Iran arresterede 166 kristne – især bibeldistributører
Kristne i Iran oplevede en bølge af arrestationer i 2023, da myndighederne i særlig grad slog ned på bibeldistributører, hedder det i en ny rapport fra førende NGO’er, der overvåger trosfrihed. En tredjedel af de arresterede ejede flere eksemplarer af Bibelen.
NGO’erne Artikel 18, Christian Solidarity Worldwide, Open Doors og Middle East Concern har netop udgivet en fælles årsrapport for 2024. Her analyserer de forskellige måder, hvorpå det iranske regime angriber religiøse samfund og udsætter troende for arrestationer, bøder og piskning. Esmaeil Nariman-Pour blev arresteret af den iranske regering i 2021.
I første omgang blev han og syv andre konverterede frikendt af statsanklageren, som fastslog, at deres religionsskifte ikke var en forbrydelse i henhold til iransk lov. Året efter blev han dog sammen med flere andre beordret til at deltage i ti sessioner med muslimske præster for at ”guide” ham tilbage til islam. Juleaften 2023 blev Nariman-Pour arresteret igen.
Dette er en af flere sager, der nævnes i den 36 sider lange årsrapport ”Faceless Victims: Rights Violations Against Christians in Iran,” som Article18, Open Doors, Middle East Concern og CSW netop har præsenteret i det britiske parlament.
”Hold regimet ansvarligt”
I det britiske parlament hørte man vidnesbyrd fra en tidligere fange, præsten Farhad Sabokrooh. Han og hustruen, Shahnaz Jizan, blev arresteret i 2011, afsonede et års fængsel og fik lukket deres tidligere registrerede kirke efter 25 år. Præsten blev anklaget for at være spion for Israel og USA. Han fortalte forsamlingen, at han var blevet tvunget til at afgive en falsk tilståelse og dømt, uden at advokaten var til stede. Da han blev løsladt, blev han truet på livet, hvis han ikke forlod Iran inden for en måned.
”Min bøn til dig er at holde regimet ansvarligt,” opfordrede Sabokrooh. Senere tilføjede han, ifølge Christianity Today: ”De føler på en eller anden måde, at kristne er forældreløse og ikke har nogen til at beskytte dem. Det skal vi lave om på.”