Modersavn har givet mig ’et hul indeni’

Kære Poul Henning.

Mange tak for dialog. Den gør mig glad og samtidig faktisk dybt rørt. Jeg har oplevet ’modersavn’ som en livslang dyb smerte. Min barndomshistorie var, at min mor var alvorligt psykisk syg, psykotisk, efter hvad jeg fik oplyst af en sygeplejerske, som senere passede hende. Det var tabu, da jeg var barn. For at gøre en lang og svær historie meget kort, magtede min far ikke at forholde sig til det.

Samtidig havde han et temperament, som af og til løb af med ham i forhold til os børn. Menigheden i min by var sammen med nogle i familien, skolen og mine fritidsaktiviteter mine åndehuller. Da jeg var færdig med skolen, måtte jeg bare væk. Jeg magtede ikke at være i familien og fandt min egen vej. Jeg har altid haft en stærk oplevelse af Guds omsorg, og der har været mange gode mennesker, som jeg har kunnet spejle mig i.

Efter nogle år tog jeg mine forældre ”ind” igen, men følte ofte, at det var mig, der var ”den voksne”. Mine kreative sider og Guds nåde har båret mig igennem meget, men stadigvæk kan jeg til trods herfor føle ”et hul indeni” – et grundliggende modersavn, vil jeg selv kalde det. Forstå mig ret, jeg har sluttet fred med det, men vågne nattetimer kan kalde det frem. Jeg har faktisk aldrig før fortalt nogen ret meget om det, fordi det har gjort så ondt. Der er nok meget med tilknytning, kompensation, selvforståelse, flugt m.v. begravet i det hele.

Kærlig hilsen den anonyme

Kære ven

Tak til Gud og dig, at du trods en svær opvækst fandt vej i livet. Jeg føler med dig, du beskriver billedet, så man får helt ondt i hjertet. Heldigvis fandt du måder at kompensere på. De belastende faktorer hos dine forældre var både tungt og svært, men du fandt ved Guds nåde beskyttende faktorer og hjælp fra anden side. Jeg tænker, at din tilgang sammen med din Guds relation har været en særdeles vigtig og afgørende nøgle.

I dag er psykisk lidelse heldigvis ikke tabu, som det var dengang. I dag er man meget opmærksom på de mange udfordringer, der fortsat kan være i danske hjem.

Tabuet er brudt

I dag er psykisk lidelse heldigvis ikke tabu, som det var dengang. I dag er man meget opmærksom på de mange udfordringer, der fortsat kan være i danske hjem. Heldigvis taler vi her slet ikke om tilstande, som kendes fra børnehjem i Rumænien, men alligevel kan både sundhedsvæsen og forældre på andre niveauer være ganske udfordrede.

Modersavn og omsorgssvigt

Psykolog og professor ved Wisconsin University er kendt for sine grundige forsøg med rhesusaber i 1940´erne og 1950´erne. Social adskillelse fra moderen førte til sociale og følelsesmæssige skader. Resultaterne førte til stor forskning med menneskebørns behov for kontakt og samvær, her var bl.a. læge og psykoanalytiker René Spitz samt psykoanalytiker John Bowlby i spidsen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Mange er siden fulgt efter, bl.a. også Kirsten Lykke med en videnskabelig leder i Ugeskrift for Læger i 2021 med titlen: ”Når der opstår mistanke om omsorgssvigt.” Hun påpeger her, at der fortsat mangler tilstrækkelig evidens-baseret forskning og enkle henvisningsmuligheder. Et lysende eksempel er dog Halsnæs Kommune, hvor lægerne ved mistanke direkte kan henvise til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning.

Børn har naturligvis krav på en tryg barndom og mulighed for udvikling af deres potentiale. At løfte opgaven, når der her svigtes, er svær. Der er mange involverede institutioner – lægen, sundhedsplejersken, pædagogen, læreren, psykologen og socialforvaltningen.

