Kirkekaffen galt i halsen?

Den calvinistiske teolog John Piper har med henvisning til Hebræerbrevet 12,28 advaret mod kirkekaffe. Advarslen gælder dog kaffe, som indtages under gudstjenesterne og ikke den, menigheden hygger sig med bagefter. Foto: Premier Christianity. Indsat varemærke fra den omtalte Kopi Luwak-kaffe.

Det er blevet diskuteret i flere hundrede år om kaffedrikning er skadeligt, sundt eller syndigt. Nu har en amerikansk teolog blandet sig i debatten.

Jeg er selv te-drikker, men jeg var lige ved at blive kaffe-afhængig, da jeg var i Indonesien i 2019. Sammen med min søn besøgte jeg et regeringskontor og tog en kop kaffe fra kaffeautomaten. Denne drik var rundere og mindre bitter end andre typer kaffe, jeg havde smagt. Det var rent ud sagt den lækreste kop kaffe, jeg nogensinde havde fået.

Så jeg tog en kop mere, hvilket var meget usædvanligt for mig. Faktisk kan jeg ikke mindes, at jeg nogensinde før har gjort det. Men når jeg heller ikke har gjort det siden, skyldes det nok mest det, min søn fortalte mig om den kaffe, jeg havde nydt så meget den dag. Efter min anden kop sagde jeg: “Det er en fantastisk kaffe. Jeg har aldrig før smagt så god en kaffe. Vi skulle købe noget af det med hjem.”

Jeg bemærkede, at min søn havde smilet, mens jeg nød mine to kopper kaffe. Nu lo han højt og sagde: “Mor, ved du, hvad du lige har drukket?”

– Ja, det var to kopper Kopi Luwak, svarede jeg begejstret.
– Ved du så, hvordan denne kaffe bliver lavet? spurgte han.
– Nej. Men det er lige meget. Jeg vil købe noget af det med hjem under alle omstændigheder.

Men jeg fik brækfornemmelser, da jeg fandt ud af, hvordan den lækre Kopi Luwak Coffee bliver til. Denne type kaffe kaldes også civet coffee (desmerdyr-kaffe), fordi den laves af delvist fordøjede kaffebær, som har været igennem en asiatisk palme civets fordøjelsessystem. Jeg har aldrig været afhængig af kaffe, men måske var det denne oplevelse med Kopi Luwak, som vaccinerede mig mod kaffe i al fremtid.

Men kaffedrikning som sådan bliver også diskuteret i visse kristne sammenhænge. Nogle hævder, at det er helt uproblematisk at drikke kaffe i store mængder dag efter dag, mens andre kalder det et rusmiddel på linje med tobak og alkohol. Den 1. oktober 2023 tweetede teologen John Piper: ”Kan vi genoverveje, om det er passende at nippe til kaffe om søndagen, mens vi opholder os i helligdommen?”

Piper tilføjede også et bibelvers fra Hebr. 12,28: “Da vi tilhører Guds rige, som står urokkeligt fast, så lad os tjene Gud med taknemmelighed og på en måde, der glæder ham, med ærefrygt og dyb respekt.” Mange kaffedrikkere reagerede ved at kalde Piper en kaffe-hader. Personligt tror jeg dog, at han havde fokus på at vise Gud ære under gudstjenester – ligesom vi nok heller ikke ville nippe til kaffe, hvis vi talte med en præsident eller en konge.

Jeg har ingen problemer med, at folk drikker kaffe. Hvis jeg selv drikker en enkelt kop, vil det holde mig vågen i over 24 timer, men mange af mine venner kan sagtens sove efter at have drukket stærk, dansk kaffe lige før sengetid. Jeg fatter det ikke, men jeg accepterer det, og jeg elsker mine kaffedrikkende venner, selv hvis de elsker den kaffe, jeg hader mest – verdens lækreste kaffe – Kopi Luwak.