Islamisk Stat dræbte tyrkisk statsborger i katolsk kirke i Istanbul

IS hævder også, at de sårede endnu en kirkegænger, men det afviser de tyrkiske myndigheder ifølge AP.

En tyrkisk statsborger blev sidste søndag dræbt under en messe i Istanbul. Skærmprint

To maskerede mænd brød ind i Santa Maria Kirken i Istanbul under messen sidste søndag, hvor de skød og dræbte Tuncer Cihan, der var tyrkisk statsborger.

Islamisk Stat (ISIS) har påtaget sig ansvaret for angrebet. De hævder, at den dræbte, Tuncer Murat Cihan, var muslim, skriver Morning Star News med henvisning til nyhedsbureauet Reuters. Nu er politiet tilstede ved alle kirker i Tyrkiet og beskytter dem.

Endnu en martyr?

Drabet fandt sted i en kirke, og den dræbte var kommet i kirken i to måneder, men var endnu ikke blevet døbt. Generelt gør politiet en stor indsats for at beskytte det kristne mindretal i Tyrkiet, vurderer generalsekretær fra Dansk Europamission, Samuel Nymann Eriksen:

– Generelt er fysiske angreb på kristne i Tyrkiet sjældne, og myndighederne gør en indsats for at beskytte det kristne mindretal,” forklarer Samuel Nymann Eriksen.

”Sidst en kristen led martyrdøden i Tyrkiet var i 2019, hvor en sydkoreansk missionær, Jinwook Kim, blev knivdræbt i Diyabakir. I 2007 blev to tyrkiske kristne, Ugur Yuksel og Necati Aydin, og én tysk missionær, Tilman Geske, knivdræbt på det kristne forlag Zirve i Malatya. Forinden havde præsten Andrea Santoro lidt martyrdøden i Trabzon i 2006. Generelt er fysiske angreb på kristne i Tyrkiet dog sjældne, og myndighederne gør en indsats for at beskytte ikke kun etniske kristne mindretal, men også konvertitkristne.”

To mistænkte tilbageholdt

Myndighederne i Tyrkiet har tilbageholdt to bevæbnede mænd, som begge er udlændinge, oplyser Reuters med henvisning til indenrigsminister Ali Yerlikaya.
Den ene af de mistænkte er fra Tadsjikstan og den anden er russer, men begge har tilknytning til Islamisk Stat, udtalte Yerlikaya til journalister. Han sagde også, at der havde været razziaer på 30 steder i Istanbul, hvor ialt 47 mennesker blev tilbageholdt.

Gik konstant i kirke

Borgmesteren i Sariyer-distriktet, Sukru Genc, sagde til den lokale avis BirGün, at den dræbte mand var en muslim fra den tyrkiske by Bayburt. Han befandt sig tæt på indgangen til kirkebygningen, da de bevæbnede mænd åbnede ild, skrev CNN.

”Ifølge præsten gik han konstant i kirke, og præsten kendte denne person og omtalte ham som ’en god person’,” sagde Sukru Genc til BirGün ifølge CNN.
Kirkens advokat, Avsin Hatipoglu, fortalte AP, at Tuncer Cihan var en såkaldt alevit. Alevisme er en sekt af shia-islam; hvorimod ISIS og størstedelen af befolkningen i Tyrkiet er sunnimuslimer.

Indsats mod terror

Dansk Europamission samarbejder med en konvertitkirke i Tyrkiet, som fik besøg af antiterrorpolitiet op til julen 2022. Den særlige enhed havde fået efterretninger om, at Islamisk Stat i Tyrkiet ville angribe kirken i julehøjtiden.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Politifolkene kontrollerede derfor, at kirkens overvågningskameraer virkede, og de spurgte, hvornår der var julegudstjenester, så de kunne passe på deltagerne. Kirken kom godt gennem julen, og flere nysgerrige muslimer mødte endda op til et julearrangementet. Op til julen 2023 tilbageholdt tyrkiske sikkerhedsstyrker desuden 32 formodede islamiske terrorister, der planlagde angreb på kirker og synagoger samt den irakiske ambassade.

”Det er glædeligt, at det officielle Tyrkiet på det kraftigste har fordømt angrebet. Afgørende er, at politiet opklarer sagen, og domstolene dømmer retfærdigt,” slutter Samuel Nymann Eriksen.