Uge 12 eller uge 18 gør ingen forskel

Set fra et klassisk kristent synspunkt, hvor livet begynder i det øjeblik, barnet undfanges, så gør det i min optik ikke den store forskel, om aborten bliver foretaget i uge 12 eller uge 18. Fosteret er præcis lige så meget et barn i uge 12 som i uge 18. Så med mindre den nye lov ender med at øge antallet af aborter, gør det kynisk set faktisk ikke den store forskel for mig.

Regeringen peger selv på statistikker fra andre lande, som tilsyneladende viser, at antallet af aborter ikke stiger nævneværdigt, når abortgrænsen hæves. Jeg har svært ved helt at stole på den konklusion, men jeg håber, det er rigtigt.

Når jeg alligevel ikke synes, det er helt lige meget, om grænsen hedder uge 12 eller 18, er det, fordi det på en eller anden måde stikker kniven endnu dybere ind i det sår, der bløder for de ufødte børn. Det er trist med så stor en arrogance overfor livet, at ikke engang det helt uomtvistelige faktum, at fosteret i uge 18 med sine fingre, tæer, ører og næse ligner et menneske og med sin begyndende evne til at reagere på lyd og lys, agerer som et menneske, kan få fortalere for den høje abortgrænse til at ryste på hånden.

For mig er det en etisk gåde, at det er de mennesker, som kæmper for de ufødte børn, der i Danmark og store dele af vesten bliver udråbt til de ”onde”, der vil mindske kvinders rettigheder.

Jeg har selv for nylig set et billede af en god bekendts lille barn, der netop blev født i uge 18. Et barskt, men smukt billede af moderens hånd, der med sin finger holder sit lille barn i hånden.

Jeg forstår faktisk godt argumentet om, at det er uværdigt for kvinden, at der skal sidde et samråd af eksperter og bestemme, hvorvidt man må få en abort eller ej. Hvis vi alligevel accepterer abort, giver det i dagens Danmark vel mest mening, at den enkelte kvinde selv tager beslutningen. Men jeg er til gengæld dybt uenig i hele den præmis, der ligger til grund for abortlovgivningen, at barnet ikke er et barn, men et foster – og dermed ikke et stykke liv med selvstændig værdi, med mindre moren har besluttet sig for det.

Jeg håber, at debatten, der har været i forbindelse med den hævede abortgrænse, har medvirket til, at flere stiller spørgsmålstegn ved hele konceptet fri abort. At flere reflekterer over, hvad forskellen egentlig er på uge 12 og uge 18, og at flere reflekterer over, hvornår livet bliver til foster og fosteret til barn, og hvornår barnet/fostret/livet har så stor selvstændig værdi, at uanset hvor upraktisk et tidspunkt det kommer på, så har det ret til at leve.

Jeg tror, det er vigtigt, at der er nogle, der bliver ved med at tale imod den nuværende abortlovgivning, også selvom det virker nytteløst, fordi debatten i sig selv formentlig er med til at mindske antallet af aborter.

Men det er også vigtigt, at de kristne fællesskaber viser kærlighed og støtte – både overfor dem, der har fået foretaget en abort, og dem, der er fortalere for abort. De fleste kristnes modstand mod abort udspringer jo netop af en kærlighed til livet og til mennesker og en tro på, at for Gud har alle menneskeliv uendelig høj værdi.

Når det er det, det udspringer af, må vi også vise det.