Pinsegaver
Der er nogle bøger, som jeg bliver ved at vende tilbage til. En af dem er ”Naturlig Kirkevækst” af Christian A. Schwarz. Jeg har fået på hjertet at pege på bogen her til pinse – jeg synes, det er en rigtig pinsebog.
Otte tegn på kvalitet
Bogen indeholder otte tegn på kvalitet, som efter forskning i hele verden har vist sig at være til stede i kvalitetsmenigheder. Bogens hovedpointe er, at man ikke så meget skal tænke på, om menigheden vokser, men om der er kvalitet i menigheden på følgende områder: Udrustende lederskab, Gaveorienteret tjeneste, Hengiven spiritualitet, Funktionsdygtige strukturer, Inspirerende gudstjenester, Holistiske cellegrupper, Behovsorienteret evangelisation og Omsorgsfulde relationer.
Tillægsordene
Det vigtigste i formuleringen af hvert kvalitetstegn er tillægsordet. Det er ikke nok, at der i menigheden holdes en masse gudstjenester; de skal være inspirerende. Det er ikke nok, at der er evangelisation; den skal være behovsorienteret, dvs. være målrettet mod de behov, som mennesker står med – fx de spørgsmål, de stiller.
I anledningen af pinse fik jeg den tanke at pege på kvalitetstegnet: Gaveorienteret tjeneste. Det historiske pinseunder ti dage efter Kristi himmelfart handlede om, at Helligånden blev udgydt med kraft og mod over disciplene. Senere læser vi, at Ånden i tillæg giver gaver.
Dagligdagens pinse
Det er fint at bede om Helligåndens udgydelse over alle i menigheden og over kirken som helhed i Danmark og i verden. Men det er lige så vigtigt at bede om Helligåndens gaver til alle i menigheden og være opmærksomme på de gaver, som den enkelte får – og give den enkelte frihed og rum til at bruge gaverne. Der er brug for undervisning og rådgivning om disse ting i menigheder. For det, Gud giver til den enkelte, giver han i virkeligheden til fællesskabet.
Meningen er, at vi skal tjene med de gaver, vi har fået – og kun undtagelsesvis i akutte situationer med dem, vi ikke har fået. Når det, Gud har givet til den enkelte, kommer i spil, skabes der ”naturlig kirkevækst”. ”Naturlig” betyder i Schwartz’s terminologi ”ved Guds kraft” med parallel til landmanden (i Mark. 4,27), som tilbereder jorden, sår – og ”sover og står op, nat og dag” og lader Gud om væksten.
Pinse-gaver
Indimellem opstår der idéer eller koncepter, som i nogle tilfælde forårsager splittelser. Jeg kan ikke lade være med at overveje om ”Naturlig Kirkevækst” også kunne være sådant et potentielt konfliktskabende koncept. Men bogen er efterhånden gammel (jeg fik den før årtusindskiftet). Jeg har aldrig hørt nogen tage afstand fra den.
Det er måske, fordi styrken i bogen og konceptet (hvis det er et koncept) bare handler om at skabe grobund for det, som Gud gør ved Helligånden i den enkelte og i menigheden. Det, synes jeg, er et godt pinsebudskab, og jeg håber, at mange menigheder vil genopdage det – hvis det skulle være gået i glemmebogen.
Engang troede man i traditionelle kristne kredse, at pinse-gaverne kun var for de første kristne, men Gud har lært os både gennem pinsevækkelsen og den brede karismatiske vækkelse, at sådan er det ikke. Derfor stræk hænder og arme op som en tragt og modtag! Det, som ånden giver til dig, er til hele fællesskabet. Tjen med de gaver, du får – og hjælp andre til at gøre det samme. Så bliver det pinse året rundt.