At sætte ord på de svære følelser

”Vi må give udtryk for vores indtryk, ellers bliver vi nedtrykt”, lyder det så sandt fra grundlæggeren af Modum Bad i Norge. Igennem sproget sætter vi det sammen, som er gået i stykker. Sorg og modersavn har behov for at tilpasse sig en ny virkelighed. Sorg er en proces, der tager tid, og noget man går ind i og ud ad. I sorg er der også brug for at give minder plads, for sorghjælp er også huskehjælp på den rigtige måde.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Vi søger forklaringer på det svære i livet. Vi vil gerne, at det skal give mening, men ofte kan vi ikke finde mening. At fortælle igen og igen til andre giver derimod mening, og her kan fortællingen balanceres og placeres et trygt sted hos Gud og en god lytter. ”Jeg hedder Thor Eigil, og min datter blev dræbt i et trafikuheld.” Sådan lød det på et kursus, jeg deltog i.

At miste sin datter i et trafikuheld er ganske forfærdeligt, og kan man da overhovedet komme videre i livet. For Thor Eigil blev ulykken identitetsbærende i en grad, der overskyggede det liv, der lå foran. Dit modersavn blev lykkeligvis ikke identitetsbærende, for det er præcis her, vi alle har vores udfordringer, for ingen undgår trængsler, ulykker, sygdomme og vanskeligheder.

Den store øvelse bliver at give plads og tid til sorgen og lade den fylde længe, men dog ikke resten af livet i en grad, så vi mister det gode nu. For Thor Eigil lå datterens dødsannonce billedlig talt på spisebordet. Ideelt set skulle dødsannoncen på et tidspunkt placeres i en mappe, som kunne stilles op på hylden. Minderne ville dukke op igen og igen, og mappen kunne tages ned og åbnes, men livet måtte gå videre.

Guds ord kommer os til hjælp: ”I verden har I trængsler, men vær frimodige, for jeg har overvundet verden.”(Joh.16.33). Det geniale er, at samtidig med at vores noget barske livsvilkår præsenteres, møder vi Guds kærlighed, der har overvundet verden. Guds frihed og modighed gives af bare nåde til os. I bøn, overgivelse og mange kast af vores byrder på ham, vil trængslen til sidst føles mindre.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Den proces er individuel, og jeg tænker, at når dit modersavn fortsat fylder i nattetimerne, har du talt for lidt med andre og Gud om din smerte. Det hjælper at bede og få talt ud til en god lytter. Det hjælper at sætte ord på smerte, tanker, svigt og følelser, for på den måde undgår vi at blive indebrændt og forstyrret i vores nattesøvn. Måske skal de mange historier fortælles 100 gange, før hændelsen kan sættes op i ”mappen på hylden”.

Jobs venner

Vi kan finde trøst i Jobs bog, om end hans venner nu ikke var til den store hjælp. Det faktum fortæller blot, at det at kunne sætte sig ind i et andet menneskes lidelse, følelser og tanker er umådeligt svært. Gud har ikke uden grund udrustet os med to ører og en mund. I kriser er der ikke nogen nemme og hurtige svar. I hjertet at nå til det dybe ord accept tager tid.

Sorg er en naturlig følelse, der er knyttet til dem, vi har elsket og mistet. Du mistede en del af din mor på grund af hendes psykiske lidelse, den lidelse, der medførte, at hun ofte ikke kunne være nærværende og omsorgsfuld overfor dig. Sorg kan ikke bare løbes væk, men der er noget afgørende sandt i at vandre videre og ikke slå campingteltet op i dødsskyggens dal. At leve i lyset og nuet og tage de næste skridt ud i livet med ham, som er livets skaber.

Vi søger forklaringer på det svære i livet. Vi vil gerne, at det skal give mening, men ofte kan vi ikke finde mening. At fortælle igen og igen til andre giver derimod mening, og her kan fortællingen balanceres og placeres et trygt sted hos Gud og en god lytter.

At blive sin egen gode lytter

Din krop – forstyrret nattesøvn og dit sind – tanker om fortiden lyver ikke. Guds skaberværk – dig – sender signaler til dit eget bedste. Lyt for Guds, din egen og din næstes skyld. Jeg vil også opmuntre dig til at blive endnu mere psykisk robust ved at læse bogen PsykiaTro om Kristus-identitet, Salme 23 og Accept Commitment Therapy.

Vi har brug for Helligånden til at få balance i livets overskrifter, deloverskrifter, sætninger, bisætninger og ”delete – skraldespand”. Med ønsket om alt godt vil du være i mine bønner, for Gud er vores sejr, trøst og læge.

Kærlig hilsen
Poul Henning