Ramadanen starter nu. Det samme gør ”30 dage i bøn for den muslimske verden”

På forsiden af årets bedeguide ”30 dage i bøn for den muslimske verden” fra Norea, Mission Afrika og Dansk Europamission ses denne pige. Bedeguiden kan downloades gratis fra Norea Mediemission.

Norea Mediemission, Mission Afrika og Dansk Europamission har igen i år udgivet en smuk bedeguide med informationer om lande og folk i den muslimske verden, som fra 10. marts til 8. april går ind i den årlige fastemåned. Temaet i år er ”Her, der og alle vegne” i erkendelsen af, at mange muslimer flytter fra deres historiske fødesteder, og kristne må støtte dem, der kommer som fremmede, forklares det i bedeguiden.

På hjemmesiden skriver Norea Mediemission:

”Da denne bedeguide begyndte at udkomme for over 30 år siden, henviste den i høj grad læserne til at bede for muslimer, der var til stede i deres hjemlande. Men i dag kan voksende muslimske samfund fra alle etniske baggrunde findes overalt uden for deres traditionelle hjemlande som immigranter, flygtninge, migrantarbejdere og studerende – fra alle nationer til alle nationer. I år ser ”30 Dage i bøn for den muslimske verden” på muslimske samfund her, der og allevegne – på deres historiske fødesteder, i migrantsamfund, på farlige rejser til nye steder og i alle verdenshjørner.

Uanset om muslimer bliver på deres kulturelle fødested, mens det forandrer sig omkring dem, eller om de flytter til en ny by eller et nyt kontinent, frivilligt eller af nødvendighed, så er processen med at tilpasse sig forandringer stressende og udfordrende. Kristne bør være dem, der byder andre velkommen og støtter dem – selv i kulturer, hvor de selv er fremmede, og følge Kristi befaling om at “elske din næste som dig selv” (Luk 10,27).

Denne bønneguide vil hjælpe dig med at bede for muslimer over alt og inspirere dig til især at bede for de muslimske samfund, der er tættest på dig, hvor du kan være et lys og en velsignelse for dem til Guds ære,” skriver Norea Mediemission. Man kan downloade bedeguiden gratis fra Norea Mediemissions hjemmeside.