Sydafrika: Kristne beklager, at deres regering har anklaget Israel for folkemord ved ICJ
”Det er rædselsvækkende antisemitisme, forræderi og stillingtagen for Hamas.”
Kristne grupper og enkeltpersoner i Sydafrika skammer sig over, at deres regering har anklaget Israel for folkemord ved Den Internationale Domstol (ICJ). Det skriver debattøren Jonathan Feldstein i Christian Headlines. Som vært for den pro-israelske webinarserie og podcast Inspiration from Zion har han fået mange henvendelser fra kristne, der elsker og støtter Israel.
En gruppe kirkeledere fra Sydafrika kalder således anmeldelsen ”grundlæggende fejlagtig” og skriver:
”Vi sydafrikanske kristne ledere er stærkt imod den sydafrikanske regerings beslutning om at indlede sagen mod Israel og kræver den øjeblikkeligt ophævet, som den er.”
Herefter nævnes otte begrundelser for Israels ageren i den aktuelle konflikt, først og fremmest Hamas’ uprovokerede massakre den 7. oktober. Kirkelederne spørger også retorisk, hvorfor deres regering ikke taler imod de grusomheder, der begås mod uskyldige civile i Syrien, Nigeria, Rwanda, Mozambique og Afghanistan samt af terrorgrupper som Hamas.
Også parlamentsmedlem pastor Kenneth Meshoe, der tilhører et af de førende partier i Sydafrikas parlament, African Christian Democratic Party (ACDP), udsendte en dristig erklæring mod regeringens sag mod Israel ved ICJ. Kenneth Meshoe udtaler blandt andet: ”Mens ACDP sørger over tabet af uskyldige liv på begge sider af Israel-Gaza-krigen… kunne regeringen have spillet en… konstruktiv rolle i at påvirke Hamas til at frigive gidsler.”