Aarhus-kirker holder ”Store Bedenat”

Store Bedenat i Aarhus indeholder både lovsang, bønnevandring og en indendørs bedenat i Brammersgade 6.

Kom og vær med til STORE BEDENAT. Hvor vi før har bedt om dagen, rykker vi nu store bededag til natten – det vil du være med til! Det bliver en aften og nat i Guds nærvær, hvor vi på tværs af kirker vil søge Gud for os selv, hinanden og vores by.

Det skriver kirkerne i Evangelisk Alliance Aarhus og 24/7 Prayer i en fælles indbydelse til bøn den 26.-27. april i Aarhus Bykirke, Brammersgade 6, 8000 Aarhus C. ”Vi begynder med en lovsangsaften, dernæst en bønnevandring og så følger en bedenat. Du kan være med til en enkelt af tingene, hele baduljen eller plukke i det, som du har lyst,” hedder det videre.

Lovsangsaften kl. 19:30: Aftenen begynder med en kontemplativ aften, hvor vi gennem lovsang og refleksion vil søge ind i freden sammen. Bønnevandring kl. 21:00: Herefter er alle velkomne til en bønnevandring i byen, hvor man individuelt eller i grupper kan gå gennem byens gader og lægge mennesker over til Gud. Alle vil blive guidet til, hvordan det kan gøres på en tryg og rar måde.

Bedenatten kl. 21:45: Arrangementet kulminerer med en bedenat, hvor vi vender tilbage til Brammersgade 6, hvor kirkesalen vil være lavet om til et meditativt rum i samarbejde med 24-7 Prayer. Der vil være bedestationer, som kan hjælpe deltagerne med at fokusere deres bøn, fx med at udfolde sig kreativt eller bare være stille i bøn.

– Gennem hele natten vil vi hver time bede sammen på forskellig vis, men ellers gør man som man har lyst i rummet og søger Guds nærvær, som man finder bedst. Vi glæder os til at bede sammen! slutter indbydelsen frakirkerne i Evangelisk Alliance Aarhus og 24/7 Prayer.