Mennesker med funktionsnedsættelser eller særlige evner
Der har for nylig været bragt to bemærkelsesværdige interviews i DRTV af henholdsvis Mette Frederiksen og Thomas Helmig. Hvis ikke man har set dem, kan jeg kun varmt anbefale at forsøge at streame dem.
Journalisterne, som interviewer de to kendte personer, er en gruppe mænd og kvinder med såkaldte ”funktionsnedsættelser” – og det er der kommet nogle meget bevægende og hjertevarme interviews ud af. Ikke på grund af Thomas Helmig og Mette Frederiksen – som begge ganske vist gør det godt. Men de gør det godt først og fremmest, fordi disse forskellige mennesker er så åbne og sårbare.
For eksempel er der en mand, som rejser sig for at stille et spørgsmål til Mette Frederiksen; han stiller sig målbevidst op, men siger ikke noget. Han står bare stille i lang tid og kan tilsyneladende ikke få ordene frem. Han har et spørgsmål om ensomhed, som han gerne vil have stillet, men han forbliver tavs længe. Han er synlig bevæget – og står bare i sin afmagt, mens alle ser på ham.
Og han får vel at mærke lov at blive stående. Ingen siger noget. Først efter en meget lang tavshed får han lidt hjælp, og så kommer han frem med sit klare og alvorlige spørgsmål om den ensomhed, som han selv kæmper med. Han fortæller åbent og ærligt, at han selv føler et tomrum, når han er alene.
”Hvordan er det at være Mette Frederiksen og være alene?” – spørger han. Med ordene banker han stille på statsministerens hjerte og åbner det op. For hun svarer: ”Hvis jeg skal være helt ærlig overfor dig, så er jeg nok én, der putter en masse ting ind i mit liv, fordi det jeg nok er aller-allermest bange for, det er at blive ensom.”
Det ville med garanti ingen almindelig journalist kunne få en statsminister til at sige og indrømme. For normalt handler det for politikere om facade, om at være stærk, ikke lave fejl, at være selvsikker og fremfor alt ikke at gøre sig sårbar. Men her blev der skabt et rum, som gav plads for sårbarheden.
Det var gruppen af mænd og kvinder med funktionsnedsættelser, som fik åbnet hjerterne op – og sat ord på noget af det vigtigste ved livet, nemlig fællesskabet.
Det kunne samtidig være et smukt billede på, hvorfor Gud valgte at blive et barn i en krybbe og en afmægtig mand på et kors. Her bliver magten og æren og alle verdens herligheder sat på plads. Her får vi alle at vide, at det vigtigste ikke er, hvad vi kan gøre og udrette, det afgørende er, hvad Gud har gjort og gør for os. Og hvad vi kan gøre for hinanden.
Mennesker med ”funktionsnedsættelser” kalder man dem. Jeg vil hellere sige, at det er mennesker med helt særlige og vigtige evner.
