Tror du på Jesu opstandelse?

Mere end en femtedel af danskerne tror på et liv efter døden viser en stor undersøgelse lavet af forskere for Syddansk Universitet i 2023. Ifølge en undersøgelse fra 2015 tror 27 procent af danskerne på et liv efter døden, mens 21 procent tror på, at Jesus opstod fra de døde. I anledning af påsken har Udfordringen spurgt fire præster, om de tror på Jesu opstandelse helt konkret, og hvad de vil lægge vægt på i deres påskeprædiken i år. Af Iben Thranholm.

Susanne Krog, præst i Pinsekirken i Rudkøbing

Ofte bliver jeg spurgt, om jeg er ”meget kristen”. Det må betyde, om jeg virkelig tror, at Jesus findes, og at jeg sådan virkelig tror på ham. De fleste accepterer mit ja-svar her. Når jeg så også giver udtryk for, at jeg tror, at Jesus døde OG OPSTOD, mødes jeg nogle gange af undrende blikke. Men jeg har jo mødt ham, hørt ham, mærket ham, og hvis han ikke var opstået, så kunne jeg jo lige så godt tro på alt muligt andet og alle mulige andre.

Andre som er døde og borte eller blot en forstenet sten. Min tro er bygget på Kristus, den opstandne. Det gør, at min tro er megalevende. Han er der, når jeg starter dagen med at snakke med ham, og han er der dagen igennem. Både når han hvisker mig noget i øret, og når han er helt stille, men bare er der.

Vores påskegudstjeneste i år er en familie-gudstjeneste. Måske bliver det en udendørs gudstjeneste. På græsset udenfor kirken ved den nedlagte bunker fra Anden Verdenskrig. Børn har ofte let ved at tro på det, de ikke lige kan se. Den usynlige verden er så virkelig for børn – på godt og ondt. Vi voksne kan lære meget af børnene, og vi vil påskedag prøve at forestille os, at Jesus lå i en grav ligesom bunkeren på græsset på kirkens grund.

Han var virkelig død. Vi vil prøve at se for os, at engle kommer, mens jorden ryster, og åbner den tunge dør, der lukker indgangen til hullet. Ud kommer Jesus. Lyslevende. Og måske i et særligt lys. Længere henne på græsset står ”du”, og Jesus kalder på dig. Han kender dit navn, og hans kald rammer dit hjerte. Du ved, at du ved, at han lever.

Thomas Hansen, leder og præst i Hillsong

Jeg tror fast på Jesu opstandelse, ikke kun grundet historiske vidnesbyrd, men fordi millioner verden over vidner om, hvordan han har berørt og stadig berører deres liv. Påskebudskabet, jeg vil dele, understreger forskellen mellem idoler og ikoner: Vi må ikke forveksle de to, men se igennem korset og graven til en levende Gud.

Idoler er skabt af mennesker og fanger vores opmærksomhed; de kan være alt fra materielle ting til personer. Imens er ikoner vinduer til det guddommelige, vejvisere, der peger på noget større end os selv. Korset og graven er således ikke blot historiske artefakter; de er symboler på Jesu offer og sejr, som inviterer os til at erkende en frelser.

Dette år fokuserer jeg på at undgå at gøre ikoner til idoler. Det kræver, at vi ser ud over det umiddelbart synlige, igennem korset og graven, til den kærlighed og frelse, Gud tilbyder. Påsken minder os om, at intet, ikke engang døden, kan adskille os fra Guds kærlighed. Jesu opstandelse er et levende bevis på denne uendelige kærlighed og kalder os væk fra idoler til et personligt forhold med Gud.

Ved at tro på og forkynde Jesu opstandelse fejrer vi Guds kærlighed, som overvinder alt, og inviterer hver eneste af os ind i et liv fyldt med håb og fællesskab med ham.

Jesper Bacher, sognepræst i Tirsted på Lolland

Ja! Hvad skulle jeg ellers tro på, et gespenst eller en død mand? Gespenster er dystre størrelser, og mens der er mange udmærkede afdøde mænd og kvinder, som i kraft af deres gerninger og gode eksempler kan være til meget opmuntring og inspiration, så er de af gode grunde passive og handlingslammede. De er nemlig døde og går i glemmebogen, hvis vi ikke husker dem.

