KDs værdigrundlag
Peter Øhrstrøm
Vestbjerg
Jeg kan helt tilslutte mig Knud Haaning Andersens opbakning i hans læserbrev d. 24/12 til KDs vedtagelse af sætningen: ”Ikke mindst i forbindelse med forskning og fertilitetsbehandling er det vigtigt, at respekten for menneskets integritet og værdighed også omfatter menneskelivets første faser, herunder befrugtede menneskelige æg og fosteranlæg.”
Sætningen indgår i partiets nyligt vedtagne værdigrundlag. I det væsentlige står samme pointe allerede i loven om Det Etiske Råd – i øvrigt som et resultat af en politisk indsats fra KD. Knud Haaning Andersen ser denne vigtige formulering som tæt koblet til spørgsmålet om abort. Sådan blev den ikke opfattet, da den for ca. 20 år siden blev vedtaget næsten enstemmigt i Folketinget (uanset partiernes syn på abort).
Derimod beskriver den et vigtigt etisk grundlag for politiske regler om kunstig befrugtning – altså ansvaret for menneskeligt liv i dets allerførste fase, hvor det findes i lægernes og forskernes glasskåle. Mht. abort har Knud Haaning Andersen ret i, at KD har skiftet politisk kurs i det spørgsmål. Det skete forud for folketingsvalget i 2019. Det er dog vigtigt at understrege, at KD med samme engagement som hidtil arbejder politisk for initiativer, der kan føre til, at færre kvinder og par vælger abort.
Det gælder bl.a. en forbedret rådgivning og en bedre familiepolitik. Der er efter min mening ikke andre partier i Danmark, der arbejder så systematisk og konstruktivt som KD med denne væsentlige problematik. Jeg er meget glad for det nye værdigrundlag, som giver en betydningsfuld basis for politisk tænkning ud fra det kristne livs- og menneskesyn, og herunder respekten for menneskets integritet og værdighed i alle livets faser.
Med det udgangspunkt har KD formuleret politik på stort set alle hylder, hvilket tydeligt understreges af bredden i partiets nye værdigrundlag. Det er fortsat projektet. Det er klart bekræftet af partiets landsformand Jeppe Hedaa og den øvrige partiledelse. Derfor vil jeg opfordre alle, der ønsker en sådan politik fremmet, til at hjælpe med at få indsamlet det nødvendige antal vælgererklæringer, så KD kan stille op ved næste folketingsvalg.