade ansvaret for fortolkningen til læseren eller prædikanten.

Når vi i Bibelselskabet har påbegyndt arbejdet med en ny oversættelse til autorisation og udgivelse i 2036, har vi dermed også sagt, hvad man kan vente sig af den: Den vil prioritere tekstnærhed, og den vil med et ønske om at fastholde kirkens enhed blive lavet med involvering af mennesker fra alle dele af kirkelivet.
Derfor var noget af det første i processen en række rundbordssamtaler med repræsentanter for frikirker, kirkelige organisationer o.l.

Derfor er den økumeniske bredde indtænkt i tilrettelægningen af arbejdet, blandt andet for at sørge for ikke-lutherske perspektiver. Og derfor kommer vi i hele forløbet til at bede om input fra den brede kirkelighed. Når vi føjer det sammen med de bedst tænkelige oversættere og dansksprogeksperter, tror vi, det giver både den bedste proces og det bedste resultat: En autoriseret bibeloversættelse til brug i kirkerne, i samfundet og derhjemme.