Den seksuelle frigørelse – og den omvendte intolerance

Uddannelsesdebatten 2018 i skolebyen Nørre Nissum havde fået overskriften: ”#enkøndebat”. Til et af arrangementerne, som omhandlede kønnets betydning i uddannelsessystemet, deltog en mand, der ikke ville stå sammen med andre mænd, alene fordi det krænkede ham, at der var en antagelse om, at han var ciskønnet (identificerede sig med sit biologiske køn).

Det kom faktisk til at påvirke hele debatten, hvor moderatoren ikke rigtig vidste, hvilket ben hun skulle stå på efterfølgende og tydeligvis var bange for at komme til at krænke denne ”mand” igen. Det paradoksale ved debatten var, at den videnskabskvinde, som skulle fortælle, hvad forskningen kunne oplyse om kønnets betydning i uddannelsessystemet, tørt konstaterede, at det, der findes viden om, er snævert knyttet til de biologiske køn.

Den skønne seksualitet

En kristen etik- og seksualmoral er et sobert forsvar for sex, som mere end blot en fysisk handling. Når vi læser Højsangenes bog, er der tale om højspændt erotik, der omfatter krop og sjæl. Kristen etik har altså et positivt syn på krop og seksualitet. Men den kristne etik går videre og knytter seksualitet til kærligheden. I den kristne etik kan vi ikke leve med at adskille sex fra kærlighed.

Der er en grund til, at vi ofte symboliserer kærligheden med et hjerte. Det er et centrum for livet, uden det holder vi op med at leve. Det er som at få en blodprop. Livet forsvinder, når ilten ikke pumpes ud i kroppen. Sådan er seksualitet uden kærlighed, kold og livløs.

Når seksualiteten slippes fri

Når ”manden” i Nørre Nissum reagerede i affekt, ud fra en følelse af krænkelse, gjorde han helt automatisk alle andre forlegne. Krænkelse er et voldsomt stærkt kort at spille, fordi det rydder alle andre argumenter, der ellers ligger på bordet, uanset hvor velunderbyggede de måtte være. Marianne Stidsen tager i ”Kønsdebatten et spadestik dybere” fra 2021 hul på det sprængfarlige i debatter, der omhandler køn, seksualitet og identitet.

Krænkelse er et voldsomt stærkt kort at spille,
fordi det rydder alle andre argumenter,
der ellers ligger på bordet,
uanset hvor velunderbyggede de måtte være.

Udfordringen kunne i december 2023 fortælle om Norge, hvor lovgivning vedr. religiøs påvirkning af børn og unge vakte bekymring, fordi det kan opfattes som ulovligt, hvis man gerne vil påvirke et menneske i en bestemt retning, når det kommer til seksualitet. Det betyder i praksis, at nogle holdninger gøres illegitime, mens andre igennem love og vejledninger forsøges fremmet.

Marianne Stidsens skarpe og velunderbyggede pointe leverer hun i afslutningen af de 300 sider: ”Det er ikke noget problem for mig, at der er en LGBT+-organisation. Overhovedet. Men det er et problem, når der ikke må være andet end den. Og det er – efter min bedste (eller værste) overbevisning – der, vi er på vej hen.”

Det er denne omvendte intolerance, som bekymrer mig. Hvor det ikke længere er acceptabelt at mene, at noget er unaturligt, fordi det krænker andre mennesker eller bliver opfattet som en indskrænkelse af deres frihedsrettigheder.

Normkritikkens jordskredssejr

Stefan Gustavsson analyserer i ”Nøgne uden skam” den seksuelle revolution på godt og ondt, fra Markis de Sade (1740-1814), som lægger navn til begrebet sadisme, fordi han mente, at enhver (religiøs) tanke, der vil begrænse den seksuelle udfoldelse, var undertrykkende, og frem til Michel Foucault, som slet og ret anså normer som indholdsløse.

