Endelig et venskab med Gud

Annette Blomqvist fra Stevns har altid betegnet sig som kristen, men har først for nylig erfaret Gud som en personlig Gud. Undervisningen i en norsk mentor-gruppe viste hende dette.

”Jeg er blevet helbredt for udmattelse, som har stået på i otte år,” fortæller Annette Blomqvist. Hun oplevede et fantastisk fællesskab og fik forbøn for kronisk træthedssyndrom, da hun deltog i ’Stepp Opp-konferansen’ i Norge midt i marts.

“Først som 60-årig har jeg lært, at Gud er en personlig Gud, som ønsker, at vi skal respondere på den kærlighed, han har givet os.”

Annette Blomqvist fra Stevns på Sjælland stråler. Vi møder hende på en konference i Farsund i Norge arrangeret af Kristin L. Berge. Kristin Berge har de seneste år afholdt undervisning om at leve i tæt relation med Gud, skrevet bøger, haft digitale kurser og en mentorgruppe.

Følger undervisning

Ved at læse i Udfordringen faldt Annette Blomqvist tilfældigvis over en oversættelse af et kapitel i en af Kristins bøger ’Kampen foregår i tankene’. ”Da jeg læste det, talte det med det samme til mig, og jeg købte bogen. Senere købte jeg ‘Inn i Guds nærhet’. Her så jeg, at Kristin havde en hjemmeside og skulle holde kursus om at lytte til Guds stemme. Heldigvis fortsatte hun med at undervise efter kurset. Siden da har jeg fulgt Kristins undervisning over nettet,” fortæller Annette.

Ikke integritet

Annette Blomqvist voksede op i et kristent hjem, men havde som barn et lavt selvværd. ”Jeg tænkte nedsættende tanker om mig selv, havde en meget dårlig selvtillid og kunne ikke elske mig selv,” fortæller Annette. Dette fulgte hende siden. Da hun giftede sig og fik familie, var de aktive i kirkens liv. ”Men jeg levede ikke i integritet. Mit liv gik ud på ikke at fejle og at leve op til menighedens og mine forældres normer.”

Annette erkender, at det var hårdt, og som 38-årig fik hun en depression. Hun orkede ikke mere og tog afstand fra menigheden. Gud føltes uendeligt langt borte, og Helligånden havde hun ikke rigtig hørt om.

Forvandlet liv

Dette forandrede sig, da hun mødte Kristin L. Berges undervisning. ”Kristin forklarer bibeltekster, så det bliver forståeligt og brugbart i mit liv. Hun er åben om sine egne kampe, og dermed har jeg kunnet spejle mig i hendes liv,” siger Annette. Ifølge Annette selv har hendes liv forvandlet sig helt ved, at hun har følt sig forstået, og at Gud har talt til hende gennem Helligånden.

”Jeg har lært, at han elsker mig og ønsker det bedste for os alle.”

Bedt for

Annette oplevede en indre indskydelse til at rejse til Norge til ’Stepp Opp-konferansen’, som blev afholdt af Kristin Berge i midten af marts 2024. Hun fornemmede også, at hun ikke skulle rejse alene, men have en med, og det fik hun. Det er længe siden, Annette har orket at rejse nogen steder, for de seneste otte år har hun været træt og udmattet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Den sidste dag på konferencen blev der særligt fokus på at bede for folk med myalgisk encefalomyelitis (kronisk træthedssyndrom). Annette var blandt dem, der blev bedt for. Glædesstrålende fortæller Annette, at hun efterfølgende følte sig frisk.

Mod og frihed

Vel tilbage i Danmark videresender Annette en opdatering, som hun har skrevet til mentorgruppen efter konferencen:

”Jeg er blevet helbredt for udmattelse, som har stået på i otte år. Jeg er lettet i brystet og har ikke brug for så meget søvn længere. Båndene, som har holdt mig tilbage, så jeg ikke kunne være mig selv, blev brudt. Jeg har fået mod og frihed til at leve i en tæt relation med Gud og lytte til ham.”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Begejstret rejsepartner

”Det er fantastisk,” siger Nina Leinum Nørgaard, som fulgte Annette til konferencen i Norge. Nina Leinum Nørgaard kommer fra ’Kirke på vej’, der er et folkekirkeligt projekt, som er startet i Roskilde. ’Kirke på vej’ ønsker at være en bevægelse, der lytter til Gud, mennesker og omgivelserne og handle på det, de fornemmer, Gud gør. Nina Leinum Nørgaard er begejstret for den konference, som hun og Annette deltog på.

”Vi oplevede begge et varmt og kærligt fællesskab, opbyggelig undervisning og velsignet lovsang. Dette fællesskab har været godt for os begge. Nu kan vi hjælpe hinanden med at holde fast på det, vi har lært. Holde fast på, at Gud helbreder, at Gud er os nær, og at vi må være i ham og lytte til ham,” siger Nina Leinum Nørgaard.

Stærke tilbagemeldinger

Kristin L. Berge er rørt over, hvordan Gud har berørt Annette og flere andre deltagere på ’Stepp Opp-konferansen’.

”Efterfølgende har jeg fået daglige tilbagemeldinger om, at folk er blevet helbredt og sat fri fra ting, som bandt dem. Jesus kom med sin kraft midt iblandt os,” fortæller hun begejstret. Kristin L. Berge oplevede, at Gud ønskede, at hun skulle arrangere denne weekend, hvilket hun gjorde sammen med veninden Elfi Fjellvang og søsteren Hilde L. Lunde.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Omkring hundrede mennesker deltog i konferencen, som foregik på idylliske Bjørnevåg feriecenter mellem Lyngdal og Farsund. Kristin L. Berge mener, at vi lever i en spændende tid, hvor Jesus ønsker at gøre sig mere synlig midt iblandt os.  ”Det gør han ved at bruge mennesker som mig og dig og forløse sin kraft gennem os. Det var det, der skete på konferencen,” siger Kristin L. Berge.