Når præstetjenesten stiller sjælestormen
Zoé Kirken på Sellebakk udenfor den norske by Fredrikstad har ansat en omsorgspræst som en del af sit præsteteam. Samtale, bøn og omtanke kommer dermed i fokus på en ny måde. Skibbrudne sjæle samles op, og hvis nogen er gået på grund i skærgården, får de lodshjælp til at komme videre.
Lodsen selv, Jesus – som har gået igennem al slags lidelse – viser vej midt i det vanskelige, gennem det komplicerede og ud i det stille vand.
Pilotprojekt
Fredrikstad-kirken går foran i et arbejde, som findes i gudshuse landet over, men som der er brug for mere af. Dermed løftes en ellers skjult opgave frem til stor velsignelse for mange.
”Når man står midt i en storm og mærker bølgerne skylle mod én og føler, at man er ved at drukne – da mister man sin orienteringssans. Da er det godt at finde ro for sjælen og hjertet hos Jesus og lade ham læge sårene. På dette sted kan man lægge sin synd, skam og skyld og bytte det for en god samvittighed. Her kan man i en fortrolig og kærlig atmosfære få lov til at fortælle om det onde og svære,” forklarer Remi Høidahl, der er omsorgspastor i Zoé Kirken i Frederiksstad.
”Alle synder, siger noget forkert og kæmper med ting. Man kan lægge det fra sig – både byrderne fra de gange, hvor man trådte forkert, og man kan slippe den synd, man har båret på i årevis. Her kan de folk få hjælp, som ikke har haft et sted at komme til for at snakke. Det at vejlede mennesker på dette område er skønt, og behovene er store,” siger Remi Høidahl, når han skal forklare, hvad hans arbejde handler om.
Hvorfor omsorgspastor?
”Opgaven er der allerede. Mange præster har sjælesorgssamtaler, ægteskabsrådgivning og beder for syge. Men der er brug for at aktualisere det. Det er vigtigt at vide, at døren står åben til et sted, hvor folk kan komme og være åbne,” forklarer Remi Høidahl.
Livets Ord
Han har selv erfaret, hvordan omsorg for den enkelte i menigheden er en central ting i en præstetjeneste. Første del af sin træning fik han under Arnfinn Klemetsen i Karismakirken i Stavanger og senere på Livets Ord (LO) i Uppsala, Sverige.
”Den største hemmelighed hos Livets Ord var det enorme diakonale og pastorale arbejde, som foregik. Der var fokus på at tage sig af mennesker, have samtaler, støtte familier og mennesker, som kæmpede økonomisk, og hjælpe mennesker i forskellige faser af livet. De hjalp også folk ved juletid.” På Livets Ord oplevede Remi Høidahl det at være en del af en stor menighed. Cellegruppearbejdet, som alle medlemmerne var en del af, stod centralt i arbejdet.
”Dér var cellegruppelederne en første skanse, som opfangede folks behov. Det gjorde, at man fik en varm nærhed med mennesker og kort afstand til kontakt med en åndelig leder. Strukturen i husgruppen var vigtig. Man burde ikke sidde på et kontor og vente på henvendelser, men omgås med fårene,” forklarer Remi Høidahl.
Fuldtidsarbejde med omsorg og børnekirke
Til at begynde med ønsker han nu at se 100 medlemmer fra menigheden i smågrupper. I næsten et år har Remi Høidahl arbejdet på fuld tid med et overordnet ansvar for børnekirken, men med hovedvægt på stillingen som omsorgspræst. Det tager sin tid at opbygge arbejdet.
”De fleste søger ikke hjælp andre steder.
Når tjenesten ikke findes i menigheden,
går folk med deres problemer
og får ikke den hjælp, som findes.”
”Ønsket er at opbygge sjælesorgsarbejdet og en besøgstjeneste til gavn for ældre og syge. En gruppe gode medarbejdere er ude og hilser på ældre og syge, som ønsker besøg. Vi har også startet seniortræf en gang i måneden. Der synger man, spiller og er sociale. Samlingen afsluttes med nadver,” forklarer omsorgspastoren. Han fortæller, at han godt selv kan sætte ting i gang, men han ønsker, at folk i menigheden skal komme i funktion.