Eva og Rune Selsing fortsætter i samme spor med en række filosoffer, som stod for nogle holdninger og handlinger, som stadig ikke er comme il faut.
Men deres grundtanke om, at mennesket selv konstruerer virkeligheden og må sættes fri fra enhver form for norm, som henter sin begrundelse i andet end det socialt vedtagne, er i dag selvfølgelig ’viden’, ja ligefrem grundpræmis på humaniora og efterhånden også alle professionsuddannelserne.

Vi er i en situation, hvor normkritikkens jordskredssejr har ført til en relativisme, hvor de mest fundamentale elementer i identitetsdannelsen er flydende begreber. Det efterlader et samfund i vildrede. Uforpligtede, men rodløse. Frie, men hjælpeløst overladt til meningsløshed. Nydelsessøgende, men deprimerede, fordi sex uden kærlighed er en flygtig fornøjelse.

Og det skønne i verden – ægteskabet, parforholdet, kærligheden osv. – har man lært i virkeligheden dækker over undertrykkende magtstrukturer. Forandret er opfattelsen af ikke bare sex, men også kærlighed, køn, ægteskab, troskab, kønsroller, frihedsbegreber og fundamentale antagelser om godt og ondt. Den utæmmede – dyriske – frihed er destruktiv, også når det kommer til seksualitet, siger Stefan Gustavsson.

Populærkulturen, litteratur, musik og film er fyldt med selvmodsigelser, der viser, at vi savner pejlemærke eller normer for sund seksualitet. Unge mennesker kan godt ønske sig at finde den eneste ene og blive gift, men de tør ofte ikke binde sig til en anden. Mere end hvert tredje ægtepar ender med at gå fra hinanden, og derfor er idealet om ”kærlighed indtil døden skiller” en urealistisk forestilling for mange.

Men netop rammer, som afgrænser, giver den beskyttelse, som kærligheden behøver.

Vi skal ikke fortvivle

Sara Palmqvist Gaarn-Larsen skriver til forældregenerationen i bogen: ”Selfies, sex og unge uden tøj på”. Hun mener, at accepten af en normalitet – altså en norm for, hvad der er almindeligt – er nøglen til at kunne takle det afvigende. Afvigende, selvfølgelig kun i den forstand, at det er noget andet end hos de fleste. Homoseksuelle, transkønnede eller ikke-ciskønnede møder hos hende respekt og en insisteren på ikke-fordømmende rummelighed.

Når forældrene er bevidste om egne normer og den forandrede verden, som deres børn er vokset op i, kan de lettere være rummelige overfor den usikkerhed, der kan være hos deres teenagere.

Samtidig tilføjer hun også en anden vinkel på emnet, nemlig den forandrede medievirkelighed, som de unge vokser op med. ”Selfies” er et af mange begreber, som illustrerer den realitet, at teenageres adgang til internettet og mobiltelefonens strømme af signaler grundlæggende forandrer den virkelighed, som de vokser op i. Ja, den virkelighed, som de i en eller anden forstand skaber, når de optræder med selfies eller indgår i samtaler på de sociale medier.

Et emne, jeg selv skrev en bog om i 2014, og som kun er blevet forstærket siden da. Unge er ikke bare født ind i en digital tidsalder, de bombarderes konstant med historier og billeder, som giver dem vidt forskellige opfattelser af, hvad der er normalt, attraktivt eller frastødende. Sara Palmqvist Gaarn-Larsen tænker normer, som en form for rammer: ”Rammer er med til at skabe tryghed. Uden rammer kan alt ske. Der findes ingen eksempler på noget, der fungerer bedst uden rammer.”

Det opmuntrende budskab er, at forældreskabet ikke er udfordret over evne af denne nye virkelighed. Sex er Guds værdifulde gave til mennesker, og netop derfor skal den beskyttes af nogle rammer, det er en sund seksualitet i bibelsk optik. Vi behøver ikke blive rendt over ende af flydende kønsbegreber, grænseløs seksualitet og normopløsningstendenser, men kan med ro i sindet tage afsæt i skabelsesordenen og møde teenagere (og andre) med et positivt syn på en seksualitet, som en dyrebar gave til menneskeheden, som vi gerne vil værne om.