Tvivlens forbandelse

I dagens tekst gør Jesus det ene under efter det andet. Han helbreder en kvinde med svære blødninger – han oprejser en synagogeforstanders datter, og han helbreder to blinde.

Da jeg læste disse vers, gik mine tanker til et spørgsmål, som jeg blev mødt med for en tid siden: Hvad er det, der adskiller kirken i dag? Det er jo et relevant spørgsmål at stille i en avis som Udfordringen, der netop bliver læst af mennesker fra mange forskellige kirkesamfund. Det er et ældgammelt spørgsmål – og allerede i de store vækkelser for 150 år siden spillede spørgsmålet en rolle.

Dengang var ”skellet” (adskillelsen) en række forskellige handlinger – fx om man drak alkohol, spillede kort eller dansede. I dag er det et helt andet skel, der er afgørende: Det er, om kirken fornægter Guds kraft eller ej. Spørgsmålet til os som kirke i dag er: Fornægter vi Guds kraft? Gør vi evangeliet så “spiseligt”, at vi slet ikke forholder os til Guds kraft?

Hvorfor hører vi om, at mennesker i nogle kirker bliver helbredt, mens det i andre kirker kun sker sjældent – eller aldrig? Er det fordi Guds kraft nogle steder fornægtes og andre steder ikke? Bibelen fortæller os, at i de sidste tider vil mange fornægte Guds kraft.

Det er tankevækkende at læse om kvinden med blødningerne. Jeg har ofte hørt hende omtalt som en tavs kvinde. En kvinde, som blot trængte sig frem for at røre ved Jesu kappe, så hun kunne blive helbredt. Men der står faktisk, at hun SAGDE: Rører jeg blot ved hans kappe, bliver jeg frelst. Selvom det er vigtigt at nævne hendes tro, er det lige så vigtigt at fremhæve, at hun udtalte det. Hun sagde det.

Pointen i dette er, at troen og dette at udtale tingene hører sammen. – Og i samme øjeblik det adskilles, er der noget, der mangler. Noget, der går i stykker.
Det afgørende, som kvinden gør, er, at hun siger det, som hun beder om. Grundtvig skriver i en salme, at ordet skaber, hvad det nævner. Tilsvarende ord finder du i Bibelen. Ordet skaber.

Det, at vi UDTALER ord, skaber. For nogle år siden talte jeg med et kristent menneske, der sagde til mig, at det ikke altid var tilrådeligt at bede for syge mennesker, for, blev der sagt: Hvad nu, hvis personen ikke bliver rask! Det tragiske ved en sådan udtalelse er, at det er tvivlen, der får lov at tale.
Hvad nu hvis…?? – Det er i virkeligheden den strategi, Djævelen anvendte helt tilbage i Edens Have.

Konsekvensen af en sådan udtalelse er, at vi lader tvivlen råde. Jeg ved godt, at det er meget oppe i tiden, at det er OK at tale om tvivl. Jeg bliver så ked af det, når tvivlen på den måde fremhæves og dermed i virkeligheden forkyndes. Faktisk kan jeg ikke forstå det. Hvorfor ikke blot tage Bibelen på ordet? Her står der, at ALT, hvad vi beder og bønfalder om, det skal vi TRO, at vi har fået, og så får vi det. SIG det – og TRO det.

Lad os forkynde troen – og ikke tvivlen. Skriften opmuntrer os igen og igen til at gøre det. Vi kan se det samme hos både synagogeforstanderen, kvinden med blødningerne og de to blinde Ingen af dem talte om tvivlen. Alle talte om troen:

Synagogeforstanderen var ikke i tvivl om, at Jesus kunne gribe ind i hans datters situation – han udtalte det, og det skete. Kvinden med blødningerne vidste, at når hun udtalte det, ville det ske – og det skete. De to blinde var sikre, når de bad om det – når du udtalte det, ville det ske – og det skete. De kom til at se. Og DET er præcis, hvad Skriften vejleder os til. Tal tro – handl på troen. Ikke tvivlen.

