At bekende sin tro har en mægtigt virkende kraft
Når vi bekender vores tro på, at Jesus Kristus er den levende Guds søn, så har det en mægtig virkende kraft. Ikke bare for os selv, men for alle, som lytter.
Jeg kan stadig huske, at det gjorde et stort indtryk på mig, da standupkomikeren Casper Kristensen offentligt bekendte, at han var blevet en kristen, og at han nu troede på Jesus. Og jeg må med skam indrømme, at det kom fuldstændigt bag på mig, at en mand som ham pludseligt stod frem og bekendte sin tro. Han havde for mig været et billede på en meget verdslig livsstil, der ikke spillede sammen med Guds riges værdier.
Men måske var det netop derfor, at hans bekendelse virkede så stærk på mig. Jeg forstod dybt i mit hjerte, at Gud er almægtig og langt stærkere end denne verdens kræfter. Og det var som om den klippe mine fødder stod på føltes lidt mere solid. Det blev lidt lettere for mig at sige:
“JEG TROR PÅ JESUS KRISTUS DEN LEVENDE GUDS SØN”. Det er lidt den samme oplevelse, jeg får, når vi til gudstjenesten sammen siger Trosbekendelsen højt. Her løfter vi hinanden ind i troen, og de, der har en stærk tro, kan bære dem, som tvivler. Sammen er vi med til at lægge det fundament, hvorpå Guds kirke bygges. Nemlig bekendelsen om, at: “Vi tror på Jesus Kristus den levende Guds søn.”
Og hvorfor er bekendelsen så stærk? Jesus fortæller os det i teksten til i dag. For da Peter har bekendt sin tro på Jesus som Guds søn, siger Jesus til ham: “Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader i himlene.” At Jesus Kristus er Guds søn, er en åbenbaring, der må komme fra Gud. Og netop derfor er bekendelsen så stærk. Det er Guds sandhed, der lyser ind i verden og skræmmer alle mørkets kræfter væk og bringer håb til alle dem, der ikke kan finde håb.
For nu ved vi, at Gud er kommet til denne jord for at frelse alle os fortabte. Derfor er det den sandhed, hvorpå Guds kirke bygges, og derfor er bekendelsen så stærk. Ved sin bekendelse på Jesus Kristus som den levende Guds søn, bliver Peter den klippe, som Guds kirke skal bygges på. Med sin bekendelse lagde Peter den første sten, og Guds kirke på jorden var fra det øjeblik en realitet. Fra den dag var der et helligt fællesskab af mennesker, et fællesskab, som kaldes menighed, et sted, hvor mennesker kan finde frelse og lægedom.
Fra den dag har der været et sted på jorden, hvor den Onde ikke kan få sin vilje, og alle mennesker er velkomne der. Og det sted er Guds kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Siden kom Helligånden på pinsedagen, og den dag i dag fyldes mennesker af Guds Ånd. Guds Ånd, der lægger bekendelsens ord i munden på enhver, som tror, og gør os til levende stene. Derfor må vi aldrig stoppe med at bekende, at vi tror på Jesus Kristus den levende Guds søn.
Det er noget af det stærkeste, vi kan gøre. For med bekendelsen proklamerer vi Guds sandhed ind i denne verden og ind i vores liv. Vi taler den Onde imod og bringer håb og tro til dem, som har svært ved at håbe og tro. Ved bekendelsen bliver vi kirke på jorden. For bekendelse har en mægtig virkende kraft. Apostlen Paulus går endda så vidt som til at sige: “For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse.”
Søndagens tekst: Mat. 16, 13-26
Peters åbenbaring om Jesus som Messias
13 Jesus og disciplene gik nu nordpå til det distrikt, hvor byen Cæsarea Filippi ligger. Så spurgte han dem: „Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?”
14 „Nogle siger, at du er Johannes Døber, der er kommet tilbage fra de døde,” svarede de. „Andre siger, at du er Elias eller Jeremias eller en anden af de gamle profeter, der er genopstået.”
15 „Og hvad siger I? Hvem tror I, at jeg er?”
16 Simon Peter svarede: „Du er Messias, Guds egen Søn!”
17 „Simon, Jonasʼ søn, du er en velsignet mand,” sagde Jesus, „for det har du ikke fra mennesker, men min Far i Himlen har åbenbaret det for dig!
18 Derfor siger jeg til dig: Du hedder Peter, og på den klippegrund vil jeg bygge min menighed. Djævelen vil aldrig kunne få magten over den.
19 Jeg vil give dig autoritet i Guds rige. Det, du sætter en stopper for på jorden, er der sat en stopper for i Himlen, og det, du åbner op for på jorden, er der åbnet op for i Himlen.”
20 Derefter advarede han disciplene imod at fortælle nogen, at han var Messias.
21 Fra da af begyndte Jesus at sige lige ud til sine disciple, at han var nødt til at tage til Jerusalem, at ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere ville udsætte ham for store lidelser, når han kom derhen, at han ville blive slået ihjel, og at han på den tredje dag ville blive oprejst fra de døde.
22 Da trak Peter ham til side og prøvede at tale ham fra det. „Gud vil beskytte dig, Herre,” sagde han. „Det vil aldrig ske for dig.”
23 Men Jesus vendte ryggen til ham og sagde: „Gå væk fra mig, Satan! Du frister mig! Du forstår ikke, hvad der er Guds vilje, men ser det kun fra et menneskeligt synspunkt.”
24 Så sagde Jesus til dem, som fulgte ham: „De, der ønsker at være mine disciple, skal lægge alt deres eget til side og følge mig, også selv om det koster livet.
25 De, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men de, der sætter livet til for min skyld, vil få det evige liv. 26Hvad gavner det et menneske at vinde hele verden, hvis sjælen går fortabt? Findes der noget, der er mere værd end et menneskes sjæl?
Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk
