Kønsforvirring og identitetskrise

”Verden vendt på hovedet” – sådan tænker jeg nogle gange, når jeg ser på, hvordan vi betragter køn, seksualitet og identitet i vores lille smørhul af et ellers snusfornuftigt land. Det, der var skabt ”såre godt”, bliver vendt på hovedet i en verden, der har vendt skaberen ryggen. Men hvad skal vi gøre ved det?

Hvad skal vi – som kalder os kristne – stille op med den kønsforvirring, som kaster generationer af børn og unge ud i identitetskriser, som vi aldrig har kendt magen til? Hov, tænker du måske, kønsforvirring og identitetskriser, det var godt nok stærke udtryk. Er der overhovedet belæg for at problematisere en udvikling, hvor kønnet i højere grad opfattes som en social konstruktion?

Og er det ikke kun glædeligt, at stereotype kønsopfattelser nuanceres for at give plads til, at det enkelte menneske kan føle sig hjemme i sin egen krop?

Naturens fejltagelser?

Journalisten Nynne Bjerre Christensen fortæller om at være drengepige:

”Jeg var meget ked af at være pige, da jeg var lille. Jeg ville være dreng. Jeg stod foran spejlet, hævede min brystkasse og pustede mig op. Jeg proppede en sok i underbukserne og syntes, at jeg var meget flottere på den måde. Jeg ville være karseklippet, spille fodbold og køre på motorcykel ligesom mine fætre, der boede et stykke nede ad vejen. Der var intet, som jeg forbandt med at være pige, der tiltalte mig.”1

Hendes oplevelse deles formodentligt af mange unge, som ikke føler sig hjemme i det biologiske køn, de er født med. Konklusionen er oftere og oftere, at så må vi korrigere naturens fejltagelse, for vi kan da ikke have, at børn skal lide under, at de er født med det forkerte køn, når nu hormonbehandling, kønsskifteoperationer og juridisk kønsskifte for længst er opfundet.

Til Folkemødet på Bornholm mødte jeg engang en bedstemor, som var der for at kæmpe for sit barnebarn (en pige, biologisk set), der endnu ikke kunne blive anerkendt som dreng, selvom ”han” altid havde vidst, at han burde være født sådan. Det var tydeligt, at bedstemoderen var drevet af omsorg, empati og kærlighed til sit barnebarn og helt blind for, at det kunne være en fejl at handle på baggrund af følelser hos et barn, der endnu ikke var nået puberteten.

Det, Nynne ”forbandt med at være pige”, var stereotypt og urimeligt snævert, men hun fik lov til at opføre sig mere drenget, indtil hun gradvist fandt sig til rette i det at være kvinde og senere hen mor. Og hun er langt fra alene om denne oplevelse. En meget stor andel af de børn, som er i tvivl om deres køn, ender med en identitet i harmoni med biologien.

En potentiel katastrofe

Når jeg bruger Nynnes historie, er det, fordi den eksemplificerer afværgelsen af en potentiel katastrofe, som kræfter lige fra LGBT+-samfundet til politikere på Christiansborg lægger i kakkelovnen til. Havde Nynne været barn i dag, kunne hun have insisteret på at få et kønsskifte. Katastrofen er, at vi ved, at et kønsskifte har en negativ indvirkning på børnenes sundhed, både den fysiske og den psykiske.

Selvmordsraten er ifølge en svensk undersøgelse 20 gange højere end hos den øvrige del af befolkningen2, og ser man på identitetsdannelsen i puberteten, så er opløsningen af kønnet en eliminering af et af de stærkeste identitetsmæssige pejlemærker, vi har tilbage i en tid, hvor normer, traditioner og værdier i forvejen er blevet vanskeligere og vanskeligere at knytte an til.

Berøringsangst

Ketanji Brown Jackson, den første sorte kvindelige højesteretsdommer i USA, blev under sit udpegelsesforløb spurgt, ”hvad er en kvinde?” Efter en længere tænkepause svarede hun, at det vidste hun ikke. Det fortæller mig, at der i de højeste politiske lag af vores verden eksisterer en voldsom berøringsangst, når det kommer til at bekende sig til et bibelsk syn på kønnet.

”… når det gælder skellet mellem mand og kvinde i den binære kønsidentitet, forholder vi os til en grænse i skaberværket, der er tidløs og fundamentalt afgørende for forståelsen af kønsidentitet.” 3

Men Bibelens ord er ikke længere en autoritet for mange vesterlændinge, ja selv ikke alle kristne. Det smitter desværre af på alt fra officielle dokumenter, der skal kunne rumme det non-binære, til børnehaver og skoler, der skal fremme mangfoldighed (reelt promovere det non-binære) og til kommercielle foretagender, som går langt for at fjerne kønnede kodninger (farver, interesser, styrker mv.).

Stereotyperne er passé

Som sagt er der noget sundt i at udfordre stereotyper. Stereotyper skaber konformitet, og det kan være kvælende at skulle passe ind i en snæver kasse. Da jeg var barn, sang vi en sang i søndagsskolen: ”Jeg vil ligne Daniel og jeg vil ligne Ruth. For Ruth hun var så god og sand, og Daniel var en modig mand”. I bund og grund kønsstereotyper. For piger kan naturligvis være lige så modige som drenge, og drenge lige så gode som piger.

”… når det gælder skellet mellem mand og kvinde
i den binære kønsidentitet, forholder vi os til
en grænse i skaberværket, der er tidløs
og fundamentalt afgørende for forståelsen af kønsidentitet.”

Bibelens budskab er, at vi er skabt i Guds billede, som mand og kvinde – begge køn afspejler noget af Guds væsen. Denne komplementarisme, at vi har brug for begge køn, er noget af det vanskeligste bibelstof at formidle i en moderne verden. Og det er et paradoks, for mængder af forskning viser generaliserbare forskelle, både fysiske og psykiske forskelle, mellem kønnene.

Paulus’ anvisninger

Når vi ser på Paulus’ anvisninger til fx efesermenigheden klinger det let mandschauvinistisk i nutidsøre. Vi står med andre ord med den udfordring, at det ”tidløse og fundamentale” ikke nødvendigvis gælder alle de konkrete anvisninger, som vi finder i Bibelen. Kvinder skal ikke tie i forsamlinger, de kan godt være præster og lærere i den kristne tro, og en mand er ikke nødvendigvis en bedre leder end en kvinde.

De menigheder, som ikke ønsker en kvindelig præst, har indtil i november 2023 kunnet ansætte ud fra den teologiske opfattelse4 , da der var en undtagelsesbestemmelse i forhold til ligestillingsloven, men den er nu afskaffet. Det vil jeg personligt ikke begræde. Vi behøver ikke at købe kønsstereotyper, fordi vi holder fast ved en binær kønsopfattelse, men vi må begynde at tale ind i den kultur, vi er en del af, ligesom Paulus gjorde.

Den tro, han havde fundet, forandrede alle aspekter af livet, og derfor var han forud for sin tids kønsopfattelse. Vi kan ikke tillade os at træde ud af samtalen om kønnets betydning, for så overlader vi dagsordenen til socialkonstruktivister og normkritikere, og det er denne destruktive udvikling, som allerede er accelererende.

Tvang og kønskvoter

Kønnet er ikke ligegyldigt, det er et orienteringspunkt. På den anden side afgør det ikke alt ved en person. Det er og bør være glimrende, hvis mænd kan lide at arbejde i typisk kvindedominerede erhverv og visa versa. Det er en udfordring med få mandlige pædagoger, og det kan lige så vel siges at være en udfordring, når der er få kvindelige ledere. Men er kvoter svaret? Er tvang eller promovering af det atypiske? Det mener jeg ikke.

Et moderne Babelstårn

På mange måder tænker jeg, at kønsforvirringen kan betragtes som ”Et moderne Babelstårn”. Når mennesker gerne vil omforme Guds skaberværk, ender det i en forvirring, der overgår sprogforvirringen. Konsekvenserne er nemlig så grundlæggende, som de kan blive, fordi de eroderer selve grunden under menneskers identitet.

Vi får ikke blot svært ved at kommunikere med hinanden, vi befinder os midt i et ocean uden pejlemærker, som vi kan redde os i land efter. Allerede i 2009 kunne ungdomsforskningen berette, at kroppen opleves som et projekt for unge mennesker, som skulle lykkes, men ofte ikke gjorde det.5 Nu kan man definere sig som x-y-z-kønnet, hvilket næppe gør det lettere.

Sandheden tro i kærlighed

”Sandheden tro i kærlighed”, (Ef. 4,15) det må være ambitionen, når vi møder mennesker, som har det svært med deres biologiske køn. Vi svigter, hvis vi tilbageholder, hvad vi tror på, af frygt for, at det kan støde nogen. På den anden side har det ingen værdi at tale sandt om køn og identitet, hvis det ikke foregår i kærlighed.

Kristendommens historie indeholder desværre skyggesider – kvindeundertrykkelse, fastholdelse af rigide kønsroller og til tider hævdelse af sandheder, som våben til at slå modstandere i hovedet med, men det må ikke stjæle vores frimodighed, sådan at vi holder op med at være lys og salt i den verden, vi er sat i. Sandhed, afleveret i kærlighed, det var Jesus’ måde at forkynde på, så lad det være ledestjernen for os som kristne.

Noter:

1 https://pov.international/om-fucked-up-konsidentitet/?fbclid=IwAR0O7IBecfQRpvZDUHoREEc_kiDaebHyUKTviGiYIjwAdCuB6g4zZpjrkdc
2 Mikkel Vigilius ”Kampen om kønnet” s.104
3 Jens Bruun Kofoed er professor i Gammelt Testamente ved Dansk Bibel-Institut og Fjellhaug International University College, ”Fra begyndelsen” s.211
4 ”Frimodig – Kvinde, identitet og tjeneste i bibelsk lys”
5 ”Ungdomsliv – mellem individualisering og standardisering”, Knud Illeris, Noemi Katznelson, Jens Christian Nielsen, Birgitte Simonsen og Niels Ulrik Sørensen s. 188