Jamen, hvad nu hvis…… STOP sådanne tanker. Det er tvivlen, der taler. Og tvivlen kommer ikke fra Gud! Prøv at følge Bibelens vejledning – og se, hvad der sker.
Den bedste medicin mod tvivlen er at følge Jesu ord. Når vi UDTALER tingene, siger han: Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får i det.

Lad os udrydde tvivlens forbandelse!

Markusevangeliet 5, 21-43

Ved tro bliver en kvinde helbredt og en pige oprejst fra de døde

21 Så snart Jesus var nået tilbage over søen og gået i land, samledes en masse mennesker omkring ham. Mens han endnu stod nede på søbredden, 22 kom en synagogeforstander derhen. Hans navn var Jairus. Da han kom hen til Jesus, faldt han på knæ foran ham 23 og bad indtrængende:
„Min lille datter ligger for døden derhjemme! Men hvis du kommer og lægger hænderne på hende, så vil hun blive rask og leve!”

24 Jesus gik med ham, men en masse mennesker trængtes stadig om ham.

25 Mellem de mange mennesker var der en kvinde, som igennem 12 år havde lidt af vedvarende blødninger.

26 I alle de år havde hun gennemgået meget hos forskellige læger, og selv om hun havde brugt alle sine penge i håb om at blive rask, var hendes tilstand ikke blevet bedre – tværtimod.

27-28 Hun havde hørt, hvad folk fortalte om Jesus, og hun trængte sig nu frem gennem mængden for at nå hen til ham. „Hvis bare jeg får rørt ved hans bedesjal, bliver jeg helbredt,” tænkte hun. Forsigtigt rørte hun bagfra ved sjalet.

29 Straks standsede blødningerne, og hun kunne mærke, at hun var blevet rask.

30 Jesus standsede op og vendte sig om, for han havde mærket, at en helbredende kraft var strømmet ud fra ham. „Hvem var det, der rørte ved mit sjal?” spurgte han.

31 „Hele mængden maser jo ind på dig,” indvendte disciplene. „Og så spørger du, hvem der har rørt ved dig?”

32 Jesus blev imidlertid stående og så sig omkring for at få øje på den, der havde gjort det.

33 Den forskrækkede kvinde kom frem. Hun rystede af sindsbevægelse, for hun vidste jo, hvad der var sket. „Det var mig,” sagde hun og faldt på knæ foran ham. Og så fortalte hun det hele.

34 „Min ven, din tro har reddet dig,” sagde Jesus. „Gå med fred! Du er nu fuldstændig helbredt.”

35 Mens han endnu stod og talte med hende, kom der nogle til Jairus med en besked fra hans hjem: „Din datter er død,” sagde de til ham. „Der er ingen grund til at ulejlige mesteren mere.”

36 Jesus hørte, hvad der blev sagt, og sagde henvendt til Jairus: „Vær ikke bange. Du skal bare tro på mig.”

37 Jesus ville ikke have andre med sig hen til Jairus’ʼhjem end Peter, Jakob og dennes bror Johannes.

38 Da de kom derhen, var der en vældig larm. Folk græd og jamrede højlydt inde i huset.

39 Jesus og disciplene gik indenfor. „Hvorfor græder og jamrer I sådan?” spurgte han. „Den lille pige er ikke død. Hun sover bare.”

40 De lo ad ham, men han bad dem alle gå udenfor og tog kun den lille piges far og mor og de tre disciple med ind i det værelse, hvor hun lå.

41 Han gik hen til sengen, tog pigens hånd og sagde: „Stå op, min pige!”

42 Straks rejste hun sig op og begyndte at gå omkring. Hun var 12 år gammel. Forældrene stod og stirrede med åben mund.

43„ I må ikke sige det til nogen,” sagde Jesus strengt, „og sørg for, at hun får noget at spise.”

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk