SAT-7 film om tilgivelse bliver vist af fire internationale flyselskaber

Filmen Toxic er baseret på sande historier. Den følger fire personer fra forskellige etniske og sociale baggrunde, som har overlevet vold og grusomhed af forskellig art. Filmens formål er at skabe forståelse, empati og medfølelse blandt seerne, skriver SAT-7 Canada. Skærmprint.

Filmen ”Toxic”, som er den første spillefilm produceret af SAT-7, kan nu ses af rejsende, der flyver med Emirates, Qatar Airways, Saudia og Kuwait Airways, oplyser SAT-7.

Det betyder, at titusinder af rejsende nu kun er et klik væk fra at møde Kristi budskab om tilgivelse, skriver det kristne satellit-tv-netværk, der sender på arabisk, persisk og tyrkisk på tværs af 25 lande i Mellemøsten og Nordafrika, foruden ca. 50 lande i Europa.

Budskab om tilgivelse

Maged Mounir, der er administrerende direktør for SAT-7s kontor i Egypten, siger om nyheden:

”Vi er glade for, at Toxic nu er tilgængelig for millioner af rejsende på disse travle flyselskaber, hvilket betyder, at mange flere mennesker vil blive introduceret til filmens budskab om styrken af tilgivelse. Det fungerer også potentielt som en introduktion til SAT-7’s tjeneste iøvrigt, hvilket åbner mulighed for, at folk kan høre de gode nyheder om Jesus Kristus gennem vores andre programmer.”

”Toxic”, der handler om giftige relationer, er et medrivende arabisk drama om traumer og tilgivelse. Filmen blev primært optaget i SAT-7s studie i Kairo. Toxic er blevet udsendt flere gange på SAT-7 ARABIC med flere visninger planlagt i hele 2024, ligesom den er blevet vist på fire filmfestivaler. Men nu, hvor filmen vil blive brugt i fire internationale flyselskabers som underholdning for rejsende, vil den nå ud til et meget bredere publikum. Fx fragtede selskabet Emirates i 2022-23 over 43 millioner mennesker.

Samarbejde med norsk missionsselskab

Filmen Toxic blev finansieret i partnerskab med Norwegian Mission Society (NMS) som en del af SAT-7’s Current Affairs Project. Gro Smørdal, direktør for afdelingen MENA på NMS, sagde:

”I Toxic møder vi mennesker med stærke følelser som kærlighed, had, tilgivelse, mindreværd og hævn. Filmen får seerne til at overveje, hvilke valg de har, og hvordan de skal reagere. Elegant, spændende og reflekterende fra SAT-7. Som SAT-7-partnere føler vi os så stolte og begejstrede over, at Toxic er tilgængelig hos store flyselskaber som Qatar og Emirates, og håber, at mange seere vil blive påvirket af dens stærke budskab.”

Tilgivelse er vejen til helbredelse og sejr

Toxic er en kraftfuld skildring af menneskelige relationer med et stærkt fokus på vold og tilgivelse. Den spændende fortælling bygger på de sande historier om mennesker fra forskellige kulturer, der går igennem traumatiske oplevelser, men nægter at give efter for bitterhed og hævnlyst. Blandt de medvirkende i Toxic er en kvinde, der bliver afvist af samfundet på grund af sit udseende, en syrisk mand, der er vidne til drabet på sin far af religiøse fanatikere, og en jordansk kvinde, der møder undertrykkelse og følelsesmæssigt pres i en ung alder.

Selvom deres historier i starten er adskilte, bringer overraskende omstændigheder karaktererne sammen, så de kan dele deres historier og lære at tilgive dem, der har forurettet dem.
Producenten John Adly ønskede at fremstille tilgivelse som en stærk kraft, der hjælper mennesker med at leve et frit og tilfredsstillende liv. ”I deres søgen efter en kur indser hver karakter i sidste ende, at hævn ikke kan helbrede deres sjæle,” sagde han. ”Tilgivelse er vejen til at overvinde den skade, der er påført dem.”

”Filmen får seerne til at overveje,
hvilke valg de har, og hvordan de skal reagere.
Elegant, spændende og reflekterende fra SAT-7.”

Gro Smørdal, ENA / NMS

Filmfestivaler

Toxic har været vist på filmfestivalen Salaam i Egypten. Den skal også deltage i tre kristne filmfestivaler i USA og Europa: CEVMA Film Festival Jewel Awards i Holland og Christian Family Film Festival og Faith in Film International Film Festival, begge i USA. ”Filmholdet og jeg er så glade for at vide, at Toxic blev udvalgt til at deltage i en række filmfestivaler,” sagde Maged Mounir. Han tilføjer:

“Selvom vi fra starten havde planlagt at søge til flere festivaler, føles det som et privilegium at blive udvalgt, fordi de modtager hundredvis af tilmeldinger hvert år. Så dette er en ære og afspejler, hvordan vores indhold og produktion er af høj professionel standard.”