Mirakler og stor respons i Benin
Der var overvældende respons og flere mirakler ved Gospel Outreachs kampagne i Benin. Seks nye menigheder er efterfølgende startet.
Missionsorganisationen Gospel Outreach har tidligere på året afholdt endnu en kampagne i Benin i Vest Afrika.
Vi er i byen Banté i den lidt afsidesliggende, midt-vestlige del af Benin i Vestafrika. Gospel Outreach holdt sin 17. kampagne i landet i netop denne by. De lokale pastorer havde i flere år spurgt efter en kampagne til netop deres egn, for som de sagde: “Her har aldrig været noget så stort, og det har vi brug for.” Nu var den her. Kampagnen, hvor der hver aften skete fantastiske mirakler og mange mennesker fra området kom for at høre om Jesus.
Den lokale konge
Teamet fra Gospel Outreach hilste også denne gang på den lokale konge. Det er altid en ære at få lov at hilse på disse konger, som, selvom de kan være fattige, fortsat har stor magt lokalt. Et medbragt Dannebrog samt historien om det bringer altid glæde.
Elektriciteten
I området bor der ca. 112.000 mennesker i ni forskellige distrikter. Byen strækker sig 35 km langs landevejen. For nogen tid siden gik der ild i transformatorstationen, og siden har hele området været uden fast strøm. Ingen ved, hvornår det bliver lavet, så der er ingen strøm. Kun solcellelamperne lyser svagt op. På kampagnepladsen skinnede flere LED lamper, der, drevet af en stor, medbragt generator, fortalte, at her skete der noget. Rigtigt mange mennesker havde fulgt lyskeglerne til pladsen, og nu stod de her sammen med tusindvis af andre, som også var kommet.
Barberens mirakel
Jo nærmere manden kom platformen, jo højere lød jubelråbene fra den store menneskemængde. Hvorfor forstod man først, da han stod på platformen og fortalte sin historie. Det var byens barber, som næsten alle kendte, og han havde været døv, siden han var otte år. Nu kunne han høre igen. Jesus havde helbredt ham, og hele byen jublede sammen med ham. En helt ny hverdag venter nu på ham.
Hans vidnesbyrd, om hvad Jesus havde gjort for ham, vil fortsætte med at blive fortalt i mange måneder fremover, og det vil uden tvivl lede andre til tro på Kristus.
Flere mirakler
Musikken spillede og støvet lå tykt i luften, da mange havde taget imod opfordringen til at komme nær platformen og danse med. Den varme, tørre afrikanske luft havde ikke gjort det mindre støvet, men det generede ingen, at tøj, hud samt hår var dækket af et fint lag rødt støv. Alle morede sig, og alle var jublende glade – deres barber kom til at høre igen.
Han var ikke den eneste, der fik et mirakel denne aften. En ung pige, der var født døv, kom også til at høre, og en anden døv ung pige, som talte et stammesprog ikke så mange talte, kunne også efter forbøn i Jesu navn tydeligt høre, hvad der blev sagt til hende. Det var, som om Gud denne aften bare ønskede, at alle skulle have en chance for at høre det sande evangelium.
Respons
Evangelist Per Hyldgaard talte det enkle budskab om frelsen, og mange tog imod invitationen og gav respons til frelse. I alt var der 18.379 mennesker, der gav respons til at følge Jesus, og som ønskede, at de lokale kirker skulle kontakte dem. Allerede søndagen efter er der nu startet seks nye menigheder i området.
Konference
I dagtimerne blev der afholdt kirkelederkonference, hvor de fremmødte pastorer, evangelister samt menighedsplantere blev undervist, opmuntret, udfordret og udrustet til videre gerning i deres kirker og områder. Over 240 var registreret til konferencen. Man oplevede en stor enhed blandt alle disse ledere, og en iver for at nå ud med evangeliet til deres område.
Læs mere om Gospel Outreach og se kampagnekalender på www.gospeloutreach.dk