S-profil med klar opbakning til udviklings-samarbejde gennem kirkelige aktører

Jesper Petersen (S) og politisk konsulent Filip Buff Pedersen fra CKU. Foto: Svend Løbner

35 danske kirker og kirkelige organisationer udfører udviklingssamarbejde for DANIDA-midler gennem Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejdes (CKU) puljer.

Hvad er det, kirker og kirkelige organisationer særligt kan, når det kommer til udviklingssamarbejde? Det var det spørgsmål, Brødremenighedens Danske Mission (BDM) havde sat sig for at besvare, da Socialdemokratiets udenrigsordfører, Jesper Petersen, gæstede organisationen. Sammenhængen mellem det stærke lokale engagement og forbindelsen til et engagement ude i verden er måske en af forklaringerne. Det pegede BDM’s formand Jørgen Bøytler i hvert fald på:

”Brødremenigheden har helt fra starten været formet af et stærkt lokalt tilhørsforhold og samtidig et globalt udsyn,” sagde han.

I mere end 250 år har BDM været en del af dansk udviklingssamarbejde – opbygget skoler, hospitaler ude i verden, finansieret via lokale initiativer.
Det gjorde indtryk på Jesper Petersen, der fik mulighed for at hilse på nogle af de ildsjæle, som gennem frivilligt arbejde er med til at generere overskud, som organisationen kan bruge i forbindelse med deres indsatser ude i verden.

”Bag alle tallene, projekterne og ansøgningerne og de bevillinger, der bliver lavet, er der nogle mennesker, som står for at føre et utroligt godt og nyttigt arbejde ud i livet. Og her er der så også et stort engagement fra lokale borgere, som er frivillige og er med til at samle penge ind gennem genbrugsbutikker og en butik i Brødremenighedens hus. Det gør indtryk at se det engagement, som er med til at understøtte det udviklingsarbejde, der løftes i Tanzania og i Ramallah,” sagde Jesper Petersen.

”BDM har gjort et ekstremt positivt indtryk. Forbindelsen mellem det arbejde, der foregår her i Christiansfeld, og det meget nyttige arbejde, man gennem mange år har haft i bl.a. Tanzania,” sagde Jesper Petersen.

”BDM’s eksempler viser, at det at arbejde på den måde gennem trossamfund også er med til at give en direkte forbindelse til mennesker ude i verden, som kan være vedvarende gennem mange år, og hvor man på en meget direkte måde kan samarbejde om udviklingsprojekter. Det har en særlig værdi,” sagde han. Jesper Petersen var blandt de politiske kræfter, som i forbindelse med sidste års finanslov bakkede op om en ekstrabevilling til CKU på 5 mio. kr. yderligere til projekter inden for tros- og religionsfrihed.

Han har som medlem af Udenrigspolitisk Nævn tidligere besøgt et af CKU’s projekter i Indonesien, som specifikt handlede om retten til tros- og religionsfrihed.
Jesper Petersen vendte tilbage til Christiansborg med en klar opbakning til udviklingssamarbejde gennem kirker og kirkelige organisationer.
”Besøget hos BDM har bestyrket mig i, at de midler, vi giver til udviklingssamarbejde gennem CKU, dem kan vi roligt fortsat bakke op om at give,” sagde Jesper Petersen efter besøget.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



FAKTA:

Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU) er en paraplyorganisation for 35 kirker og kirkelige organisationer, som er engageret i internationalt udviklingsarbejde.