Erfaringer
For et års tid siden startede Remi en sorggruppe sammen med en anden medarbejder. ”Det var stærkt. De fleste søger ikke hjælp andre steder. Når tjenesten ikke findes i menigheden, går folk med deres problemer og får ikke den hjælp, som findes. Mange, som bærer på onde erfaringer, har brug for at få hjælp og vejledning i forskellige faser af en situation,” forklarer pastoren.
Er der mange, som søger sjælesorg udenfor menigheden?
”Det er jeg ikke så sikker på, for mange går længe og bærer på byrderne.”
Sjælesorg er ikke terapi
Ordet sjælesorg betyder omsorg for sjælen. Man møder mennesker i sorg og smerte. ”I dette arbejde kan jeg sammen med Jesus bringe omsorg og trøst. Når dette aspekt genspejles i undervisningen under møderne, kan mennesker føle sig velkomne til samtaler. Der er et stort behov for, at forkyndelsen bærer et sjælesørgerisk aspekt med sig. Det er ikke det samme som terapi. I forkyndelsen adresserer man ikke bare problemerne, men indersiden i menneskesjælene.
Det er vigtigt at forstå, hvad der sker i et menneskehjerte, så man rammer det, der er mørkt, håbløst og vanskeligt. Vi skal møde folk med varme, mildhed og kærlighed overalt. Vi tror på, at Jesus er midt iblandt os, og vi forventer hans nærvær i samtalerne,” siger Remi Høidahl.
”Vi kan vise andre vejen til at vandre med Jesus. Når han bærer korset, så lider han for os og dør i vort sted på korset. Ved hans sår har vi fået lægedom. Han smager døden for alle og bærer vor nød, håbløshed og fortvivlelse. Han har været der for os.
Jeg kan ikke bare slippe af med det onde, jeg kan også vandre med Jesus igennem det onde.”
At styrke de svage
Strækker dine opgaver sig udenfor menighedens grænser?
”Primært er opgaverne inde i menigheden. Men jeg vil nævne Ezekiel 34:16, hvor det handler om den gode hyrde. Det er helt sikkert det skriftsted, Jesus henviser til, når han omtaler sig selv som Den Gode Hyrde. Her ser vi, at hyrdefunktionen omfatter tre kategorier af mennesker: ”Jeg opsøger de fortabte og forkomne får og sørger for, at de kommer sikkert hjem igen. Jeg forbinder de sårede og helbreder de syge. Men de selvsikre og egoistiske vil få deres velfortjente straf. ”
Remi Høidahl uddyber, at det handler om at hjælpe de sårede og syge. Det indebærer at hjælpe dem, som har behov for omsorg i menigheden. Han nævner også dem, som er holdt op med at komme til møder. Ordene, ”Jeg opsøger de fortabte og forkomne får og sørger for, at de kommer sikkert hjem igen”, handler om at nå disse på ny.
Det med at opsøge de fortabte handler om at nå kirkefremmede. Omsorgspastoren peger på, at alle leddene hører under hyrdetjenesten, og at Jesus døde for hver eneste en. ”Og ja, på grund af et sådant bredt arbejde vender folk tilbage til Jesus igen.”
Man må ikke overse den enkelte
”Det er en stor og vigtig opgave at være tilgængelig for de syge, ældre og svage. Vi må aldrig stoppe med at give omsorg og hjælp. Det ensidige fokus på at nå mange, og at menighedsarbejdet skal være stort, må aldrig overskygge vigtigheden af at se den enkelte og give tryg omsorg til dem, som har brug for det,” lyder opfordringen fra omsorgspastoren.
”Som omsorgspastor er jeg min hovedpastors forlængede arm til mennesker med behov. At kunne tjene Jesus sammen med min pastor, Ruben Dahl Hansen, og de øvrige ledere i menigheden, er en stor glæde og et stort privilegium. Med vore forskellige gaver og personligheder udfylder vi hverandre og er et herligt pastoralt team,” slutter Remi Høidahl.