Op mod 6.000 på Å-festival i pinsen

Med årene er lovsangen blev en større og større del af den særlige oplevelse ved at være på Å-festival. Det kan noget særligt at stå 3.000 mennesker og synge lovsang sammen. Foto: Sofus.Photo

Arrangørerne bag Å-festival i Sdr. Felding kan endnu engang glæde sig over absolut fuldt hus og en festival fyldt med lovsang, koncerter, prædikener og masser af godt fællesskab og god stemning.

Når solen skinner i Danmark og ovenikøbet også byder på sommervarme, så bliver alting bare altid lidt mere lækkert. Sådan var det også på dette års Å-festival, hvor rekordmange overnattende gæster og op mod 3.000 besøgende både lørdag og søndag nød vejret og de mange gode tilbud på festivallen. På trods af at årets navne ikke nødvendigvis var de allermest kendte for den almindelige dansker, og på trods af at både koncertteltet og cafételtet var blevet større, så var der alligevel stuvende fuldt med festglade mennesker i alle aldre.

Det var da også en godt tilfreds formand, der kunne gøre status ovenpå den overståede festival: ”Årets Å-festival har været fuldstændig fremragende. Det hele er gået over al forventning. Der har været masser af glade mennesker, som har haft en fest hele pinsen med Gud i centrum – og så har vi jo været velsignet med et fantastisk vejr, som bare gør det hele endnu bedre,” siger Kåre Dyhr, der er formand for Å-festival.

Et af årets nye tiltag var en stor skum-disko-fest, der blev årsag til stor begejstring hos særligt det yngre publikum. Foto: Sofus.Photo

Å-festival havde igen i år flere nye små og store tiltag blandt andet en skum-disko-fest, der ifølge Kåre Dyhr var en stor succes. ”Udover de nye aktiviteter har vi også bare haft fokus på at give alle vores tilbud et løft. Fx synes jeg, at vores torv og caféområde var blevet endnu bedre og endnu mere hyggeligt i år og blev virkelig godt brugt af mange,” siger Kåre Dyhr.

Nødløsning pga. vand

For at kunne imødekomme den store interesse havde Å-festival lejet en ekstra mark til campingpladser, men den lange periode med vådt vejr gjorde, at de ikke turde benytte marken og måtte derfor i sidste øjeblik finde en anden løsning. ”Der var meget pres på for at få det hele til at gå op. Men det lykkedes, og det er vi glade for, men vi kommer til at kigge på, hvordan vi kan få endnu flere pladser til næste år,” fortæller Kåre Dyhr.

Festival, camping og solskin er et godt udgangspunkt for god stemning. Foto: Fisch_photos

Å-festival er en kristen musikfestival, som bliver afviklet hvert år i pinsen i Sdr. Felding. På festivallen kan man udover koncerter også komme til bibeltimer, seminarer, gudstjenester og andre arrangementer. Festivallen, der blev arrangeret første gang i 1991, er den største kristne musikfestival i Danmark og adskiller sig blandt andet ved, at det er gratis at komme til koncerterne.