Sådan ville det også være med Jesus, hvis han ikke var opstået fra døde. En død helt er altså ikke til megen hjælp. Men det er Jesus derimod, for han lever. ”Han kunne umuligt holdes fast af døden,” siger Peter i sin Pinseprædiken. Døden holder ellers sine ofre i et jerngreb, men døden måtte give slip på Jesus, og dermed var det døden, som blev dødsmærket.

Døden er her som bekendt stadig, men ikke på samme måde, for døden har mødt sin overmand. Den opstandne frelser kan ikke holdes nede, det holder min kristentro oppe. Jeg tror, at jeg vil tage udgangspunkt i et projekt, som Danmarks Naturhistoriske Museer har lanceret, hvor man har udvalgt 20 forårstegn, som danskerne kan hjælpe med at registrere over hele landet i projektet ”Find Foråret” og på den måde hjælpe forskerne med at kortlægge, hvad klimaændringerne betyder for den danske natur.

Jeg kan godt lide overskriften ”Find Foråret”, for man kunne lege med tanken om, at projektet ikke bare handlede om den danske natur, men om alle slags forårstegn, så man skulle finde foråret, finde tegn på lys og liv, fornyelse og opstandelse, hvor end de forekom. Hvor er forårstegnene i vores kriseramte verden? Der vil sikkert kunne findes mange store og små menneskelige, sociale, kulturelle og politiske forårstegn, men alle som én ville også de stå i dødens og syndens skygge.

Skal man virkelig finde foråret, så skal man findes af den opstandne Kristus, som vidner om dødens nederlag og livets sejr. I lyset af det kan vi stå op af mismod, vintermørke og håbløshed, slå et slag for det gode og leve håbefuldt, fordi vores frelser lever, og han vil dele alt med os – sin renhed, sit liv, sin opstandelse. Foråret finder os, når vi hører de gamle og dog radikalt fornyende ord: ”Kristus er opstanden. Ja, han er sandelig opstanden.”

Naser Rezaeih, præst for Immanuel-menigheden for farsitalende ved Christianskirken i Aarhus

Ja, det korte svar på dette spørgsmål er, at jeg tror på, at vor Herre Jesus Kristus stod op fra de døde som forudsagt i Det gamle Testamente og af Jesus selv. Jesus kom til os som guddommelig sæd, plantet iblandt os af Gud Fader ved Helligåndens kraft, født i en stald af en skrøbelig ung og fattig pige til en familie med ringe kår.

Men kort tid efter hans korsfæstelse begyndte en lille skare af disciple at proklamere, at denne Jesus som i sit korte liv havde kun elsket sin næste og reddet dem fra synd, sygdom, dæmoner og fortabelse, faktisk var frelseren, som det jødiske folk havde ventet på i flere århundrede. Ikke nok med det, de påstod også, at denne frelser var opstået efter korsfæstelsen på den tredje dag, og at de selv havde set ham og hans herlighed, og at der kun fandtes frelse og evigt liv i ham som døde, men nu lever og kalder os til at følge ham.

At komme ud med denne påstand i tiden efter Jesu opstandelse var nærmest lig med at fremkalde forfølgelse, fængsel, udstødelse, tortur og død over sig selv. Hvad var der sket med disse usikre, mismodige, ængstelige og desillusionerede Jesu disciple, som nu var villige til at risikere deres og deres kæres liv ved at påstå, at Jesus ikke alene var frelseren, men også Gud selv, nærmere sagt den anden person i Treenigheden.

Hvad havde de oplevet efter korsfæstelsen, siden de var villige til at dø for denne Jesus, som de havde forladt og fornægtet ved anholdelsen? Hvad fik disse disciple til at lægge personlige ambitioner til side og helhjertet enes og samles til bøn, faste og brødsbrydelse i Jesu navn?

Det kan kun forklares med, at disciplene mødte den opstandne Kristus som beskrevet i Johannesevangeliet. Evangeliet om Jesus og hans korsfæstelse og opstandelse bærer i sig selv på en guddommelig kraft og salvelse, som rører mennesker i hjertet og forårsager en ny fødsel og opstandelse fra synd, fortabelse og håbløshed.

I år vil jeg fortælle, at Jesus er vejen, sandheden og livet, og at der kun findes opstandelse fra synd, sygdom og mørke i ham, som elskede mig så meget, at han gav sig selv hen for mig, så jeg ikke lider fortabelse hverken i dette og heller ikke i det kommende liv.