Verdens værste land – især for kristne

”Den nordkoreanske mønsterborger er en selvtilstrækkelig, ateistisk kommunist med rent koreansk blod i årene og en pålidelig familiebaggrund, villig til at ofre alt for staten og især for den store leder” (side 238).

Nordkorea bag masken – at leve og overleve i en totalitær stat er titlen på en indsigtsfuld bog om forholdene i verdens mest lukkede land. Forfatteren Jan Vermeer er formodentligt en ud af de få personer i verden, som kan af-maskere lidt af mysteriet om landet, der fortsat er det værste sted på kloden at være kristen i. Hvordan kan dette land forblive afsondret fra resten af verden?

Hvorfor er det lykkes tre generationer af Kim’er at bevare deres jerngreb om magten og undertrykke store dele af befolkningen med en grusomhed, som ikke står tilbage i forhold til nazisterne, fascisterne, maoisterne … ? Hvorfor er kristne dem, som rammes allerhårdest? Jan Vermeer giver i bogen meget indsigtsfulde bud på svar på disse og mange andre relevante spørgsmål.

Godt historisk indblik

Bogen er inddelt i ti kapitler, hvoraf de tre første giver en historisk indføring i de tre generationer af lederes liv: Kim Il-Sung (den store leder), Kim Jong-Il (den frygtløse leder) og Kim Jong-Un (den ærede leder). Disse kapitler bidrager til forståelsen af især persondyrkelsen og opbyggelsen af kontrol- og frygtregimet. Grundlæggeren af Kim-dynastiet kunne gøre brug af japanerne, som var de tidligere magthavere, på to måder, dels i forhold til deres dyrkelse af kejseren som Gud, hvilket Il-Sung bliver den dag i dag i Nordkorea, selvom han har været død og borte i tre årtier.

Dels ved at hævde, at det var hans vedholdende kamp mod japanerne, der førte til, at de trak sig ud af landet efter 2. Verdenskrig. Historieforvanskning er i øvrigt et gennemgående træk hos alle generationer af Kim’er. Således blev det hævdet om Kim Jong-Il, at han skrev 1.500 bøger på tre år, komponerede de seks bedste operaer nogensinde og slog elleve hole-in-ones første og eneste gang han spillede golf. Absurde påstande, som dog skabte den ønskede mystik og ærefrygt omkring den i virkeligheden meget middelmådige leder. Historieforvanskningen, som anvendes i systematisk indoktrinering af landets borgere, er blot et af de midler, som gør den uhyre effektiv.

Giftig ideologi

I kapitel 4 beskriver Vermeer ideologien bag styret i Nordkorea, som en giftig cocktail bestående af 5 elementer:

1. Juche: Teorien om, at folk skal være selvtilstrækkelige og tro på egen betydning.
2. Racistisk nationalisme: Den koreanske race er den reneste, og denne renhed skal beskyttes.
3. Ærbødighed overfor Kim-erne: Lederne har guddommelig status, og manglende ærbødighed er lig højforræderi.
4. Songbun: Klassesystemet, som deler befolkningen op i en kerne-, vaklende og fjendtlig klasse.
5. Songun: Militæret først-politikken, som sikrer, at militæret altid har forrang med hensyn til tildeling af mad og andre fornødenheder.

De kristne har det værst

Med enkelte undtagelser har Nordkorea i mange år toppet OpenDoors liste over lande, hvor kristne risikerer forfølgelse eller diskrimination, alene fordi de er kristne. I Nordkorea er det ikke bare muligt at blive forfulgt, hvis myndighederne finder ud af, at man er kristen, eller nogen i ens familie er det. Det er så sikkert som amen i kirken. Er der blot mistanke om, at en person kunne være kristen, kan man regne med at blive udsat for forhør under tortur.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Og det gælder også, hvis man er taget på ”fersk gerning” med en bibel, fordi man så kan presses til at angive andre kristne. Førhen var offentlige henrettelser mere brugt end i dag, men det er ikke nødvendigvis en forbedring, for kristne sættes i stedet i særlige lejre, de såkaldte ’kwanliso’, som er for politiske fanger. I disse lejre behandles de værre end dyr, de udsættes jævnligt for tortur, og det daglige tvangsarbejde gør, at gennemsnitslevetiden er meget lav. Desuden foregår der systematiske henrettelser, og lejrene står i det hele taget ikke tilbage for nazisternes koncentrationslejre i grusomhed.

De kristne er syndebukke

Det nærliggende spørgsmål er selvfølgelig, hvorfor de kristne er dem, der har det allerværst i verdens værste land. Og så er vi tilbage ved historien og ideologien. Da Kim Il-Sung voksede op, var det faktisk i en kristen familie. Men da han som ung mand blev kommunist, vendte han ryggen til kristendommen. Kort tid efter, at han kom til magten, opstod Korea-krigen, hvor Il-Sungs nordkoreanske tropper kæmpede imod USA om Sydkorea.

I Sydkorea var der mange kristne allerede dengang, og flere nordkoreanere afhoppede til Sydkorea under krigen. Der bliver således sat lighedstegn imellem kristen og landsforræder, alene på grund af denne historie, som selvfølgelig også er forvansket i propaganda maskinen. Dernæst er dyrkelsen af Juche og især af Kim’ernes guddommelige status stærkt imod den kristne tro, og de, som har kristne i familien, er klassificeret i den fjendtlige klasse. Kristne er med andre ord marginaliserede, undertrykte og lette ofre, som kan skaffe angivere en lille fordel i et bundforarmet land, hvor overlevelse er dagsordenen for store dele af befolkningen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I 90’erne var der flere år med voldsom hungersnød og tusinder af dødsfald til følge. I stor udstrækning var det regimets inkompetente ledelse af landet, der forårsagede denne katastrofe, men propagandamaskinen kørte som altid velsmurt med løgnehistorier om amerikanerne og deres kristne spioner/landsforrædere, som i virkeligheden bar ansvaret for denne hungersnød.

Jan Vermeers bog er et must, hvis man ønsker et indblik i, hvordan verdens værste land, som også er verdens mest lukkede land, er opstået og fastholdes i et jerngreb. Bogen er desuden meget interessant for de mange mennesker, som følger OpenDoors arbejde og gerne vil forstå, hvad der ligger bag kristnes forfølgelse specifikt i Nordkorea, der som nævnt er nummer et på verdensranglisten (WWL) over forfulgte kristne. Den er dermed bestemt anbefalelsesværdig!

Jan Vermeer:
Nordkorea bag masken
269 sider. Kr. 249,00.
Open Doors