Bøn og præsterekruttering
Hvorfor er bøn ikke en del af strategien for at afhjæple præstemangel i folkekirken, spørger Steen Skovsgaard i denne uges kronik.
I Lukasevangeliet kap 10, lige inden Jesus sender de 72 disciple ud to og to som missionærer til alle de byer og steder, som han selv agtede at besøge, siger han til dem: ”Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst.”
Bed høstens herre! Teksten er bl.a. kendt fra ordinationer. Her lyder det ved intimationen – det som læses op fra prædikestolen, og hvor den nye præst bliver præsenteret: ”Vor Herre Jesus har selv sagt: ”Høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst” – og så fortsætter man i øvrigt med denne bøn:
”Lad os alle bede! Vi takker dig Herre, vor Gud, himmelske Fader, fordi du, vor synd og uværdighed til trods, har ladet dit ord forkynde i din kirke, og vi beder dig, at vore prædikanter altid må prædike dit evangelium ret, til din ære og vor salighed. Amen.”
Hvorfor beder vi ikke til høstens herre?
Men hvorfor beder vi da ikke her Gud om at sende arbejdere til sin høst? Her bliver der alene bedt om, at vore prædikanter altid må prædike evangeliet ret – til Guds ære og til vor salighed. Men hvorfor beder vi da ikke Gud om at sende arbejdere ud til sin høst? Det er i grunden mærkeligt, når man nu hører, at Jesus opfordrer til det, og man lige har fået det understreget.
Der klages over, at der er mangel på teologistuderende, at mange menigheder mangler præster, og at der er mange genopslag. Men hvor lyder bønnen til Gud om at sende arbejdere ud til høsten?
Ti bud til at afhjælpe problemet
For en del år siden blev der sat et udvalgsarbejde i gang for at afhjælpe præstemanglen i Folkekirken. Udvalget bestod af repræsentanter fra Landsforeningen af Menighedsråd, Kirkeministeriet, landets biskopper, Provsteforeningen og Præsteforeningen. I den forbindelse udarbejdede Præsteforeningen ti bud, som iflg foreningens mening skal kunne afhjælpe præstemanglen og få flere til at blive præster. De ti bud lyder:
1 Højere løn
2 Øget fokus på arbejdsmiljø
3 Øget fokus på samarbejde med menighedsråd
4 Fleksibel pligtig afgangsalder
5 Attraktivt at blive i embedet efter det fyldte 65. år
6 Tidssvarende tjenesteboliger
7 Etablering af fleksibel teologisk master
8 Etablering af netværk mellem studerende og præster
9 Folkekirkelig rekrutteringskampagne
10 Ledige skal have bedre mulighed for at tage på introduktionsbesøg i hele landet
Det er ti sikkert meget gode og fornuftige bud – men heller ikke her er der nogen bøn eller opfordring til at bede Gud om at sende flere arbejdere til sin høst.
Det er da tankevækkende, at hverken et ordinationsritual eller en præsteforening tænker på, at bønnen om at sende flere medarbejdere kunne være en mulighed. Er det mon, fordi vi ikke længere tror på bønnens magt og virkning?
Er det, fordi vi for ofte er blevet skuffede? Eller er det, fordi vi synes det lyder for fromt? Tror vi ikke på, at Gud hører vores bøn eller har brug for den? Tænker vi, at han nok selv skal klare at sende de præster og missionærer ud, som han har brug for? Men, hvorfor kan han da ikke også bare klare det selv og uden vores bøn og medvirken? Hvad skal han i grunden med vores bøn?
Det er da tankevækkende,
at hverken et ordinationsritual
eller en præsteforening tænker på,
at bønnen om at sende flere medarbejdere
kunne være en mulighed.
Bønnens mysterium
Det er måske det største mysterium, som ligger i bønnen og i Jesu gentagne opfordring til at bede: Nemlig at Gud åbenbart i høj grad har brug for vores bøn.
Når Jesus opfordrer os til at bede, er det et udtryk for, at Gud hverken kan eller vil handle hen over hovedet på os. Han har brug for os, ja, hans kærlighed betinger vores medvirken. Ikke først og fremmest gennem vore evner, vore kræfter, dygtighed, tro – men gennem bønnen.
Vores bøn er som fine tråde, der spændes ud mellem Gud og os. Eller mellem Gud og dem, som vi beder for. Disse tynde tråde bruger Gud til at sende sin hjælp og sin velsignelse. De ser ikke ud af noget, disse tråde, de er tilsyneladende tynde, svage og usikre – men de er stærke nok til, at de kan bære engle, og til at Gud kan bruge dem til at sende sin velsignelse, kraft og hjælp.
Bønnen er en betingelse.
Gud ønsker, ja, forlanger vores medvirken.
Han bruger vores bøn og forbøn
til at sende sin hjælp og velsignelse
over os og over dem, som vi beder for.
Gud ønsker vores medvirken
Den gamle biskop Monrad skriver i sin bog ’Fra bønnens verden’: ”Tror du, at Guds kærlighed trænger til at blødgøres ved dine forbønner? Eller at hans visdom trænger til dine råd? Nej, men jeg ved, at lige som Gud har indrettet det så på jorden, at vi trænge den ene til den anden, for at vi gensidig skulle forsøde hinanden livet, således har han fastsat det som en betingelse for den rigelige udgydelse af sin velsignelse, at vi bede den ene for den anden.”
Bønnen er en betingelse. Gud ønsker, ja, forlanger vores medvirken. Han bruger vores bøn og forbøn til at sende sin hjælp og velsignelse over os og over dem, som vi beder for. ”I skal altid bede og aldrig blive trætte” (Luk 18) – siger Jesus, for Gud lader sig bevæge af bøn.
Det er, som når et spædbarn græder og klager eller beder far og mor om noget. Så hører de det og hjælper. Hvis barnet er tavst, er barnet jo nok ikke sultent, og bleen behøver ikke at blive skiftet. Først når det klynker, græder eller skriger – handler forældrene. ”Suk kun til Gud af hjertens grund, så rører du hans hjerte,” synger vi i salme 389.
Dette blot som en påmindelse om bønnens betydning – også i forbindelse med præsterekruttering.
