Succesjagten har overtaget
I sin nye bog ”Succes … og det der ligner” stiller samfundsforsker Johannes Andersen skarpt på vor tids helt store dårligdom: jagten på succes for enhver pris.
Med målermanden fra Zirkus Nemo som sindbillede på den moderne form for jagt efter succes viser forfatterne, hvordan vi nærmest bogstavelig talt fra vugge til grav bliver indoktrineret til at stræbe efter mest mulig succes i en stadig måling af alt, hvad vi gør. Målingen starter allerede i vuggestuen og børnehaven, hvor barnets hverdag er gået fra naturlig modning gennem leg til bevidst læring og måling af barnets udvikling.
Dette fortsætter i skolen med nationale test, som skiller fårene fra bukkene, de succesrige fra fiaskoerne og sætter børnene under et stadigt pres. For den dygtige elev, som klarede sig godt i sidste test, består presset i ikke at falde igennem ved den næste test, og for de mindre succesfulde i at nå frem til succes i de kommende tests.
Men successamfundet med dens udstilling af succes og fiasko findes også i voksenverden, fx på arbejdspladsen, hvor årets medarbejder ikke bare fremhæver den pågældende medarbejder som succesfuld, arbejdsom, initiativrig osv., men dermed også indirekte dem, der ikke blev udvalgt, som mindre succesfulde. Det karakteristiske ved de fleste af disse målinger er, at de er diffuse og mere eller mindre tilfældige og sætter selvvurderingen i centrum, som målermanden, der måler luft og selv bestemmer længden af sine mål. På samme måde er de sociale medier med til at fremelske en succeskultur.
Bogens titel ”Succes … og det der ligner” antyder desuden, at meget af det, vi smykker os med som værende succes, snarere er ”det der ligner”. I vores stræben efter at få succes smykker vi os ofte med falske fjer, om det så er lidt pynt på CV’et eller arkitekttegnede møbler, vi i virkeligheden ikke har råd til. Resultatet af en kultur, hvor kampen om succes – oftest på andres bekostning – fylder mere og mere, er et samfund af selvcentrede egoister, der mere og mere mister evnen til at indgå i givende fællesskaber. Men det er også et samfund, hvor flere bukker under i stress, angst og depression.
Johannes Andersens bog sætter fingeren på et ømt punkt, men viser også mod slutningen en vej ud af succesræset, hvis ellers vi er villige til at lytte. Hans beskrivelser og pointer er imidlertid så overbevisende, at det burde få enhver læser til at overveje, hvor han eller hun er ramt af succeskulturen – og mon ikke alle vil føle sig ramt på det ene eller andet punkt, for vi har alle en rem af huden.
